lørdag den 31. december 2011

Et tilbageblik

Januar
Zushi og jeg startede på hvalpehold hos Charlotte Lyngholm og hos Johanna Allanach.
I uge 2 var vi på skiferie med en masse danske og svenske agility tosser. Zinnia var med og de resterende hunde blev passet af mine forældre og Zushi var hos min faster.

Februar
Årets første stævne var indendørs i Ribe. Det var ikke den store succes for os. Ingen fejlfrie løb.
Jeg startede på Silvia Trkmans første langdistance Puppy Class med Zushi. Et fantastisk koncept og en super måde at få ny viden og feedback på sin træning.
Generelt var vi meget plaget af store mængder sne fra november til marts, så træning i haven var stort set umuligt.

Marts
Årets andet stævne var indendørs i Vallensbæk uden den store succes. Der var småfejl hist og her.
Begyndte at træne Rally med Zinnia og havde Zissi i træningslejr i 14 dage.
Zushi blev udstillet på skue og fik "Lovende". Preben og Godis deltog på agility kursus med Peter Crone.
Sidst men ikke mindst, så fyldte Zinnia 6 år.

April
Jeg var til foredrag med dyrlæge Bille Ruwald. En anderledes dyrlæge med sine helt egne meninger. Uden tvivl et ganske spændende foredrag.
Preben og Godis var på kursus med Jørgen Telquist og de startede også træning med Sarah.
Zinnia debuterede i Rally hvor hun ikke bestod.






Dagen efter var Dusty oppe i en DGI Rally prøve hvor han fik 95 point. Og Zinnia og Godis deltog i DGI Agility stævne.
Vi deltog i Gåsahoppet i Sverige hvor Zinnia var fejlfri i 4 løb hvoraf hun vandt de 3 og blev nr.2 i det sidste. Hun vandt Svensk AG-cert og blev Svensk Agility Champion. Godis vandt Svensk Spring cert. men da Godis ikke var Dansk Spring Champ, måtte certet hvile.
Vi mødte alle Zushi's søskende, samt hendes far Izor.

Maj
Zushi starter på Silvia Trkmans Longdistance Running Contacts Class.
Vi er til stævne i Vestegnen, hvor Zinnia bla. vinder SPÅ og Godis vinder AGÅ.
Vi deltager i Hvalsø Cup hvor Zinnia vinder Cup'en for tredie år i træk. Preben og Godis vinder Spring cert. og Zissi debuterer i SP2, som hun vinder med et fejlfrit løb.
Vi deltager i Maxi Zoo Cup, hvor Jeg og Zinnia sammen med Lone Sommer/Kizz Me og Cathrine/Jerry danner holdet ZZZ, som løber med sejren i Cup'en og dermed vinder gavekort på 1500 kr hver til Maxi Zoo.
Godis får sin sidste DM udtagelse og Zinnia vinder AG3 og bliver nr. 2 i SPÅ.
Zushi opnår Puppy Class Graduation hos Silvia Trkman.
Preben og Godis er i Hillerød til stævne og jeg deltager på kursus med finnerne Jaako og Jeanita. Et super inspirerende kursus. Juni
Årets Ugekursus i Ribe er jo en tradition og det fandt sted i juni. Vi havde høj sol og dejligt vejr det meste af tiden. Ugen sluttede af med Pinse stævne også i Ribe. Zinnia kvalificerede sig til finalen, hvor hun blev nr. 2, desværre med en vægring.
Årets andet internationale agility stævne blev holdt i Albertslund. Zinnia havde 4 fejlfrie løb denne weekend.
Zinnia og jeg deltog i landsholdssamling i Ribe. Her blev landsholdet udtaget og Zinnia og jeg var udtaget til NM og til at løbe individuelt til VM og som reserve til hold VM.

Juli
Vi deltog på Dansk Hundeferie. Preben havde deltaget før, men det var første gang jeg deltog. Jeg var desuden træner for konkurrenceholdet. Jeg deltog på begynderholdet med Zissi og Preben deltog på øvede med Godis. Vi boede på en dejlig campingplads i Nymindegab.
Vi tog direkte fra Hundeferien og til Dania Cup i Næstved. Her deltog Zinnia, Zissi og Godis. Vi camperede og boede lige overfor Christine og hendes familie. Det var som sædvanligt super hyggeligt. Zissi fik to oprykninger i SP og rykkede i SP3, hvor hun også havde sit første fejlfri klasse 3 løb i den uge. Godis var tæt på at vinde cert i SP3, men det blev snuppet af en nordmand. Preben og Godis kvalificerede sig til finalen, hvor de desværre blev disket. Zinnia og jeg vandt 4 klasser i løbet af ugen, men kvalificerede os desværre ikke til finalen.
Kun halvanden uge efter, tog vi til 4 dages stævne med udstilling, agility, LP og Rally i Vejen. Preben og Godis løb agility alle 4 dage og vandt bla. 2 spring cert'er og blev Dansk og Svensk Spring champion. Zushi fik Very Good på udstilling og blev avlsgodkendt. Hun bestod også LP1 med 1. præmie. Både Zinnia og Zushi bestod Rally Begynder klassen. Derudover havde Zinnia to 2. pladser i de åbne klasser i agility.

August
Vi var til stævne i Albertslund, hvor jeg også deltog med Zissi. Hun var fejlfri i en SP3 og i 2 SPÅ. Begge SPÅ vandt hun og hun blev nr.2 i SP3 lige efter cert'et.
Zinnia vandt SPÅ begge dage og vandt desuden SP3 og AG3 om søndagen. Godis blev nr. 4i SP3 om søndagen.
Årets NM blev holdt i Finland. Preben havde også Godis med, for at konkurrere i de officielle klasser fredag og lørdag inden NM. De gjorde det godt og det blev bla. til en 4. plads i AG3. Zinnia og jeg havde nogle ligeved og næsten løb, var dog fejlfri i ét, hvor vi blev nr. 3 lige efter cert'et.
Til Selve NM fik Zinnia en nedrivning i springløbet og var fejlfri i agility. Holdet endte med en bronce medalje. I finalen fik Zinnia 10 fejl. og endte på en samlet 9. plads.
Jeg deltog i 2 Rally prøver med Zushi og hun bestod dem begge og blev Rally Begyndermester.

September
DM i agility blev holdt i Ribe. Zinnias hold Wowchesky blev Danmarksmestre og Prebens hold Made By Monty blev nr.2. Individuelt lå Zinnia nr.2 efter springløbet, men blev disket i AG. Godis var fejlfri i Spring og havde en enkelt fejl i AG, det rakte til en flot 4. plads. Zushi fyldte 1 år.
1½ uge før årets aflsuttende konkurrrencer og 3 uger før VM kom Zinnia til skade til træning. Hun rev hele den ene negl på højre bagpote af. Det betød at vi ikke kunne løbe til landsholdssamlingen. Og til årets afsluttende konkurrencer løb Zinnia med forbinding, så hun ikke skulle støde sin bare tå. Det var dog ikke optimalt, da hun gled en del på forbindingen i det våde græs. Jeg valgte kun at deltage i de tællende løb. I finalen fyrede vi den af og vandt løbet. Zinnia endte samlet på en 3. plads i Året AG-hund og en 4. plads i Årets All-round hund. Godis havde nogle super AGÅ løb i denne weekend og det blev til en 3. og en 4. plads og kvalifikation til finalen. Sammenlagt endte de på en 10. plads i Årets Ag-hund.
Der var også tid til 2 rally prøver med Zinnia og Dusty. Zinnia havde en flot prøve i Sorø, hvor hun fik 96 point. Dagen efter var koncentrationen der ikke, så der blev det til IB. Dusty debuterede i officiel Rally begynder og fik 100 point og vandt klassen. Dagen efter var han også tilmeldt, og vi prøvede øvede klassen hvor han fik 95 point. Oktober
Jeg deltog i VM med Zinnia. Rejste til Frankrig sammen med Julie og Chilli. Preben rejste med Supporter bussen.
Zinnia blev desværre disket i springløbet, men kom stærkt igen i agility løbet, hvor hun var fejlfri og blev nr. 7. Vi slog blandt andet Silvia Trkman og LA og Natasha Wise og Dizzy. Border Collien, som vi havde fået at vide at vi alligevel ikke kunne slå ;-)
Ugen efter VM gik turen til England, hvor vi hentede Prebens nye hvalp Ezke.

November og December
Vintermånederne er gået med træning. Vi har heldigvis haft mulighed for at træne indendørs. Ellers er det mest tricks der er blevet trænet.
Jeg har været i Herning og undervise en flok instruktører i agility. Og jeg har deltaget i en forelæsning med Greg Derret, som var ret spændende og gav lidt ny inspiration, samt genopfriskede noget gammel lærdom.
Julen blev holdt herhjemme sammen med min faster og vores tilsammen 11 Sheltier :-)

søndag den 25. december 2011

God Gul

God Jul til alle vores bloglæsere.
Vi har holdt jul sammen med min faster og vores til sammen 11 Sheltier.
Dejlig stille og rolig juleaften.

fredag den 23. december 2011

Trick time

Jeg var så heldig at jeg i løbet af ugen kom tidligere hjem, fordi, der skulle komme en VVS-mand og reparere vores fyr. Jeg udnyttede straks situationen og fik trænet lidt running contacts med Zushi. Jeg tror hun sprang feltet 2 gange, men resten af forsøgene var super. Jeg forsøgte mig med at fortsætte med noget handling efter balancen og det gik også fint.


Ellers er det kun blevet til lidt træning af tricks i løbet af ugen. Vi arbejder på 5 tricks med et håndklæde challengen.


Fredag havde vi besøg af Tom og Heidi og ungerne. Vi spiste Sushi, så det stod ud af ørerne på os og så så vi Silvia Trkmans første Trick DVD. Der var lidt inspiration til Tom og Preben, som selvfølgelig skulle udfordre hinanden ;-)

Men men, hvor er deres forsøg? Her er Zushi's og mit bud på udfordringen.


I weekenden blev kursus nr.2 afviklet. Noget af det sjove ved at have disse kurser, er at jeg hvert år lærer nye mennesker og hunde at kende. Jeg lærer en masse af at se hvordan forskellige hunde og førere takler opgaverne. Hold nr. 2 var også et super harmonisk hold med 6 hunde af 4 forskellige racer. De kunne alle arbejde samtidig. Dejligt med god plads i den nye hal i Ringsted. Der er ikke så meget ventetid, når man selv kan pusle med øvelserne, imens jeg roterer mellem ekvipagerne og giver gode råd. Det er så op til førerne at give deres hund de fornødne pauser. Og dem er der virkelig brug for, når det er så unge hunde vi arbejder med og øvelser, hvor de virkelig skal tænke.

Efter kurset kom Tom med Ember og Preben med Ezke. Så fik de lige trænet lidt og jeg fik trænet med Zushi.
Søndag fik jeg trænet lidt stakit med Zushi. Sidst vi trænede det, for nogle måneder siden, havde hun svært ved det og løb ofte forbi springene, men nu gjorde hun det helt perfekt :-)
Slalom volder os lidt problemer lige nu. Zushi går korrekt ind hver gang, men springer ofte en port eller to over efter første port. Jeg tror hun har lidt for travlt, så vi skal lige have arbejdet lidt med hendes rytme.

Vores bud på 5 tricks med et håndklæde:

mandag den 12. december 2011

Forelæsning, træning, DAL og kursus

Først en lille video af Zushi og Zinnia, der står på hænder :-)

Mandag aften var jeg til forelæsning med Greg Derrett i Malmø. Carpe Momentum havde endnu engang inviteret Greg til at holder forelæsning og kursus. Jeg har aldrig selv været på hans kurser, men har siden Zinnia var helt ung handlet efter hans principper, dog ikke til punkt og prikke. Jeg havde længe godt kunnet tænke mig at deltage i hans kurser, men synes at det var dyrt og når det samtidig var på hverdage, så synes jeg ikke rigtigt at det hængte sammen. Jeg valgte dog at tage derover mandag aften og deltage i forelæsningen sammen med Jael. Vi var ikke de enetse danskere, da Sanne og Louise også var derovre. Det var en nordisk forsamling, da der var en del finner og et par nordmænd også, udover svenskerne.
Det var et interessant foredrag, hvor jeg fik opfrisket noget lærdom og samtidig fik sat ord og billeder på nogle ting, som jeg havde hørt om. Ingen tvivl om at jeg stadig gerne vil gå et kursus for Greg.

Hjemme fik jeg startet op med at lære Zushi at dreje efter balancen, på kommando.

Onsdag skulle vi løbe DAL på NOA-gård. Jeg fik lov til at låne godis med, det har jeg gjort et par gange før, når vi har løbet DAL. Jeg havde også fået lov til at løbe opvarmningsløbet med Zushi.
Det var første gang at Zushi skulle løbe en hel bane. Og jeg synes at hun klarede det super flot. Hun sprang et par porte over i slalom, men jeg fortsatte bare. Hun havde super fart over balancen og fik et flot felt, men fortsatte så lige frem til hjulet, hvor hun skulle have drejet. Men jeg gav hende heller ikke signal til at dreje og samtidig er hjulet et af hendes yndlingsforhindringer. Resten af løbet gik som smurt. Super felter på A og vippe. Zinnia og Godis løb hver et fejlfrit løb i opvarmningen, men blev så begge disket på det samme i DAL-løbet, hmm...
Fredag aften havde vi lejet hallen i Herringløse. Vi satte en dobbeltbox op og så fik vi trænet lidt grundhandling. Jael havde deltaget på Dobbeltbox kurset med Greg om tirsdagen, så hun skulle prøve nogle af tingene af. Jeg fik trænet balance med Zushi. Det gik meget godt, når jeg holdt mig lidt tilbage, men hun sprang flere gange, når jeg pressede hende på farten. Se video:

Preben fik trænet lidt dobbeltbox med Godis og lidt leg og handling med Ezke. Zinnia fik også løbet et par baner.
Søndag holdt jeg det første af vinterens AG-kurser. Et blandet hvalpe og unghundehold, som mest var lavet, fordi nogle af dem, der var hvalpe sidste år, havde spurgt efter noget træning. Og så var der kommet et par nye hvalpe, som også gerne ville træne. Det var et virkeligt skønt hold med 6 hunde af 4 forskellige racer. I alderen 5 måneder til 2 år. De var alle så harmoniske og jeg hørte ikke den mindste knurren på noget tidspunkt. Selvom der en gang imellem var lidt løse hunde, der smuttede fra deres førere for at udforske de andres træning ;-)
Efter kurset havde vi selv hallen i 1 time, hvor jeg fik løbet en lille springbane med Zushi og så fik jeg trænet balancen, men kun 5 gange - Men hvilke 5 gange :-) :-) Hun havde 5 perfekte forsøg, hvor hun for første gang anstrengte sig for at få det ekstra skridt der gjorde at hun ramte dybt nede i feltet og ikke skulle springe det sidste stykke. Det er sådan nogle momenter i hundetræningen, der kan gøre en helt høj :-)

Tom var der og trænede med Ember og Preben trænede med Ezke. De to unge hvalpe fik leget lidt agility med at blive sendt rundt om springstøtter og blive sendt frem i en tunnel.

onsdag den 30. november 2011

Den mørke tid

Vi er i den grad midt i den mørke tid. Og det er stort set umuligt at nå at træne i haven, når man kommer fra arbejde. I sidste uge nåede jeg ikke at træne en eneste gang hjemme i hverdagene. I forrige uge fik jeg slet ikke trænet hjemme og i weekenden var det sparsomt, hvad der blev trænet, da jeg holdt kursus i Herning. Zushi fik dog lov til at demonstrere running contacts og Zinnia fik vist "leverpostejs race". I sidste uge var det kun Zinnia, der fik trænet onsdag på Noagård. Preben og Godis trænede i Ringsted torsdag aften. Fredag aften havde vi heldigvis booket hallen i Herringløse, så der fik Zushi trænet. Jeg havde sat en "Greg Derrett" træningsbane op. Det var første gang jeg skulle løbe sådan en handlingsbane med Zushi. I første forsøg drejede hun af for tidligt, når jeg tog imod, men så kørte det ellers bare derudaf med flere fejlfrie runder. Vi fik også trænet slalom. På et tidspunkt ville jeg kalde Zushi over A-et, men istedet løb hun i slalom og fuldførte den selvom jeg løb på den modsatte side af A-et. Når nu det gik fint, så kunne vi ligeså godt gøre det et par gange for selvstændigheds træningens skyld ;-)

I weekenden var det meget dårligt vejr, men heldigvis var der en times godt vejr om lørdagen, hvor jeg fik trænet running contacts med Zushi. Jeg fik hævet balancen, så den nu er 110 cm høj.

Mandag i denne uge var Zushi til sin sidste træning hos Johanna, i denne omgang. Ind imellem de øvelser, som vi skulle træne på, trænede jeg løft bagben med Zushi. Det træner vi op ad en mur. Jeg fik så den idé at forsøge at få hende op at stå på hænder. Vi har trænet en del på det før, men havde siddet fast i et stykke tid. Men denne mur var meget ru, så Zushi kunne stå godt fast - og vupti, så stod hun på hænder :-) Det begyndte hun så at tilbyde op til flere gange i timen :-) Tirsdag aften prøvede jeg så op ad husmuren her hjemme, og sørme om det ikke også lykkedes. Zinnia har længe kunne stå på hænder op ad ridehus barierren, men hun prøvede også op ad husmuren og det kunne hun også.

Preben og Ezke var til hvalpe træning hos Johanna tirsdag i sidste uge, og de har fået et par øvelser, som de skal træne på. Den ene af øvelserne kan ses i videoen herunder.

tirsdag den 22. november 2011

Running contacts

Jeg har trænet running contacts med Zushi på balancen siden slutningen af april.
Træningen har været afbrudt flere gange pga. ferie og rejser.
Lad mig sige med det samme. Det er ikke let at træne running contacts! Der er sindsygt meget træning og man skal virkelig være nøje med hvad man belønner. Der er så meget man skal vurdere hele tiden. Og det kan indimellem være meget frustrerende.

"Running contacts is like asking for manic depression!" Citat Silvia Trkman.

Men samtidig er det også sjov træning. Det er jo på sin vis bare en fremsendelse over balancebom. Og så bliver der gradvist sat højde på og klikket for at hunden rammer dybt i feltet med bagbenene. Og så skal man have trænet alle tænkelige situationer efter balancen.
Jeg havde ret tidligt i perioden problemer med at Zushi lavede et langt flyvende spring til sidst og det var selvfølgelig stærkt uønsket.

Senere, da vi gik fra den korte planke til en lav balance i fuld længde, så havde jeg problemer med at hun begyndte at søge ind til mig og fokusere på mig når hun nærmede sig feltet. Så jeg måtte lægge vægt på noget fremadsendelse og selv være så usynlig som mulig. Så skulle der fokuseres på at få så lave hits som muligt. Altså at bagbenene skulle ramme lavt i feltet. Det var lidt svært, da Zushi helst tog 2 skridt på nedgangen og det var lige kort nok, så der var som oftest kun en enkelt bagpote højt i feltet.

Så har jeg trænet en del, hvor jeg har startet Zushi fra forskellige steder på balancen, så hun ikke havde så meget fart på og dermed to 3 skridt på nedgangen og fik nogle dybe hits.
Nu er det så mørkt, når jeg kommer hjem fra arbejde, at det er svært at nå træningen. Jeg må se at få sat halogen arbejdslamperne klar i haven, så jeg kan få trænet balancen med Zushi. Det går jo ikke at træningen går i stå nu. Og slet ikke nu, hvor det går rimeligt godt.
I weekenden var jeg i Herning og holde kursus. Zushi blev brugt til at demonstrere running contacts og hun klarede det i fin stil. På en ny balance, første gang med gummibelægning og på højere højde end vi træner på. Hun sprang de to første gange, men fik så 6 fine felter, hvoraf de 3 sidste var helt perfekte :-)
A-et kører bare for os. nogle gange springer Zushi lidt højt, men hun har feltet hver gang.

Flere træningsvideoer

Det er blevet til en del små video klip på Silvia Trkman kurserne, så her kommer lidt flere fra Agility Foundation.



tirsdag den 15. november 2011

Zushi lærer vippen

Jeg havde forberedt Zushi til vippe træningen, ved at lære hende at lukke skuffer og skabe indendørs. Så hun var vant til, at der var noget der bevægede sig under hendes fødder, samt gav en lyd/et bump.
De øvelser var en del af Silvia Trkman Puppyclass. Vippe indlæringen var en del af Agility Foundation class. Jeg startede med at vippe nedganen ned og sætte en stol under opgangen, så nedgangen var et lille stykke over jorden. Herefter blev Zushi klikket til at banke vippen i jorden. Til at starte med bare med forpoterne, og da hun var tryg ved det, så skulle hun hoppe op fra siden, så hun stod i rigtig retning på feltet.

Stolen, som vippen støttede på, blev så langsomt flyttet længere og længere ud. Så vippehøjden blev øget. Det gik rigtig fint indtil vippen var i vandret. Så kunne Zushi ikke selv hoppe op fra siden længere, og skulle dermed løftes, hvilket hun ikke var så glad for og derfor blev hun usikker. Jeg prøvede den anden vej, altså at vippenedgangen blev støttet af en stol, og Zushi skulle så løbe helt op til nedgangen. Det brød hun sig ikke om. Det skal hertil også siges at vores vippe er ret høj og ret lang, så hun var meget højt oppe.
Jeg overvejede lidt hvad næste step skulle være. Jeg fandt frem til at jeg ville prøve at lade vippenedgangen lande på et havebord. Så Zushi skulle gå op ad vippen, som normalt, men så stoppede vippen på havebordet og svæveturen, blev dermed ikke så lang. Det gjorde at Zushi var tryg ved øvelsen. Efter at have trænet det et par gange, så blev retningen ændret. Så Zushi startede på havebordet og løb til nedgangen på vippen. Næste step var at skifte havebordet ud med agility bordet og derefter blev bordet helt fjernet og Zushi havde en sikker og hurtig vippe :-)

onsdag den 9. november 2011

Agility Foundation ala Silvia Trkman

Her kommer et par af de videoer, som jeg har posted i den Agility Foundation klasse, som jeg har deltaget i.




mandag den 7. november 2011

Trænings update


Jeg elsker sommeren og stævnerne og jeg synes at det er rigtig trist, når vi har løbet årets sidste stævne. I år har vi haft en del rejseaktivitet her i slutningen af året og det har givet mange afbræk i Zushi's træning. Min lille hund er blevet 1 år nu og er i fuld gang med uddannelsen til agilityhund. Derfor glæder jeg mig over efterårs/vinterperioden denne gang. Det eneste ærgerlige er bare at det bliver mørkt så pokkers tidligt. Jeg prøver at få trænet lidt med hende hver dag, når jeg kommer hjem fra arbejdet. Det bliver nok til 15 - 20 min. pr. dag alt inkl.

Henover sommeren har vi deltaget i Silvia Trkmans agility Foundation class, hvor vi har lært forskellig handling og har løbet forskellige små baner. Vi har også fået indlært vippen. Og nu er vi gået i gang med slalomen med 2 x 2 metoden.
Indrømmet så har jeg ikke brugt ret meget tid på de baner Silvia sendte til os, men jeg fik filmet mindst en træning på hver af banerne og fik feed back på det. Vi havde jo samtidig running contacts at arbejde med, og det tog jo tid hver dag. Her i vinter håber jeg på at kunne få trænet nogle af de små baner igen i weekenderne.
Jeg har jo lært min fars hund Zissi slalom med 2 x 2 metoden og troede at det ville blive det nemmeste i verden at træne det med Zushi også. Men jeg synes ikke umiddelbart det har været lige så nemt. Zushi har jo været klikkertrænet en del og har også trænet en øvelse hvor hun skulle gå 8-tal imellem to flasker. Og jeg tror måske at det er den øvelse, der har spillet ind og drillet lidt. Zushi fik hurtigt et billede af at gå ind i første port, men når hun skulle hente den fra bagsiden, som en svær indgang fra højre, så rundede hun hele porten. Da jeg så havde klikket hende til at få den på plads, så var problemet pludselig fra den anden side, for nu havde hun forståelsen af at man skulle hente porten fra bagsiden også derfra...
Samtidig har hun så også haft en periode, som jeg tror skyldes hendes unghunde alder. Hun har været meget usikker og så snart hun ikke fik ros, så gad hun ikke at være med. Dem som kender mig ved at jeg aldrig bruger straf eller irettesættelse i træningen, men Zushi tog det som en straf, når belønningen udeblev.
Jeg har fra start af i slalomindlæringen lagt vægt på at få trænet alle de svære indgange med. Vi har jo tid nok.


søndag den 6. november 2011

Velkommen til Ezke


Weekenden før VM var vi lige en tur i England. Vi fløj derover fredag eftermiddag og hjem igen lørdag morgen. Grunden til den lille tur,, var er der lå et kuld lækre Sheltie hvalpe i West Sussex.
Torsdagen efter VM tog vi så bilen og kørte hele den lange vej ned igennem Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig, stort set samme tur, som vi var kørt hjem ad om mandagen...
Vi tog Eurotunellen til England og var fremme ved målet fredag eftermiddag. Kuldet bestod af 4 tricolour hanner. Vi kunne vælge imellem 2 af hannerne og havde allerede hjemmefra valgt den største. Ved vores første besøg, var han en af dem, der tog mest kontakt.
Når nu man tager helt til England for at hente en Sheltie, så regner de fleste nok med at der er fordi man vil have en "ægte" englesk Sheltie, men men disse hvalpe er 100% Amerikanske/Canadiske af afstamning. Er det så for at hente nyt blod hjem? Heller ikke. Monty er morfar og Carson er far. Unique er kuldbror til moderen. Hvorfor så hente i England? Fordi den kombination bare lød super spændende. Moderen Zen er en super dejlig hund, der har produceret nogle fantastisk dejlige hvalpe.


Preben har i noget tid været på udkig efter en ny hvalp og valget faldt altså på Ezke.
Ezke er en super sød og fornftig dreng. Han er blevet pot og pande med Zushi, som helt sikker mener at han er flyttet ind som hendes nye legetøj ;-)
Det bliver spændende at lære Ezke rigtigt at kende.

Ezke's Stambogsnavn er Obay Boyz Will Be Boyz

fredag den 4. november 2011

VM2011 - Løbene

Fredag skulle alle tre størrelser løbe individuel spring og de små skulle løbe AG-hold. Julie og Chilli skulle altså have deres VM debut, da de var sat ind på holdet i stedet for Susanne og Unique, som desværre var skadet.

Små og store hunde løb først individuel, så mellemhundene kom først på over middag. Jeg synes at det var en ok bane. Jeg havde to muligheder i starten. Enten kunne jeg gå ud og tage imod, eller også kunne jeg sende Zinnia rundt om spring to og tage imod bagefter, men der ville være risiko for at hun rev spring 2. Den anden start ville forudsætte at jeg kunne gå rimeligt langt ud i starten og at Zinnia blev liggende. Jeg satsede på at Zinnia blev liggende, og så kunne jeg altid lave plan B, hvis hun kom flyvende. Hun kom som skudt ud af en kanon, men da jeg var nået næsten forbi spring 2, så jeg fik taget imod og hun løb lige ind i mig, det gav en berøringsfejl. Vi fortsatte videre rundt, efter posen fik hun drejet ind imod mig, men jeg fik reddet det og fik hende skubbet ud over springet og drejet ind i slalom. Så gik det derudaf, vi fik lavet en fin serpentiner inden flyvspringet. Men Zinnia river flyvspringet lige inden jeg skal sende hende i tunellen. Jeg havde flere gange fået det helt dårligt ved synet af hunde, der rev det flyvspring. Flyvet er lavet i aluminiumsplader og når hunden rammer det, springer det op i luften som en trampolin. Ved flere af hundene kom flyvet derfor flyvende i hælene på hunden. Jeg tror lidt at det var det der slog mig ud, jeg fokuserede på om der skete Zinnia noget, og så sendte jeg hende ud over et forkert spring efter tunellen. Super ærgerligt, men vi løb vores chance og fedtspillede ingen steder. Vi lagde fuldt pres på og satsede, som man skal til et VM. Selvfølgeligt var det ærgerligt, men jeg havde det helt fint med det. Det er ikke noget jeg kan gå og ærgre mig over længe. Ingen tvivl om at jeg allerhelst ville have haft et fejlfrit løb, så man kunne sammenligne sin tid med de andre.


Så var det tid til det lille hold skulle løbe AG hold. Julie og Chilli var så seje. De løb fejlfrit, det gjorde Jesper og Lillian også, men de havde lidt tidsfejl. Julie og Chilli var altså dem, der klarede sig bedst på holdet i det løb. Hold kæft hvor var Julie og Chilli cool :-)
Da vi var ret sent færdige i hallen blev vores aftensmad en af de baguetter, som man kunne købe i hallen. Vi orkede ikke anden end bare at køre hjem til hotellet og lufte hunde og så på hovedet i seng.

Lørdag morgen skulle mellemhundene starte med AG-hold. Jeg skulle jo ikke løbe hold, men var blevet spurgt om jeg ville gå med på banen, istedet for kaptajnen. Da vi ankom til hallen, blev vi så sendt hen til en helt anden parkeringsplads end den, hvor vi havde fået specielt adganskort til. Det gjorde så at vi havde ret langt at gå til hallen, så vi lod hundene sidde i bilen og gik så ind til hallen. Der kunne vi så se at der var masser af plads på den parkeringsplads, hvor der var reserveret plads til os. Jeg gik med på banen og vi var rimelig enige om hvordan den bane skulle løbes, så var det bare at stå tilbage på sidelinien og krydse fingre for at det gik godt. Det blev desværre til en disk og en fejlfri og så en med nogle fejl.

Efter løbene, gik jeg ud for at hente bilen og denne gang kunne jeg køre lige ind på den rigtige parkeringsplads...
De små hunde klarede 3 fejlfri spring hold løb og igen var Julie og Chilli hurtigst. Imponerende VM-debut. Det lille hold blev samlet nr. 4. Ca. et halvt sekund fra en bronce medalje. Super flot, men også en meget ærgerlig placering.

Mellemhundene fik også en disk med i springløbet og en enkelt fejl. Det var lidt underligt at gå på banen til banegennemgang og så ikke skule løbe. Zinnia synes også det var underligt at hun ikke skulle lave noget andet end at gå tur, for hun var tændt :-)
Vi kørte forbi supermarkedet på vej hjem og tog et par pizza brød med hjem. Så sad vi på hotelværelset og spiste og slappede af. Vi havde internet på værelset, så jeg viste Julie agility nostalgi bloggen og min gamle hjemmeside. Og vi morede os over de gamle billeder af folk, som vi kendte :-)

Søndag morgen skulle mellemhundene starte individuelt AG. Der var banebygning kl. 7. 25 og banegennemgang kl. 7.55. Vi kørte i god tid og holdt et stykke fra hallen kl. 6.40. Her var trafikken så gået helt i stå. Det viste sig at porten ikke var åbnet endnu. Folk troede at de lige kunne mase sig forbi, med det resultat at vi midt i et T-kryds holdt i 6 lag...
Endelig fik de åbnet porten. Hallen blev faktisk åbnet for publikum FØR deltagerne blev lukket ind. Vi skyndte os ind og fik sat hundene af i vores rum. Banetegningen var allerede kommet. Så vi gik i gang med at kigge på den. Jeg synes det var en god bane, med mulighed for at handle med serpentiner mange steder. Vippen, som ind imellem har voldt os lidt problemer, stod perfekt, så Zinnia ikke kom med fart på. Jeg var rimelig sikker på hvordan jeg ville løbe banen. Starten havde to alternativer, lidt i stil med springbanen, men denne gang valgte jeg løsningen hvor jeg ikke skulle gå så langt ud ;-)
Inden man skulle til start kunne man varme lidt op på et par spring, der stod placeret ude på gangen. Der var et fint areal med kunstrgræs, så man også lige kunne få hunden sporet ind på underlaget. Desuden var der fjernsyn, så man kunne følge med inde i hallen. Et par hunde før man skulle løbe, blev man hentet ude i gange og så bleev man ført igennem nogle små gange og til sidst op ad en trappe og så var man inde i arenaen og der var en hund der stod i boksen foran.
Jeg gik til start og dækkede Zinnia af, gik et lille stykke og så satte vi i gang. Zinnia havde et super hurtigt og fint A, en perfekt vippe og en god serpentiner lige efter. Så afsted på en langstræk og endnu en serpentiner, ind imellem og så op over balancen i fuld fart, tydeligt markeret felt, en lidt stor bue ved muren og så ellers hjem over flyvet og slutspringet. Fejlfri i en super tid. Det var et fedt løb. Vi endte på en 7. plads i det løb ud af 82 af verdens bedste mellemhunde. Vi slog to tidligere verdensmestere på tid, Natasha Wise med Dizzy og Silvia Trkman med La. Fedt at føle at man kan være med i toppen.

Efter at alle størrelser havde løbet, skulle vi have udmarsh. Det er det mest dræbende ved VM. Der bliver holdt en masse taler, mest på Fransk og så står man bare og kigger i ca. 1 time.
Bagefter fik vi pakket sammen og kørt hjem på hotellet. Vi havde aftalt fællesspisning på et nyt sted, som nogen havde afprøvet et par dage før. Her fik vi ganske god mad og vi var vist lidt overtrætte, for vores ende af bordet endte i total grineflip. Til sidst havde vi helt ondt i maven af grin.
Mandag morgen var det afrejse hjemad. Det gik rimeligt problemfrit, vi måtte dog lige holde en powernap undervejs. For man er godt nok drænet for energi efter sådan en uge på farten.
Det har været en super fed tur og jeg håber virkelig at jeg bliver udtaget til VM igen til næste år. Vil bare så gerne mærke stemningen og følelsen, når man står og løber i ringen igen. Og virkeligt satse :-)

onsdag den 2. november 2011

VM 2011 - Om fransk mad og de første dage.

Årets helt store højdepunkt er jo VM i Agility. I år fandt det sted i Lievin i Frankrig. Jeg havde aftalt at følges med og bo sammen med Julie og Chilli. Vi havde boet sammet til NM sidste år og vidste at vores hunde kunne fint sammen med hinanden. Vi kørte hjemmefra tirsdag morgen og kom til Frankrig om aftenen uden større problemer end at blive stoppet af politiet, da vi kørte på motorvejen i Belgien. Tror begge at vi fik pulsen op. Havde vi kørt for stærkt eller skulle vi have haft et mærke i forruden. hvorfor spottede de os pludselig midt på motorvejen? Vi fik aldrig svar på hvorfor vi blev stoppet, men jeg skulle vise pas og registreringsattest, som de studerede nøje. Og så skulle jeg puste... Tror måske at de synes det var en mærkelig nummerplade jeg havde (gul/hvid). Men vi fik da lov til at køre videre :-)

Vores frokost - hjemmelavet sushi


Vi ankom til hotellet ved 19 tiden. Efter at have installeret os og luftet hunde, gik vi i restauranten, hvor de fleste af danskerne allerede var samlet og havde bestilt mad. Menukortet fandtes kun på fransk, og det gav lidt komplikationer. Men de havde da fået bestilt en 3 retters menu. Julie og jeg valgte at bestille Beuf de grill, for det vidste man da hvad var. De andre havde ventet længe på deres mad, så derfor valgte vi bare en hovedret. Og det var vi glade for :-)
Da de andre fik serveret deres hovedret, som de troede var kalvekød. Så fik de et lidt underligt udtryk i deres ansigter. For det var rigtig nok en slags kalvekød, men ikke lige det, som de havde forventet... Det var kalvenyrer og kalvelever... Lad mig sige det sådan - der var flere af hundene, der fik et ekstra aftenmåltid ;-)


Nyregryde ;-)


Julie og jeg var meget glade for vores Beuf de grill :-)

Og der var vist flere, der lige kørte en tur forbi den lokale Mc Donalds.


Onsdag formiddag kørte vi ud for at se hallen. Franskmændene var dog ikke så glade for vores besøg. Og vi fik allernådigst lov til at kigge ind i hallen i 5 minutter. Da Englænderne kom kort efter os, var dørene låst og de måtte derfor vente til dagen efter med at se hallen.

Rollator ræs i supermarkedet


Resten af onsdagen gik med indkøb i et stort supermarked og så blev der slappet af på hotellet. Virkelig underholdende at se tegnefilm på fransk - NOT... Om aftenen var der ikke så meget stemning for at spise på hotellet... Så derfor kørte vi til en restaurant/bøfhus i nærheden. Her var der menukort med billeder :-) Og det så lækkert ud, men de var bare ikke så gode til det der med at stege kødet, så Der var en der fik en hakkebøf, som var fuldstændig rå indeni og flere af dem der fik bøffer, måtte sende dem ud og blive stegt igen. En havde sin bøf tilbage og vende i køkkenet 3 gange, før den var gennemstegt. Så det var heller ikke den store succes.


Menu kort med billeder


Torsdag formiddag kørte vi igen til hallen. Vi skulle have installeret os i det rum, som vi heldigvis havde bedt om og fået. De andre landes hunde sad rundt om på gangene. Og så skulle vi til dyrlægekontrol inden træningen. Den var nu rimelig nemt overstået, da hundenes chip skulle undersøges og så skulle de se om tæverne var i løbetid.


Træningen til et VM er ofte meget hektisk, da man gerne lige vil nå en masse ting. Og selvom man har sagt til sig selv, at man bare lige skal have prøvet underlaget, så bliver man grebet af den hektiske stemning. For mig og Zinnia er det den bedste træning vi kan få. Da jeg til en almindelig træning aldrig kan få hende op på det stressniveau. Jeg fik nået en del til træningen, uden selv at stresse. Følte at jeg fik belønnet for de vigtigste ting og fik afprøvet underlaget i alle retninger. Zinnia stod fint fast. Hun er god til at løbe på glat underlag. Jeg er glad for at vi hos mellemhundene ikke har en afsat tid pr. hund, men skifter efter hvert gennemløb af den enkelte træningsbane. Når man så skifter til den næste bane, så er det bare den i rækkefølgen, man er nået til, som starter. Man får på den måde rettet eventuelle fejl og får ikke afsluttet et gennemløb på en dårlig måde, fordi man skal skifte.

Om aftenen var det meningen at vi skulle have fælles spisning på hotellet, men der var af en eller anden grund flere, som ikke havde lyst til at spise der... Landsholdsledelsen havde spurgt om man kunne bestille bord til 30 personer og havde fået svaret, at så skulle vi alle spise den samme menu. Det var så ikke aktuelt. Men sprogvanskelighederne gjorde at hotellet troede at vi havde bestilt bord og 3 retters menu til 30 personer. Det fandt vi imidlertid først ud af, da vi gik ned i restauranten for at ville spise. Så stod vi 5 personer der og de havde arrangeret bord og mad til 30... Ups!
Tilfældigvis var der flere, der havde tænkt sig at gå ned og spise i restauranten, uden at have aftalt noget, så vi endte med at være ca. 18 personer, der spiste der. Vi fik den meste fantastiske menu med laks til forret, andelår, der var så mørt at kødet faldt fra benet, bare man løftede det, til hovedret. Og en eller anden slags dessertkage. Det var virkelig en super smagsoplevelse.

Som I kan læse, så handlede de første par dage om afslapning og mad ;-) Og de næste dage var det så agilityen, der kom i focus.

søndag den 23. oktober 2011

Zushi 1 år


D. 5. september - dagen efter DM fyldte Zushi 1 år.

Min dejlige lille glade hund. Og lille, ja det er hun - 33 cm høj. Og dermed den mindste af vores hunde. Men hvem er det lige, der springer op på spisebordet i et elegant hop???


Zushi er utroligt adræt. Hun er godt i gang med agility træningen. Vi har gennemført Silvia Trkman's Puppy class og Agility Foundation. Derudover er vi på anden omgang af running contacts class, da de driller lidt. A'et klarer hun helt fint og vippen har hun også lært. Det er faktisk kun balancen og slalom vi mangler at indlære korrekt.

Jeg er for tre dage siden startet op med slalom 2 x 2 metoden, som jeg også brugte til Zissi.

I august startede jeg på begynderhold i Hvalsø med Zushi. Det for at komme ud og træne blandt fremmede hunde og på fremmede forhindringer. Og så for at få lidt idéer til små baner.

Danmarksmesterskab

Hov! Der var vist lige en weekend jeg havde glemt at blogge om...

Første weekend i september stod traditionen tro på Danmarksmesterskab i agility. Preben og Godis og Jeg og Zinnia var kvalificeret til DM. Desuden deltog vi begge på hver vores hold, som var de same hold, som vi deltager på i konkurrencen om Årets AG-hold.


DM blev holdt i Jernvedlund, hos Ribe Hundevenner. Det er jo nærmest vores anden hjemmebane. Lørdag morgen startede med et For sjov spring løb. Både Zinnia og Godis fik fejl. Derefter var det første hold løb, som var en spring klasse. Der var en del, der havde svært ved starten og den efterfølgende slalom, som man skulle dreje 180 grader efter. Mange hunde gik ud af slalom for tidligt og det var også der Zinnia og jeg fik fejl. Jeg kan ikke huske Preben og Godis løb, men kan huske at deres hold havde 2 disk. Der var nemlig kun to hold, som gennemførte uden disk, så de havde mulighed for at blive kåret som Danmarksmester. Man kan godt placeres som nr. 2. og 3. selvom man ikke har tre gennemførte løb i hver klasse, men man kan ikke blive Danmarksmester. Mit og Zinnia's hold Wowchesky kom ind på en 2. plads efter Kromipower holdet.


Så kom vi til den individuelle springklasse. Her løb både Godis og Zinnia fejlfrit. Godis blev nr.6 og Zinnia nr.2 efter Pia og Lucky.
Til slut var der mulighed for at deltage i en for sjov agility klasse, men den droppede vi begge.

Søndag morgen startede med sang, flag og "en lille en". Og så blev der uddelt poser med lidt guffer og fine erindringsgaver. Første løb var hold AG. Her må jeg indrømme at jeg igen ikke kan huske Godis løb, men deres hold løb i hvert fald samlet godt, da de løb sig ind på en 2. plads. Vores hold løb også godt, Zinnia endda så godt at hun vandt klassen individuelt, og det blev der uddelt præmie for :-). Samlet var vi eneste hold som kom igennem konkurrencen med 6 gennemførte løb og Wowchesky blev dermed Danmarksmestre for hold :-) Vores dejligt blandede hold, som efterhånden har løbet sammen nogle år, men har haft lidt små udskiftninger undervejs.
Så var det tid for det individuelle AG-løb. Godis og Preben leverede et super flot løb i en god tid, men rev desværre en pind. Zinnia var vild og da hun accelererede vildt mod vippen, måtte jeg holde mig tilbage for at hun ikke skulle få en flyver. Det gjorde at hun vendte rundt imod mig efter vippen og fik derefter en skidt vinkel over muren, så hun pegede direkte mod det tunnelhul, som hun ikke skulle have - disk :-( Og resten af løb gik selvfølgelig godt. Pia og Lucky var fejlfri, men Marianne og Zippo, som løb lige før Zinnia og jeg, havde løbet i en suveræn tid og blev Danmarksmester - Stort Tillykke. nr. 2 blev Pia og Lucky og nr. 3 blev Louise med Sunny (far til Lucky og Godis) og nr. 4 blev Preben og Godis. Ren familie træf på sejrsskamlen, da Zippo og Sunny er halvsøskende.

mandag den 17. oktober 2011

Årets AG hund og hold

Årets sidste udendørs stævne.
1½ uge før årets sidste stævne fik Zinnia revet en negl af på den ene bagpote. Hun haltede ikke, men når hun gik i vådt græs kunne man se at det ”isnede”. Neglen var revet af helt ind til knoglen. Hun fik ro og til landsholdssamlingen måtte vi lade være med at løbe, og bare se på at de andre trænede. Godt nok kedeligt. Og super ærgerligt ikke at kunne få trænet på VM baner op til VM.
Weekenden efter havde vi så årets sidste stævne, med afslutning af konkurrencen om Årets Agility Hund.
Jeg havde prøvet at løbe lidt med Zinnia hjemme i haven, med en forbinding om hendes bagpote. Det gik fint og hun lod sig ikke mærke af den.
Derfor valgte jeg at løbe de klasser der talte til Årets AG hund og til holdet. I den første AGÅ blev vi disket. Jeg kunne se at Zinnia gled lidt på poten med forbindingen. Da hun var disket i AGÅ lod jeg være med at løbe SPÅ, da den ikke ville tælle til noget. I hold løbet løb jeg sidst, for så kunne jeg trække mig, hvis de andre var kommet igennem banen. Vi kom dog til at løbe, og det var fejlfrit, men lidt forsigtigt. Søndagens AGÅ blev løbet lørdag, og der løb Zinnia et rigtig godt løb, dog med en flyver på vippen, men med bedste tid. Godis var fejlfri i begge AGÅ og fik en 3. og en 4. plads og kvalificerede sig dermed til Finalen.
Søndag startede vi så med SPÅ. Zinnia gled efter 2. spring og jeg fik hende ikke hurtigt nok rundt derefter, men vi var fejlfri, men havde ikke så god tid. Det blev til en 6. plads. Så var det tid til hold løb. Da to af holdets hunde blev disket, valgte jeg at springe over med Zinnia.
Inden finalen havde Zinnia besluttet, at nu skulle hun ikke have forbinding på mere, så hun havde bidt forbindingen af. Jeg havde ikke mere forbinding, så jeg valgte at løbe finalen uden forbinding. Det gik forrygende. Hurtigste tid og vinder af finalen :-) Et resultat jeg var super glad for, men aldrig har jeg dog oplevet så kedelig en finale. Regnen silede ned, så folk blev i deres telte, der blev ikke speaket særligt meget under finalen, så det var i det hele taget ikke særligt festligt. Vi blev udråbt som 3. vinder af konkurrencen om Årets AG hund. Og nr.5 i Årets All-round hund. Godis kneb sig ind på en flot 10. plads i konkurrencen om Årets AG-hund.
Preben skippede dagens sidste løb, som var SP3. Vi ville hellere pakke alle vores våde ting og køre hjem.

torsdag den 13. oktober 2011

Nordisk Mesterskab

Vi kørte afsted torsdag morgen. Kayne, Dusty, Zandy og Zushi blev sat af hos mine forældre og så fortsatte vi mod Stockholm. Første stop var Godis flyget, hvor vi lige skulle proviantere lidt.




Vi var ved færgen i god tid, så der var masser af tid til en luftetur med hundene.
Efter at være kommet om bord og fået installeret os mødtes de fleste af os i restauranten for at spise den store buffet. Det var super hyggeligt. Bagefter var der lidt snak og hygge i baren.


Hundene skulle luftes på hundetoiletter, som var overpissede sandkasser. Det var altså ikke noget for Sheltier, heller ikke en sheltiehan som Godis. De ville hellere holde sig.
Fredag morgen kørte vi direkte til hallen, fordi der var blevet informeret om at vi højst sandsynligt ikke kunne komme ind på hotellet før efter kl.14. Men så blev hundene da også luftet og vi fik set på omgivelserne. Senere hørte vi dog at vi godt kunne få vores værelser, så vi kørte ind for at læsse vores ting af.

Om eftermiddagen var der en international AG3 og en almindelig AG3.


I den første klasse fik Zinnia en nedrivning på en af de første forhindringer. Herefter gik det godt, men i slutningen af løbet, hvor der er 4 spring fremad, drejer hun pludselig ind foran mig og løber mod en official, som er ved at samle noget op. Jeg får hende kaldt ind og får hende over slutspringet, men får en meget dårlig tid. Preben og Godis løber et super godt løb og bliver nr.4 i klassen. I den internationale klasse løber vi et super løb lige indtil 4. sidste forhindring, hvor jeg fejlvurderede min hurtighed i forhold til Zinnia's fart igennem en lige tunnel. Det resulterer i at Zinnia kommer forbi et spring, som jeg skulle skubbe hende ud over. I stedet bliver springet taget bag fra. Super super ærgerligt, da der kun var 2 fejlfrie i klassen. Lørdag starter vi med international AG3. Her får vi en ærgerlig vægring, da jeg ikke får vist Zinnia igennem en tunnel. Det ender med at der ikke bliver uddelt cert. i denne klasse, da de 3 første er champions. Der var 42 tilmeldte, men kun 39 der løb. Og der skal være 40 startende for at der kan blive delt cert. ud til en 4. plads. Det skulle vise sig at være mit uheld senere.

I den næste klasse, som var AG3 skulle jeg sende Zinnia rundt om et boks hjørne, men hun smuttede ind imellem vingerne. Så jeg måtte rette det og sende hende rundt igen, det tog selvfølgelig tid og jeg var møg ærgerlig over at få den fejl. Da jeg kom i mål sagde de andre så at der ikke var dømt fejl, da Zinnia var drejet ind inden hun havde passeret vægringslinien til det næste spring, så vi var fejlfri. Så var der bare tilbage at håbe på at de andre ikke løb så godt. Men det gjorde de. Den svenske Pumi Mäzli, som var blevet nr. 4 i klassen før (hvor der ikke blev uddelt cert.) Blev placeret lige foran os som nr. 2. Vi kom på podiet, men nøj hvor ville jeg gerne have haft det cert. Dagens sidste løb var SP3. Her var Preben og Godis fejlfri og fik en flot 6. plads. Endnu engang manglede vi det sidste held. Da jeg skal kalde Zinnia ind over et spring, løber hun udenom og vi får en vægring. Øv øv øv. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg havde sat næsen op efter et cert. denne weekend. Og det var frustrerende hele tiden at have sådan nogle lige ved og næsten løb. Zinnia løb super godt, men vi manglede hele tiden det sidste held.

Søndag var det så Nordisk Mesterskab. Vi lagde ud med et springløb. Pia og Lucky startede for vores hold. De blev desværre disket. Så løb Tommy og Olsen et flot fejlfrit løb. Zinnia løb et super løb, men rev muren ret voldsomt. Diesel fik også en fejl. De store hunde blev disket på stribe. Så der kan jeg ikke huske resultaterne andet end at Norge var eneste land som ikke havde 2 disk.

Så var det tid til AG løbet. Pia og Lucky blev disket igen. Tommy og Olsen fik to fejl. Zinnia var fejlfri i en super tid. Ann-Brit og Diesel var også fejlfrie. Det rakte til en broncemedalje efter Finland og Sverige. Individuelt lå jeg nr.6 inden sidste løb, mend 3. bedste sammenlagte tid. I AGløbet blev vi nr.3 kun slået af den tidligere verdensmester og Nordiske mester Frodo og NM's nr. 2 en Mudi.


Alle 3 danske hold endte med bronce medaljer.


I det individuelle løb fik Zinnia 10 fejl, hvoraf den ene var en feltfejl på bommen, som hun ikke skulle have haft. Ann-Brit og Diesel fik også en fejl. Pia og Lucky fik 10 fejl og Tommy blev disket. Zinnia og jeg endte på en Individuel 9. plads.
Hos de små hunde vandt Susanne med Unique og Lillian med Mille blev nr.2 - Stort Tillykke til de to. Efter udmarch var det tid til at køre mod færgen. Vi var alle med samme færge, så det var en rigtig hyggelig tur hjemad.

søndag den 2. oktober 2011

Success i SPÅ - på Vestegnen

Efter at have haft Zissi med til Dania Cup, havde jeg fået ekstra blod på tanden med hensyn til at løbe stævner med Zissi. Så jeg tilmeldte hende til 3 x SP3 og 2 x SPÅ i Vestegnen. Zinnia og Godis blev meldt til det hele. Efter at have løbet en masse stævner, som har talt til Landshold, DM og Årets hund, så er det en underlig fornemmelse, når man pludselig skal løbe et stævne, som ikke tæller til noget som helst. Jeg ville bruge stævnet til at træne inden den kommende weekends Nordiske mesterskab.
Lørdag var Zinnia fejlfri i SPÅ og AG3, som hun begge vandt. Zissi var fejlfri i SP3, hvor hun desværre blev slået af Natasha og Prima, som snuppede cert'et. Dem kan vi altså ikke hamle op med ;-) Zissi var også fejlfri i SPÅ og hun vandt klassen. Så jeg kunne altså inkassere 1. præmien i både SPÅ lille og SPÅ mellem :-)
Søndag var Zinnia flyvende det blev til 4 superløb - 3 fejlfri og ét med en opgangsfejl på balancen. Alle i super tider. De 3 fejlfrie vandt vi. Preben og Godis havde et super SP3 løb og blev nr.4. Zissi var igen fejlfri i SPÅ og sørme om ikke hun vandt klassen igen. Så igen denne dag kunne jeg stå som vinder af SPÅ i både lille og mellem klassen - det synes jeg var lidt sejt :-)

onsdag den 28. september 2011

En Dobbelt Champion og flere 1. præmier

1½ uge efter Dania Cup var vi på farten igen. Denne gang skulle vi til 4 dages udstillling og agility stævne i vejen. Preben og Godis var tilmeldt agility alle 4 dage, Zushi var tilmeldt LP1 og udstilling om torsdagen, Zinnia og Zushi var tilmeldt Rally om fredagen og zinnia løb så også agility lørdag og søndag.

Torsdag morgen startede lidt stresset, da man havde valgt at starte LP1 kl.10.15. Sheltierne skulle udstilles som race nr.7 i ringen, men det var en masse racer med få tilmeldte i hver. Så det var lidt svært at vurdere tiden. Jeg fik lov til at få rykket lydighedsprøven frem, så den faktisk blev startet for LP2, som skulle starte i ringen. Vi skulle så bare nå tilbage og have fællesdæk, når alle LP1 hundene havde været igennem.
Jeg havde haft et par generalprøver inden, med stor hjælp fra Conni og fra Johanna og Lone. Det havde dog ikke været den store succes, da Zushi havde været meget ukoncentreret. Men denne morgen valgte hun at gøre det bedre end til nogen af de to generalprøver. Hun gik et ganske fint program. Så afsted til udstillingsringen, hvor Zushi gik og stod fint. Her blev det til Excellent, som tidligere hed 1. præmie. så nu er Zushi avlsgodkendt og har også præmiering fra en international udstilling, hvis hun engang skulle kunne indstilles til International Agility champion. Så tilbage til lydighedsringen hvor Zushi gennemførte fællesdæk, men dog rejste sig kort før tid. Det blev i alt til 153 point og en 1. præmie. Og dermed fik Zushi sin første titel LP1.
Preben og Godis gjorde det godt i agility. Det blev til en 2. plads i SP3 og dermed deres 2. cert i spring.
Torsdag stod den på Rally for Zinnia og Zushi. Zinnia var først på og hun var noget ukoncentreret og snusede MEGET i græsset. Det skal dertil siges at der var blevet samlet masser af godbidder op inden, da det var i store ring rallyprøverne blev holdt. Zinnia bestod med 89 point. Zushi havde debut i rallyringen og jeg skal være ærlig og sige, at det var ikke meget jeg havde trænet det med hende. Det var faktisk kun hendes 3. forsøg på en bane med skilte. Hun gøede næsten hele banen rundt og det trak nogle point. Zushi bestod med 87 point.

Så tilbage til agilityringen, hvor vi bare skulle slappe af resten af dagen. Preben og Godis vandt SP3 og fik dermed deres sidste cert. og blev Dansk Spring Champion og da de også havde et svensk spring cert. blev de også Svensk Hopp Champion - Stort Tillykke.

Lørdag skulle jeg så løbe agility med Zinnia. Der var lidt småfejl hist og her. Vi var fejlfri i AGÅ hvor vi blev nr.2 og Godis blev nr.10. Godis blev også nr.3 i AG3 med et fejlfrit løb.
Søndag var både Zinnia og Godis fejlfrie i SPÅ og det blev til henholdsvis en 2. og en 4. plads.Den Franske VM dommer David Powel dømte alle dagene, så vi fik løbet et par af hans baner og så hvilke specielle ting han anvender i sine baner.
Alt i alt 4 dejlige dage med masser af fine resultater og et par nye titler i bagagen.

torsdag den 15. september 2011

Dania Cup

Vi tog fra Hundeferien fredag morgen og kørte direkte til Herlufsholm, hvor Dania Cup skulle holdes. Vi skulle hjælpe med at opmærke campingbåsene, lave campingplan og guide deltagerne på plads om lørdagen. Vi fik sat vores campingvogn op og så var det i gang med at opmærke campingarealet. Der blev arbejdet på højtryk hele fredagen. Lørdag var det stegende hedt fra morgenstunden. Heldigvis var vi 10 mand til at guide campisterne på plads.

Vi boede overfor Christine og hendes forældre. det var super hyggeligt og vi fik en masse god mad og drikkelse :-)


Søndag morgen startede konkurrencerne. Zissi var tilmeldt i AG1, SP2 og de åbne klasser. Zinnia og Godis var tilmeldt i AG og SP3 , samt i de åbne klasser.

Første dag gik ikke så godt. I SP2 valgte de desværre at sætte alle springende på max højde. Men kun i lille og mellem klasse. De store sprang 60 cm. Det har vi været ude for nogle gange i år. Kan ikke rigtig forstå hvad meningen med det skal være...


Zissi havde lidt svært ved den højde og fik to vægringer. I AGÅ fik hun flere vægringer på A og balancen og blev disket. Zinnia fik tre disk. Da det jo er noget tid siden, så kan jeg jo ikke huske alle detaljer, men har da heldigvis en resultatliste at gå ud fra, så det bliver et lille resume af resultaterne.


Mandag Blev Godis nr.3 i SP3 og stod lige efter cert'et, som blev snuppet af en Nordmand. Zinnia blev nr.6 i SPÅ og Zissi blev nr.2 i SP2.


Tirsdag løb jeg AGÅ med Godis, hvor han blev nr.5, Zinnia vandt SP3 og AG3, men snublede efterfølgende i AGÅ og måtte afbryde sit løb, da hun ikke støttede på bagbenet. Efter at have båret hende ud, var der ikke noget at se og hun gik fint. Zissi løb igen fejlfrit i SP2 og blev nr.3 og fik sin sidste pind og rykkede i SP3. Imponerende lille hund, som kun har løbet 5 løb i SP1 og 4 løb i SP2 og nu er i SP3.

Zinnia fik massage af Ann-Britt efter sidste løb og hun kunne kortvarigt mærke at Zinnia var øm, men det blev lynhurtigt løsnet op.

Tirsdag aften var der fest i hallen, hvor der var god mad, hygge og dans.


Onsdag var så en velfortjent hviledag for både hunde og mennekser. Jeg brugte hviledagen på at køre hjem og se til kaninerne, som jo havde været passet i over 1½ uge.

Torsdag blev Godis nr. 5 i SPÅ og Zinnia vandt SPÅ og AG3 og Zissi havde debut i SP3, hvor hun gennemførte med 10 fejl.

Fredag Blev Zinnia nr.3 i AGÅ, men på trods af fine placeringer som nr. 6, 1 og 3 i de åbne klasser kvalificerede hun sig desværre ikke til finalen. Man skal have 2 ællende AG løb og da Zinnia blev disket i den første AGÅ og måtte udgå skadet i den anden, så kunne hun desværre ikke blive kvalifiseret. Øv, det havde ellers været vores mål Sidste år kom vi heller ikke med i finalen til Fionia Cup. Der havde vi to 1. pladser og en 3. plads, men igen kun ét tællende AGÅ :-(


Preben og Godis derimod havde kvalificeret sig til finalen.
Lørdag var der ingen åbne klasser. Zissi løb sit første fejlfrie SP3 løb. Jeg måtte lave en del alternativ handling og det blev til mange skift bagved, hvorved Zissi konsekvent vendte den forkerte vej, så med 4 snurreture var tiden ikke optimal, men vi blev nr.14 ud af 54 hunde. Det synes jeg var ganske flot i det selskab.

Ugen sluttede af med Finalen, hvor Preben og Godis havde et fint løb, men desværre blev disket.


Det var en super uge, hvor Zinnia og jeg virkelig havde nogle super løb. Godis og Preben havde også nogle super løb og blev bedre og bedre for hver dag der gik. Zissi var en lille stjerne, hun blev også bedre og bedre for hver dag og mere og mere vild og tændt. Om aftenen når vi gik tur omkring agilitybanerne kastede hun sig til siden for at komme ind på agility banen :-) Ugen før havde hun kun tøvende gået over balance og a-brædt. I løbet af denne uge løb hun over begge forhindringer uden tøven. Vippen, løb vi dog udenom i hvert løb. Vi forsøgte ikke en gang. Jeg tror virkelig at Zissi nød at være med til et ugestævne.

mandag den 12. september 2011

Hundeferie

Fredag d. 1. juli kørte vi til Nymindegab camping ved Vesterhavet. Her skulle vi være på hundeferie i en uge. Jeg var sidste sommer blevet spurgt om jeg ville være træner for konkurrence holdet. Derudover skulle jeg selv deltage på Agility begynder med Zissi. Preben og Godis skulle deltage på Agility øvede hos Tom Mercebach.
Da vi havde sat forteltet op, kørte Preben til Skagen, hvor han skulle på festival sammen med et par venner. Så var der kun hundene og jeg, som fik indrettet os og begyndte at udforske området. Campingpladsen lå direkte op til en klitplantage og der var ca. 2 km til Vesterhavet.
I løbet af fredag aften og lørdag begyndte det at vælte ind med hundemennesker.
Træningen startede søndag formiddag og det foregik på en sportsplads i Nørre Nebel. Morgenen startede med Begynder agility hos Sanne og Thomas. Zissi har været bange for feltforhindringerne, men med Sanne og Thomas' hjælp blev disse forhindringer Zissi's foretrukne i løbet af ugen. Hun er virkelig sjov at arbejde med den lille hund. Mine forældre havde fået Zandy og Dusty på ferie, når nu vi havde Zissi med. Jeg tror at alle 3 hunde nød den byttehandel :-)
Efter begynderholdet havde jeg konkurrenceholdet i 2 timer og derefter trænede Preben i to timer på agility øvede.
Vi trænede søndag og mandag, holdt hviledag tirsdag og så trænede vi onsdag og torsdag. Fredag skulle der være afsluttende konkurrencer. Mandag aften var der fællesspisning og efterfølgende natløb. Det var instruktørerne, der stod på de forskellige poster. Der er ikke nogen klare regler for konkurrencen og opgaverne til natløbet. Alle kneb gælder, og jeg skal love for at der blev snydt og fedtet for instruktøren. Jeg fik adskillige shots (små grå, gul og blå Gajol) øl, Cider, kage, slik osv. Det var godt nok morsomt.


Når vi ikke trænede var der afslapning på campingpladsen eller gåture i lokalområdet. Dejlig afslappende ferie. Og så var der selvfølgelig hygge i forteltene hver aften.

torsdag den 18. august 2011

Internationalt stævne i Albertslund og landsholdssamling

Weekenden efter Pinsestævnet var der Internationalt agility stævne i Albertslund. Zinnia lagde ud med at vinde AG3 og blive nr.4 i AGÅ efter Breezy, Zippo og Sammy. I SPÅ fik jeg trukket Zinnia forbi slalom, så det blev en vægring. Om søndagen vandt Zinnia SP3 og SPÅ. I AGÅ fik vi 5 fejl.

Weekenden efter var der landsholdssamling i Ribe. Alle der deltog var enten boblere eller skulle deltage på en eller anden vis til NM eller VM. Hvad vi skulle deltage i og hvem der skulle være reserver, fik vi først at vide lørdag eftermiddag. Formiddagen gik så med træning og det var det samme om søndagen.
For mellemhundenes vedkommende blev Lucky, Olsen, Diesel og Zinnia udtaget til NM og Zuggi som reserve. Til VM blev Olsen, Diesel og Lucky udtaget til hold, Zinnia som reserve. Lucky og Zinnia blev udtaget individuelt. Det var noget af en udmelding. Man havde valgt kun at tage 2 mellemhunde med individuelt i år. Det første år, hvor vi har haft flere super gode mellemhunde og ikke kun en enkelt eller 2 profiler. Det synes jeg var rigtig skuffende. Jeg havde det selvfølgeligt også underligt med ikke at skulle løbe hold i år. Det har jeg været med til alle de gange jeg har deltaget til VM. Men det var nu sådan ledelsen havde prioriteret.

torsdag den 21. juli 2011

Resten af maj måned og starten af juni.

Ugen efter Stævnet i Viby, tog Preben til Hillerød, for at deltage i Hillerød Hundevenners stævne. Jeg holdt stævne fri.
Og tirsdag - onsdag i ugen efter deltog jeg på et agility kursus med Janita og Jaako fra Finland. Det var et rigtig godt og inspirerende kursus. Vi fik god inspiration til at træne videre. Zinnia var rigtig dygtig og kunne rigtig mange ting. Dejligt med lidt nyt input til træningen.
Torsdag kom Vicky og Zimba på besøg til en gang hygge og agility træning. Det var varmt, så hundene var noget døde, men fik da prøvet lidt og det var som altid super hyggeligt.
Lørdag morgen kørte vi til Ribe for at holde en uges ferie på årets ugekursus.
Kurset startede først om mandagen, så der var tid til afslapning inden. På kurset blev vi undervist af Sarah og Jenny. Den anden del af holdet blev undervist af Jens Nilsson og Åsa Emanuelsson. Jens har tidligere undervist på ugekurset, men Åsa var ny. Hun var meget engageret og jeg tror at alle var meget tilfredse med hende.

Alt træningen havde samme tema i år - LØB SÅ HURTIGT DU KAN - Hold fast hvor fik vi løbet.. Vi fik prøvet forskellige handlingsmetoder og fik også afprøvet lidt af det, som jeg havde prøvet på kurset med finnerne. Kurset sluttede torsdag og så var der hviledag fredag og Pinsestævne lørdag til mandag. Lørdag var der de sidste iagttagelser til landsholdet. Zinnia løb heldigvis fejlfrit i AG, hvor hun manglede nogle point. Det gav en 2. plads. I SP3 fik vi en vægring.
Vi kvalificerede os til finalen, hvor vi desværre fik en vægring på en tunnel, men alligevel blev nr.2 efter Marianne og Zippo. Ingen hunde var fejlfrie i mellem klassen.

Update på Zushi's træning

Ja, så gik der lige 2 måneder siden sidste blog indlæg. Min idé med løbende at skrive om Zushi's træning på bloggen går ikke lige efter planen...
Stort set alle weekender har været booket med konkurrencer eller lignende.
Jeg følger Silvia Trkman's Longdistance Running Contacts class samt Agility Foundation. Begge kurser indebærer videofilm af en del af vores træning og efterfølgende redigering. En Running contacts trænings session på ca. 10 minutter kræver typisk 1 times redigering bagefter, så kun det relevante kommer med og det i slowmotion. Men videofilm er virkelig en god ting, for man kan se meget mere end man ser det live.
Jeg har ikke fået trænet noget særligt handling eller springteknik. Vi er startet op på noget cik & cap træning, hvor man sender hunden frem til og rundt om springstøtterne, samt lidt send til tunnel træning.
Vores running contacts træning har stået i stampe under vores ferier, da jeg ikke har kennet have min planke med, som vi bruger i træningen.


Jeg har arbejdet en del med at færdiggøre LP1 øvelserne med Zushi, da hun snart skal til prøve. Hun har fået en super fri ved fod/lineføring, som jeg er ret stolt af.
Jeg har haft rigtig god støtte af Johanna på "Foundation holdet, som hun ikke vil slippe af med". Dette hold slutter dog nu, men det passer også med at jeg så kan tage lidt mere fat i agility træningen.

fredag den 27. maj 2011

Silvia Trkman Puppy Class Graduation

Jeg har i flere år været betaget af Silvia Trkman og hendes arbejde med hundene. Sidste efterår fik jeg mulighed for at deltage på et trick kursus med hende som instruktør. Jeg har gennem alle årene fulgt flittigt med på hendes hjemmeside og var hurtig ude, da hun for første gang udbød "longdistance classes". Jeg har deltaget med Zushi på hendes første "longdistance Puppy Class".
Kurset varer 3 måneder, hvor man hver 14. dag får en "to-do-liste". Man træner så på øvelserne de 14 dage og filmer sine trænings sessioner. Derefter uploader man video af træningen. Man kan uploade hver dag, hvis man har lyst og man får for det meste feedback i løbet af samme dag. Videoerne må max vare 5 minutter pr. stk.
Jeg synes at det har været helt kanon at deltage på kurset. Silvia giver rigtig god feedback og hun kan virkelig se mange detaljer ud fra videoerne.

Vi er nu færdige med kurset og vores sidste opgave for at bestå kurset, er at lave en video med de fleste af de øvelser vi har været igennem. Det behøver ikke at være færdige øvelser, men vi skal filme hvor vi er nået til.

Jeg sendte Zushi's "graduation" video ind i går og har i dag fået min graduation gift - En af Silvia Trkmans dvd'er efter eget valg :-)

onsdag den 25. maj 2011

Vinder af Hvalsø Cup og Maxi Zoo Cup


Puha! Tiden løber afsted og jeg får ikke skrevet i bloggen. På træningsfronten har det stået lidt stille, bortset fra Zushi's running contacts træning. Jeg har trænet running contacts med hende stort set hver dag. Det er ikke "bare lige" at træne running contacts. Jeg video filmer hver session, fordi det er utroligt svært at se hvordan hunden løber, når det går stærkt. Vi har haft lidt vanskeligheder, da Zushi begyndte at lave nogle høje flyvende spring midt på balance planken. Dette er ikke ønskeligt og selvom hun stadig løber med godt adskilte bagben, så skal vi prøve at få de høje spring væk. Derfor har jeg besluttet at gå lidt tilbage i træningen og belønne for løb på tæppe. Indtil nu har træningen foregået på en planke, der hviler på en mursten. Dvs. den er hævet ca. 5 cm i den ene ende. Her er en af vores træningsvideoer. Texten er for at Silvia kan se hvilke af forsøgene, der er blevet belønnet.


På stævne fronten har vi været til International agility stævne i Hillerød. Lørdag vandt Zinnia AGÅ og blev nr. 2 i SPÅ og bedst i 2 åbne. I AG3 blev vi disket. Søndag blev vi disket i AGÅ og vandt SPÅ og SP3. Vores hold blev disket, så her var ingen point at hente. Godis havde et flot fejlfrit AG holdløb, søndag var de fejlfri i SPÅ hvor de blev nr. 3 efter Zinnia og Lucky.

Weekenden efter var vi i Hvalsø. Jeg havde tilmeldt Zissi i SPÅ og SP2. Vores SPÅ gik ikke så godt. Jeg havde lige løbet med Zinnia på AG banen og kom hen til SP banen og fik besked om at jeg var næste hund. Jeg fik ikke lige gennemgået banen i hovedet og fik sendt Zissi over et forkert spring. Hun løb ellers rigtig flot. I SP2 leverede hun så et flot fejlfrit løb og vandt klassen, som kun bestod af 3 hunde, men Zissi var eneste fejlfri. Så det blev til den første opryknings pind i hendes debut i SP2.

Preben og Godis var fejlfri i AGÅ og fik en DM udtagelse og en 6. plads. I SP3 var de også fejlfri og det blev til en 3. plads og det første danske spring cert.

Zinnia vandt AGÅ og blev nr.2 i SPÅ. I SP3 fik vi en berøringsfejl, som jeg synes var noget tåbelig. I følge agilityreglerne gives en berøringsfejl hvis fører eller hund rører hinanden OG det er en fordel. Jeg stod i vejen for Zinnia, da hun var på vej mod et spring, som hun skulle over, så det var bestemt ikke en fordel, men derimod noget, der tog tid. I AG3 blev vi disket, da jeg ikke lige havde set et spring efter en tunnel, som en fælde, men det var det. Resten af løbet var super og med flotte kontrollerede felter. Zinnia blev sammenlagt stævnets bedste mellemhund og vandt vandrepokalen til ejendom, da det var 3. år i træk vi vandt pokalen. Bedst af alt var at Zinnia ikke havde problemer med vippen. Jeg er begyndt selv at sætte farten ned lige inden vippen. Dette signalerer at Zinnia skal tage farten lidt af og så kan hun magte at tage vippen ordentligt.
Torsdagen efter tog vi til Viby for at deltage i Maxi Zoo Cup. Fredag startede Zinnia med at vinde AG3 og vi fik en vægring på slalom i SP3. Preben og Godis havde et godt løb i AG3, hvor de havde 3. bedste tid, men desværre en felt fejl.
I den ekstra AG3 fik Zinnia en fejl og i SP3 fik vi en vægring, men blev placeret som nr.3
Lone Sommer kom og spurgte om jeg ville være på hold med hende og Kizz Me i Maxi Zoo Cup og det ville jeg gerne. Jeg stod og talte med Catrine Møller og spurgte så om hun ikke også ville være med. Lone gik ned for at tilmelde og da de spurgte om et navn var hendes første indskydelse ZZZ pga. Z'erne i Zinnia og Kizz Me's navne. Første del af cup'en var en bane hvor man enten skulle have mange slalom'er eller tuneller eller feltforhindringer. Alle tre ekvipager havde nogle formidable løb og vi lagde os i spidsen for konkurrencen.
Søndag startede vi med AGÅ hvor både Godis og Zinnia blev disket. I SPÅ var vi begge fejlfri Zinnia nr.2 og Godis nr. 13. Dermed var Godis udtaget til dette års DM.
I SP3 fik Zinnia en vægring på anden sidste forhindring, da jeg ville lægge et skift bag ved. AG3 vandt vi. Godis havde en god tid, men to feltfejl. Så var det tid til sidste del af Maxi Zoo Cup. Vi startede som sidste hold af 25. Jeg og Zinnia lagde ud med et fejlfrit løb, det samme gjorde Catrine og Jerry. Kizz Me, som er en meget ung hund og som havde lavet en suveræn opvisning i hvordan man tager hurtige og sikre felter dagen før, fik desværre en feltfejl. Stemningen var ret høj og publikum jublede og hujede, så Lone hørte ikke at der var fejl og at Kizz Me skulle i straf tunellen, så de nåede at tage spring 17 med før speakeren fik gjort opmærksom på det, så måtte de spurte hen og tage en runde i tunellen og så tilbage over spring 17 og 18. Tiden lå tæt og vi holdt vejret indtil speakeren offentliggjorde at holdet ZZZ havde vundet konkurrencen med 1 sekund til nr. 2. Puha det var nervepirende. Men hvor var det fedt at vinde konkurrencen og sikke en fed stemning. Vi vandt en stor vandrepokal 15 kg foder og gavekort på 1500 kr til hver til Maxi Zoo - En super fed præmie. Tusind tak til Lone og Catrine for et super hold og nogle super præstationer. Søndag fik Zinnia en vægring i AGÅ og jeg valgte derefter at sætte hende tilbage på balancen, da hun ikke blev stående der. I SPÅ og SP fik Zinnia en vægring. Godis og Preben havde et godt SP3 løb, men efter 3. sidste spring tog Godis startspringet. Zinnia var fejlfri i AG3, hvor vi løb et sikkert og kontrolleret løb, med et enkelt sted hvor Zinnia vendte forkert efter et spring. I denne weekend har jeg løbet uden at presse Zinnia i AG klasserne, mest for at få nogle gode vipper, men også for at øve os i at kunne løbe sikkert. Vi plejer kun at kunne løbe på en måde - og det er fuld skrue fremad, men det andet er også godt at kunne, specielt i hold løb. Farten går selvfølgelig lidt af primært på balancebommen.
Vi fik nogle dejlige præmier med hjem fra Viby. Bla. en Ruffwear snor til Zushi og et Ruffwear halsbånd til Kayne, samt masser af guffer og noget hundelegetøj. Sammen med præmierne fra Hvalsø er lageret nu helt fyldt op herhjemme :-) Skønt med brugbare præmier.

tirsdag den 17. maj 2011

Dusty 12 år - Tillykke gamle dreng



Tillykke til den gamle dreng, der stadig er fuldt af krudt.


De smukke billeder er taget af Vicky Bjerring - Tusind tak.

torsdag den 5. maj 2011

Ugen der gik og Godis vinder af AGÅ.


2. påskedag havde vi sidste træningsgang hos Johanna i denne omgang. Vi fik blandt andet introduceret søge øvelsen, som indgår i DKK's Lydigheds programmer. Jeg har ikke på nogen måde trænet noget næse arbejde med Zushi. Men Zushi viste sig at fatte øvelsen meget hurtigt og hun bruger virkelig sin næse. Jeg trænede derefter øvelsen hver dag hjemme i haven, og jeg er imponeret over hvor sikker hun virker i øvelsen.
Mandag fik vi også den næst sidste To-do-liste fra Silvia Trkman. Den indeholdt bla. Skateboard kørsel og baglæns 8-tal mellem benene...
Det var også dagen hvor Silvia Trkman's langdistance kursus med Running Contacts startede.Der deltager jeg med Zushi, som nu er 8 måneder gammel og ikke er vokset i højden de sidste 2 måneder. Nogle vil måske mene at det er tidligt at træne felter, men træningen af running contact foregår de første par måneder på meget lav højde.
Tirsdag var Preben til træning i Ringsted og jeg fik lavet den første optagelse af de første opgaver på Running contacts kurset.

Onsdag var Zinnia og jeg til træning på NOA-gård, hvor Julie og jeg gav kagehund og fejrede Chilli og Zinnia's svenske agility championater.
Lørdag var vi til årets første danske udendørs stævne. Det var sædvanen tro Vestegnens Hundeskole i Albertslund, der stod for det. Zinnia og jeg lagde ud med at blive disket i SPÅ, men så tog vi os sammen og blev nr.3 i AG3 og nr. 2 i 2 x SP3. I den anden AG3 fik vi desværre en nedrivning. Banerne var efter min mening alt for nemme. Der var næsten ingen handling i og netop handlingskrævende baner er vores force. Preben og Godis var fejlfri i den ene SP3 og kom ind på en flot 4. plads, desværre lige efter cert'et. I den ene AG3 havde de en feltfejl, men ellers en rigtig god tid.
Zushi's far Izor og hans fører Annika var også i Albertslund. De jagtede det sidste AG cert. og sørme om ikke de vandt den ene AG3 og dermed fik cert'et. Izor blev dermed Dansk Agility Champion og da han i forvejen er både Svensk og Finsk agility Champion, så blev han også Nordisk Agility Champion. Super flot og stort Tillykke.
Imellem vores løb trænede jeg med Zushi. Hun er fuldstændig upåvirket af alt den virak, der er til et agility stævne. Vi trænede bla. næseprøve, som vi er nået så langt med at bunken med de 20-30 næseprøver er spredt helt ud og næseprøven med færd på kan ligge hvor som helst i blandt næseprøverne. Zushi klarede det fint selv med forstyrrelser.
Søndag lagde vi ud med en disk i AG3. Zinnia havde en tvivlsom vippe og da hun tog en spring fra den forkerte side og blev disket, så var der god mulighed for at træne balance feltet. Zinnia fik en fint markeret felt på balancen. I SP3 fik vi en nedrivning på dobbeltspringet og i SPÅ var vi fejlfri og vandt klassen. I AGÅ havde jeg sat mig for at hvis Zinnia ikke stoppede og blev på balance feltet, så ville jeg lade hende tage balancen om. Vi var fejlfri til og med fbalancen, som var 4. sidste forhindring, men Zinnia blev ikke stående. Hun fik dog feltet. Jeg valgte at tage hele balancen om og hun fik et fint stop felt. Og hvorfor så diske sig selv frivilligt, når man næsten kan lugte en DM kvalifikation? Fordi der er så få chancer for at træne felterne til de næste stævner. Alle klasse 3 tæller til landshold og i næste weekend tæller de åbne AG klasser til Årets AG-hund. Så det skulle være nu, hvis der var noget, der skulle sættes på plads. I de to AG3 løb om lørdagen havde Zinnia ikke antydelsen af stop på balancen, men hun fik felterne tydeligt.
Preben og Godis løb et par ok løb, men med lidt små fejl. I AGÅ fyrede de den af og var fejlfri og ja, så vandt de klassen :-) Stort Tillykke.
Dette stævne var det første af 4, hvor der er iagttagelse til agility landsholdet. Så det bliver spændende at følge den næste måneds tid.

torsdag den 28. april 2011

Smukke Zushi


Zushi er ved at være voksen og her er et par billeder hvor hun er 7 måneder gammel.
Det er den super dygtige hundefotograf Vicky Bjerring, der har foreviget Zushi.

tirsdag den 26. april 2011

Certifikat til Godis og Zinnia


Ugen startede sædvanen tro med træning hos Johanna. Ugens challenge var at udføre 5 forskellige øvelsr med én remedie. Man fik ét point for hver øvelse + 1 bonus point, hvis øvelsen indeholdt noget med at bakke eller apport.
Jeg havde valgt en bamse, som remedie. Zushi kunne kramme bamsen, bakke op på den, gå rundt om den, gemme sig bag den og skubbe den med snuden.
Diana med Carla vandt ugens challenge. Der var stadig ingen, der kunne den gamle challenge, som nu har kørt i nogle uger.
Tirsdag var Preben til træning i Ringsted. Onsdag var jeg til træning på NOA-gård og Preben var til træning i Lejre.


Torsdag eftermiddag gik turen til Sverige. Fredag morgen startede konkurrencerne til Gåsahoppet. Fredag bød på 2 disk ud af 3 mulige til Zinnia og mig. Vi løb fejlfrit i SP3 og blev nr. 2 efter Kid, som er kuldbror til Zushi's mor. Preben og Godis havde nogle ok løb, men der var lige et eller andet i alle løbene og det blev til 3 disk.
Lørdag lagde vi begge ud med disk i en ellers nem SPÅ. Preben og Godis havde et rigtig godt løb, men desværre hoppede Godis imellem hjulet og rammen.
Så tog vi os sammen og løb 3 fejlfrie løb, som vi alle vandt. AGÅ, SP3 og AG3. I AG3 betød det at Zinnia vandt cert'et og dermed blev Svensk Agility Champion. I SP3 løb Preben og Godis fejlfrit og de gjorde det så godt, at det kom ind på en 4. plads OG VANDT CERT'ET :-) Så nu har Godis svensk hopp cert. Så mangler han "bare" 3 danske cert'er ;-)
Efter vores løb fik Zinnia massage af en hundemassør, som jeg havde vundet gavekort til dagen før.

Lørdag havde vi et lille hvalpetræf med Zushi's søskende Zen og Happy. Vi fik taget en masse billeder. Også sammen med hvalpenes far og farmor. Ziggy kom lidt senere og jeg fik desværre kun set ham på afstand, men han lignede fuldstændig Zen og Zushi.
Zushi klarede det rigtig flot at være i hallen. Hun gik fri ved fod inde mellem alle mennesker og hunde og kunne stadig holde flot fokus på mig. Hun var ret imponerende.

onsdag den 20. april 2011

Zinnia's rally debut

Og så blev det weekend.
Lørdag skulle jeg debutere med Zinnia i rally begynder klasse. Vi var tilmeldt i Tjæreby hos Slagelse hundesport. Vi skulle først op over middag, så vi ankom ved 12 tiden. Zushi var selvfølgelig også med.
Umiddelbart var banen ikke svær, men allerede inden vi gik på banen var Zinnia begyndt at smide sig i dæk, hver gang hun skulle sidde. Det er noget vi har arbejdet en del medat hun ikke skulle gøre, da dæk er hendes absolutte favorit øvelse. Det er også den øvelse jeg laver, når jeg varmer op før et agility løb.
En af de først øvelser var dæk, hvor føreren skulle gå rundt om hunden. Zinnia smed sig i dæk med det samme, da jeg stoppede. hun skulle have siddet i plads først. Dobbelt slalom kom vi fint igennem. og en 270 graders vending, men så kom øvelsen hvor hunden skulle sidde foran føreren og føreren skulle gå 1 skridt, 2 skridt og 3 skridt baglæns, hvor hunden skal sidder hver gang. Zinnia smed sig i dæk hver gang og jeg forsøgte at trække hende op i sit med en "godbid" hånd. Men det hjalp ikke. Startede forfra på øvelsen, men Zinnia dækkede fortsat hver gang. Så vi måtte opgive øvelsen. Resten af banen, var der ingen kontakt mellem Zinnia og jeg. Hun gik og snusede i græsset og jeg heppede og heppede på hende. Det blev til en IB (ikke bestået).
Så vi må hjem og træne noget mere.

Søndag var jeg i Sorø til landsdelsturnering i DGI. Jeg løb med Zinnia og Godis. Dusty tilmeldte jeg en rally begynder prøve. Han var lykkelig for at få lov til at lave noget, men var dog lidt ukoncentreret ind imellem, men gik ellers flot. Og jeg var rigtig godt tilfreds med at få 95 point uden at have trænet noget særligt med ham.
Første løb var et agility løb, hvor jeg var fejlfri med både Zinnia og Godis. Zinnia vandt klassen af alle størrelser. I springløbet var Zinnia fejlfri og Godis blev dikset. Vi havde ellers et super fedt løb og jeg troede også at jeg havde fået ham forbi den lokkende slalom, men han så min fremad arm, som en back og smuttede i slalom. Øv øv, for han løb ellers et flot løb.

Både lørdag og søndag fik jeg trænet en del tricks og fri ved fod med Zushi. Hun klarede det flot blandt alle de andre hunde og koncentrerede sig fint, som hun plejer hjemme i haven.
Hendes Fri ved fod har virkelig rykket hen over weekenden og ser nu sådan her ud:

fredag den 15. april 2011

Nu ligner det fri ved fod :-)

Så står weekenden for døren og den bliver fuld af aktiviteter, så jeg må hellere få skrevet om første del af ugen nu :-)
Mandag var vi til træning hos Johanna. Vi havde ikke fået trænet så meget på den gamle challenge med 8-tal, men havde rimeligt gode fremskridt med øvelsen til træning. Ugens anden challenge var slalom på tid. I kan se video her under. Zushi havde næst hurtigste tid, kun slået af Helle og Jazz.

Preben og Godis var til træning hos Sarah.
Tirsdag var det hjemme dag for os alle og det var regnvejr, så det blev til lidt indendørs trick træning.
Onsdag var jeg til træning på NOA-gård med Zinnia. Vi får altid løbet nogle udfordrende baner, hvor man kan få testet hvad man kan og hvad man ikke kan. Det er lige sådan noget træning Zinnia og jeg har brug for. På selvtræningsbanen var vippen. Og den fik jeg så trænet med belønning efter. Det gik rigtig godt.
Torsdag var det tid til at få videofilmet vores træning fra Silvia Trkman puppy class. Den ene af øvelserne kunne jeg ikke filme med kameraet på stativ, så jeg måtte have lidt hjælp af Preben, som kameramand. Vi havde til opgave at observere hvornår hunde blev vild og accelererede meget og så skulle vi sætte kommando på. Zushi accelererer godt når man kaster legetøj, men hun er helt suveræn når man sender hende frem igennem en lang lige tunnel og hen til sit legetøj.
Her er de tre videoer med øvelserne fra den fjerde to do liste på Silvia Trkman kurset.

Jeg uploadede videoerne om aftenen og fik feedback på videoerne samme aften. Og det er altid super god feedback man får. Jeg er utroligt glad for at jeg meldte mig til det kursus, selvom der selvfølgelig er en del video arbejde også, men det er jeg jo vant til.
Jeg er super glad for Zushi's "heelwork". Nu ligner det rigtig "fri ved fod" og hun kan på begge sider :-)

I dag har alle 6 hunde været til dyrlægen for at få ormekur, så de er klar til at rejse til Sverige.Rart at få det klaret, så man ikke skal tænke på det i næste uge.

torsdag den 14. april 2011

Zushi klar til at møde sin svenske familie

Ugen startede sædvanlig vis med træning hos Johanna.Ugens challenge var at hunden skulle gå 8-tal mellem 2 genstande imens føreren gik rundt om hund og genstande. Føreren skulle have hænderne på ryggen. Jeg havde fået trænet et par gange, men var kommet i problemer, da jeg skulle bevæge mig rundt. For så blev det pludselig et helt andet billede for Zushi. Der var ingen der bestod ugens challenge, så den gik videre. Helle med Jazz havde taget springstøtter med, som hun brugte til øvelsen. Zushi blev helt fjollet og meget fokuseret på de springstøtter, for det var noget hun kendte og kunne lide, så hendes koncentration var på et meget lavt punkt. Men sjovt at se hvor meget hun allerede forbinder agilityforhindringerne med noget sjovt.
Torsdag var Preben og Godis til træning i Ringsted. Og Zushi og jeg fik den fjerde to-do liste fra Silvia Trkman. Langdistancekurset med Silvia Trkman er virkelig alle pengene værd. -Kurset strækker sig over 3 måneder. Hver 14. dag får man en ny To-do liste. Der er typisk 5 - 6 ting man skal træne. Der er alt fra øvelser, som "elefanten" til "eksperimenter med forskellige måder at lege med din hund på og find ud af hvad der er dens yndlingsleg". Man videofilmer så så mange af sine træningspas, som man har lyst til og uploader dem på en fælles side, hvor man så får feedback fra Silvia. Man får samtidig glæde af at se dee andres videoer og Silvia's kommentarer og kan få inspiration fra dem.
Onsdag ringede dyrlægen og fortalte at Zushi havde antistoffer nok til at komme med til Sverige :-) Jubii! Så kan vi have et rigtigt hvalpetræf til Gåsahoppet. Alle 4 hvalpe kommer, samt deres far, farmor, morbror, halvmorbror og flere andre slægtninge. Det bliver så hyggeligt :-)
Om aftenen startede træningen på NOA-gård op igen. Zinnia var super god og havde specielt nogle gode vipper :-)
Torsdag og fredag trænede vi tricks og Zinnia fik lidt rally træning. Fredags skovturen blev droppet, fordi det stormede.
Lørdag over middag mødtes vi med Vicky og Zimba ved Kongskilde fritidsgård ved Sorø. Vi gik en tur med alle hundene og Vicky tog billeder undervejs. Vejret var skønt og hundene og vi hyggede os. Da vi kom tilbage til bilerne, var der gået 3 timer... Så kørte vi hjem og fik noget sen frokost og sad bare og sludrede og hyggede os. Det var en super hyggelig dag - nøj hvor 7 timer pludseligt går hurtigt:-)
Søndag morgen tog Preben og Godis til Vedbæk, for at gå kursus for Jørgen Telquist. Jeg tog til Hasselgård, for at holde de to sidste kurser i vinterens kursus forløb. Efter kurserne havde jeg halle en time for mig selv, hvor Zinnia og Zushi fik trænet fremadsendelser og skift bagved tunnel.