lørdag den 26. september 2009

Agility VM 2009 Østrig

Mandag blev alle hundene på nær Zinnia afleveret hos mine forældre, hvor de skulle passes imens vi var i Østrig. Om aftenen satte jeg kursen mod Lolland, hvor jeg skulle overnatte hos Natasha.
Vi havde besluttet os for at køre hjemmefra meget tidligt, så vi kunne komme frem i ordentlig tid.
Vi tog færgen fra Rødby kl. 5.15…
Ankom til Tyskland kl. 6. Og kørte derudaf. Vi holdt et par kaffe pauser undervejs og ved middagstid holdt vi frokost på en Mc Donalds restaurant i Kassel. Da vi var kørt fra restauranten og netop var kommet ind på motorvejen igen, ringede Tommy og fortalte at de hold i kø. Han mente at de var lige før Kassel. Vi regnede med at vi så var forbi køen, men det var vi ikke. Der gik ikke mange minutter før vi holdt stille – helt stille. En lastbil var væltet og der var spredt diesel ud over et stort stykke af motorvejen. Vi holdt kontakt med Tommy, Vivi og Dorthe og lavede på et tidspunkt en tidsmåling af køen. Det tog 8 minutter for et udrykningskøretøj at komme fra vores bil til Tommy. I alt kom vi til at holde 3 timer på motorvejen. Hundene fik en god luftetur og vi fik spillet kort, taget billeder og til sidst var vi bare meget utålmodige.
Da der endelig kom opløsning i køen tog det 23 minutter fra Tommy begyndte at køre til vi kunne starte bilen og køre. Der havde været over 40 km kø.
Nu var vi for alvor kommet bagud og bilen var ikke den hurtigste i bjergene omkring Kassel.
Vi kom frem til hotellet som de sidste kl. 22.45. Og der var vi godt trætte og røg på hovedet i seng. Jeg delte værelse med Birthe og Sammie.

Onsdag formiddag kørte vi til hallen i samlet flok og derefter gik vi i indkøbscenteret og fik provianteret lidt. Om eftermiddagen var der samlet gåtur eller rettere bjergvandring i området ved hotellet. Vi gik i ca. 1 time i meget kuperet terræn og meget flot natur. Om aftenen var vi nogle stykker der spiste på den lokale italienske restaurant.

Torsdag morgen var der dyrlæge kontrol samt måling og træning. Dyrlægekontrollen var rimelig grundig og bagefter skulle de små og mellemhundene måles. Toxy kom først på bordet og han blev målt til 42,6 og mellemhund, så Lene hun var jublende lykkelig. Olsen blev målt derefter, men her var dommerne uenige og Olsen blev sendt til træning og ud på en gåtur før næste måling. De andre hunde gik fint igennem. Og så kunne vi gå direkte ind til træningen. Jeg synes at træningen var noget stressende. Vi havde ikke haft mulighed for at se banerne inden da vi havde stået ude bagved og ventet på dyrlægekontrol og derefter gik direkte ind på træningsbanen. Man havde derfor ingen mulighed for at have planlagt hvilken vej rundt på banen man ville løbe. Jeg lagde mest vægt på at belønne at Zinnia blev i starten, samt at belønne hende meget på felterne og på bordet. Vi måtte ikke bruge godbidder, men Zinnia var heldigvis så meget oppe at køre at hun gerne ville lege ruskeleg på felterne og bordet.
Olsen måtte ind til yderligere to målinger og endte med at blive målt til mellemhund. Super ærgerligt for Tommy og Olsen. Men godt for mellemhundene, som der ikke er så mange rigtig gode af i øjeblikket.
Fredag morgen skulle de store hunde starte med SP hold. Søren og Happy lagde ud på det danske hold, men de fik desværre en disk. Sarah og Lone løb flotte og fejlfrie løb. Så var det mellemhundenes tur. Vi var alle tre fejlfrie, Zinnia og Doobi var dog næsten henne og kysse en tunnel. Det var en fed fornemmelse at løbe i mål som tredje fejlfrie ekvipage på holdet.
De små hunde lagde godt ud med et fejlfrit løb af Lillian og Mille, Jesper og Emsi fik desværre to fejl og Susanne og Unique blev disket.
De store hunde sluttede af med at løbe deres hold agility løb. Her blev det en disk til Søren og Lone. Sarah løb fejlfrit og vandt den klasse. Faktisk ville hun være blevet verdensmester, hvis det var de to løb fra holdet der talte individuelt.

Lørdag startede de små hunde med SP individuel. Lillian og Mille var første danske ekvipage på banen og de løb et flot fejlfrit løb. Jesper og Emsi fulgte efter og løb også et fejlfrit løb, men knapt så hurtigt som de plejer. Susanne og Unique skulle starte blandt de sidste og Susanne var så uheldig at hun gled og faldt, det gav en vægring, som tog noget tid.

Hos mellem hundene lagde Natasha og Doobi ud med et fejlfrit løb. Jeg og Zinnia fulgte efter og havde et godt løb, hvor jeg fik presset Zinnia godt. Desværre var jeg lidt for ivrig, da jeg skulle trække Zinnia ind mellem 11 og 12, så jeg fik bevæget mig mod den bagerste vinge og Zinnia tog forhindring nr. 12 bagfra. Jeg fortsatte løbet, som om intet var hændt og kom i mål med en rigtig god følelse.
Dorthe og Djohs løb lige efter os, men de fik desværre også en disk.
Hos de store hund lagde Søren og Happy ud med en disk. Peter og Tempo løb fejlfrit, men ikke så optimalt og Sarah og Simic løb et godt og fejlfrit løb.



Så var det tid for hold AG for mellemhundene. Der var jeg godt nok nervøs. Vi lå nr. 4 efter springløbet. Vi havde 6 sekunder op til holdet på 3. pladsen. Det kunne vi umuligt hente, så vi skulle satse på at løbe sikkert og håbe på at de andre fik fejl. Natasha lagde ud med et fejlfrit løb. Dorthe og Djohs fik en nedrivning på dobbeltspringet og indgangsfejl i slalom. Zinnia var godt oppe at køre da jeg gik på banen. Først trak hun mod slalom på vej til bommen siden sprang hun bommen helt enormt – den plejer hun ellers at være så sikker på. Ved A’et havde jeg planlagt at stoppe op, så hun kunne se at jeg stod stille når hun kom ud af tunellen mod A’et, men alligevel sprang hun også A’et helt enormt. Derefter var hun ved at løbe på vippen før tid. Og da jeg skulle tage imod efter vippen, bed hun mig i buksebenet. Ingen tvivl om at hun var oppe at køre.
Jeg tror aldrig jeg har oplevet hende være så vild før.

Om søndagen startede de små hunde med deres individuelle AG løb. De løb alle tre fejlfrit. Lillian endte på en super flot 4. plads efter at have ligget som nr.21 efter springløbet. Jesper og Emsi blev placeret på en meget flot 6. plads. Godt gået af VM debutanterne. Susanne og Unique havde tredje bedste tid i AG løbet.

Hos mellemhundene startede Dorthe og Djohs lige før Zinnia og jeg. De blev desværre disket, da Djohs smuttede i en tunnel i stedet for at tage vippen. Zinnia og jeg havde et godt løb, men jeg får støttet hende lidt for meget mod slalom og Zinnia går forkert ind. Resten af løbet er rigtig godt. Felterne er fine. Ved A’et havde jeg besluttet bare at løbe fra hende. Man skal jo satse når det er VM.
Natasha og Doobi leveret et flot og fejlfrit løb lige indtil tredje sidste forhindring hvor Doobi misforstår Natasha og det bliver en vægring. De ender på en 16. plads.



Søren og Happy løber et flot løb, men får desværre en vægring på muren, som er tredje sidste forhindring. Peter lægger hjernen i startboksen og satser hele vejen igennem. Et super flot og fejlfrit løb. Sarah løber et super løb, men får desværre sendt Simic ud i en stor bue lige inden muren og mister en del tid på de. De ender på en flot 10. plads.

Inden udmarchen fik vi taget hold billeder med bjergene som baggrund. Og så stod vi ellers i 1½ time og hørte på en masse mennesker der holdt tale…
Om aftenen spiste vi alle sammen på den italienske restaurant. Det var en rigtig hyggelig aften med god stemning, som fortsatte, da vi kom tilbage til hotellet.

Næste morgen kørte vi af sted mod Danmark ved 8 tiden og kom igennem uden alt for store forsinkelser. Jeg var helt hjemme kl. 0.00.

Sammenholdet for hele landsholdet og for holdene i de enkelte størrelser har været super godt i år. Der er ikke nogen, som ikke kan med hinanden og stemningen har bare været super god hele tiden.
Tusind tak til Sarah for at hjælpe med banegennemgang og taktik, det har været guld værd.

Jeg ærgrer mig selvfølgelig over at jeg ikke lige kunne komme igennem den individuelle springbane og få en tid på mit løb. Men jeg har prøvet at tage tid på videoen. Den fejl tager jo hverken mere eller mindre tid. Tiden ville ca. have været 27.8 – dvs. 5.01 m/sek. Mit agility løb ville uden slalom fejlen have været ca. 3 sekunder hurtigere. Med de tider havde vi ikke været nær medaljepladser, så der skal trænes fart og optimeres handling og så håber vi at komme med igen til næste år – hvor henne det så end bliver.

fredag den 25. september 2009

DKK Albertslund - Årets sidste udendørs stævne

Fredag aften ankom Jesper, Henriette, Nikolaj og Emsi. De skulle overnatte her indtil søndag.
Lørdag morgen tog vi til Albertslund. Den første klasse vi skulle løbe var AGÅ søndag. Man havde flyttet søndagens agility løb til om lørdagen, for at kunne have alle AGÅ resultaterne klar inden finalen om søndagen. Zinnia løb et godt løb og var fejlfri. Vi fik en 2. plads blev slået af Jesper og Indi. Bagefter skulle vi så løbe lørdagens AGÅ. Her fik jeg presset Zinnia for meget hen mod slalom, så hun sprang forbi port 2. Preben og Godis fik nøjagtig samme fejl, men løb ellers et super flot løb. Så skulle vi løbe SPÅ. Zinnia havde et rigtig godt løb, hvor jeg pressede hende. Vi vandt klassen foran Jesper og Indi. Preben glemte banen med Godis, så det blev en disk.
Så var vi kommet til AG3. Zinnia fik alle sine felter fint, men rev desværre en pind. Hun havde ellers den bedste tid. 2 sekunder hurtigere end vinderen. Sidste løb på dagen var SP hold. Det var en rigtig sjov og udfordrende bane. Zinnia misforstod mig og smuttede i en tunnel. Vi fortsatte løbet og kom igennem serpentiner delen i fin stil.
I AG1 løb Preben og godis et rigtig godt løb, men Preben glemmer desværre banen efter balancen, men når at redde den. De får dog en vægring. Godis har rigtig fine felter og god fart.



Lørdag aften får Jesper og jeg endelig nørdet lidt med computer og video redigering. Det har været planen længe, men vi når det aldrig når vi er sammen til diverse arrangementer. Men nu skulle jeg have styr på det med at fremstille dvd’er med vores agilityløb.

Søndag morgen startede med SPÅ. Zinnia vendte forkert efter 3. spring, men jeg reddede den. Længere inde i banen er jeg ved at glemme hvad jeg skal og får placeret mig forkert. Igen når jeg dog at redde det. Vi kommer i mål i en ok tid, men bliver slået af Natasha og Doobi.
Så gælder det AG hold konkurrencen. Vi havde to disk fra lørdagen, så vores hold kunne ikke opnå point, men vi var jo sikret den samlede sejr inden stævnet. Zinnia løb et flot og løb. Jeg valgte dog at tage vippen om og diske hende, fordi hun ikke blev på vippen, men stod lige efter den.

Zinnia lå nr. 5 inden finalen i Årets agility hund. Jeg synes at banen var rigtig god og Zinnia løb også et super løb og havde den hurtigste tid, men havde desværre en feltfejl på A’et (den eneste fejl af den slags hele weekenden). Zinnia endte sammenlagt på en 6. plads i konkurrencen om Årets Agilityhund og på en 5. plads i konkurrencen om Årets All-round hund.
Vores hold Wowchesky vandt hold konkurrencen for mellemhundene.
Zinnia’s dygtige søster Emsi blev nr.2 i konkurrencen om Årets agility hund i lille klasse. Stort Tillykke til Jesper og Emsi.

Inden dagens sidste konkurrencer var der præmieoverrækkelse i de samlede konkurrencer. Det blev fejret med Champagne og kager.
Sidst på dagen skulle vi løbe SP3. Det var en svær bane og jeg fik placeret mig forkert i slutningen og fik presset zinnia forbi et spring og så tog hun et forkert spring tilbage.
Preben og godis havde et rigtig godt SP2 løb, hvor de desværre fik en vægring. Godis havde rigtig god fart på og vandt klassen, da der ikke var nogen der kom fejlfrit igennem.
Sidst på dagen blev der delt præmier ud til bedst i henholdsvis 2 åbne og 4 åbne klasser. Zinnia blev bedst i 2 åbne om søndagen og 3. bedst i 4 åbne, med tre fejlfrie løb og et med 5 fejl.

søndag den 13. september 2009

Fælles DM

Det første Fælles DM blev holdt i Fredericia. DCH Vejle, stod som arrangør og de gjorde det super flot. Om lørdagen var der hold DM.
Preben deltog på holdet ”Oldies and Goldies” med Godis. Og på holdet ”Rockerne fra ”Stenløse” ” med Kayne. Jeg selv deltog på holdet ”Landet rundt på ny”, som meget ligner vores hold i konkurrencen om Årets AG- hold. Her var Duddi udskiftet med Diesel og Dorte med Baresi var udskiftet med Dorthe og Djohs.

I springløbet havde vi tre fejlfri hunde og den hurtigste tid. ”Oldies and Goldies” havde lidt tidsfejl og ”Rockerne fra Stenløse” havde 4 disk…

I Agility løbet lagde Chip ud med et fejlfrit løb, Zinnia fik fejl på A’et og rev en pind, Djohs fik fejl på bommen og Diesel løb fejlfrit. Holdet der lå nr. 2 havde også 5 fejl, så det kom an på tiden. Det endte med at ”Landet rundt på ny” vandt DM for mellem hold. Preben og godis løb et super AG-løb, men ved tredje sidste forhindring løber Godis bagom ryggen på Preben og i et forkert tunnel hul – disk. Hvis de var kommet fejlfrit igennem banen havde deres hold vundet…
”Rockerne fra Stenløse” inkasserede igen 4 disk.

Om søndagen skulle der løbes individuelt DM. Det var første gang at jeg var udtaget med Zinnia. Det er faktisk 5 år siden jeg sidst har deltaget til et individuelt DM. Zinnia løb et flot og fejlfrit springløb og førte med et sekund til nr. 2. og yderligere et sekund til nummer 3.
Så skulle vi bare igennem AG-banen. Jeg vidste at vores A-bræt ikke kørte særligt godt. Da zinnia havde sprunget A-et flere gange til samlingen i weekenden før og også om lørdagen til hold DM. Zinnia har løbe – A, så jeg korrigerer hende på ingen måder på A-et. Zinnia løb et flot AG løb, men sprang selvfølgeligt stort på A-et – ØV, der røg det DM. Zinnia var sammenlagt 4 sekunder hurtigere end vinderen, som blev Jannie og Cody og der skal hermed lyde et stort Tillykke til mine to gode kollegaer, som jeg deler kontor med til hverdag.
Zinnia endte på en 7. plads, som den hurtigste med 5 fejl. Hun havde desuden den 2. bedste tid i agility løbet, kun slået af Jesper og Indi, som leverede et kanon flot agility løb, men de kunne også løbe helt uden pres og bare satse alt, da de var disket i første løb.
I lille klasse lå Zinnia’s Søster Emsi nr. 3 efter springløbet. Nr.2 var Olsen og nr.1 var Unique. Emsi leverede et super agility løb, Olsen kunne ikke følge trop med tiden, men var fejlfri. Unique løb et super løb, men fik en vægring på 2. sidste forhindring.
Så Danmarksmester individuelt lille blev Jesper Kjær med SHETLA’S EMSI AT EQUINOX (Emsi) STORT TILLYKKE til søster.

Landsholdssamling i Viby

Den sidste landsholdssamling inden VM blev holdt i Viby i Jylland. Jeg blev hentet af Birthe og Sammie og så kørte vi sammen mod Viby. Da vi var ved Horsens tikkede en SMS ind. ”Nu er Jeres hjem klar til indflytning” Det var Thorleif, der var så sød at vi måtte sove i hans campingvogn i weekenden. Og ikke nok med det, campingvognen var også kørt ud på træningspladsen, der var tilsluttet strøm og sat hundehegn rundt om – Det er god service – Tusind tak.

Og sådan var service niveauet generelt i Viby. Forplejningen var helt i top. Der blev serveret lækker mad og der stod hele tiden frisk frugt fremme til fri afbenyttelse.
Formålet med samlingen var at planlægge vores VM. Vi skulle forberede og aftale en masse ting og så blev vi udsat for forskellige lege, som skulle lære os om forskellige ting, som angår det at være et hold.
Vi fik også trænet banegennemløb og der var masser af publikum til at heppe og bruge tågehorn. Om søndagen kom TV Østjylland endda på besøg og filmede og interviewede.

Tusind tak til Thorleif og Sophie og resten af DKK Viby for er super arrangement.

Træningen

I øjeblikket træner vi to aftener om ugen. Tirsdag er vi i Ringsted hvor vi træner hos Dorthe Johnsen. Det er rigtig god træning, og Dorthe, som jo også selv er udtaget til landsholdet med Djohs, ved hvad der er vigtigt at træne her op til VM. Sammenholdet er rigtig godt og vi har nogle rigtig hyggelige og gode træningstimer.

Om fredagen træner vi så hos Børge og Jeanette, som kun bor et kvarters kørsel fra os. Her er det Sarah, der underviser. Og det er også super godt. Sarah kender vores svagheder og ved hvad der er vigtigt at træne på. Sarah skal jo også selv med til VM i år. Her har vi også en rigtig hyggelig træningsgruppe.
Jeg har faktisk aldrig før fået så meget fast træning med Zinnia før. Det er rigtig fedt at få trænet på større moduler end dem vi selv plejer at stille op, og jeg synes også det har hjulpet – set ud fra at vi har fået flere fejlfrie løb i år.
Hjemme i haven træner vi noget slalom indgangs træning i øjeblikket og så selvfølgelig A-bræt og balance.
Der har ikke været så meget tid til at træne med Angel på det seneste, Dusty og Kayne har heller ikke fået trænet så meget, da det er Godis, der bliver fokuseret mest på.
Jeg har lavet lidt med Angel når vi er til træning i Ringsted. Så får hun lige lov til at løbe en kombination eller to. Jeg håber på at kunne finde tid og lejlighed til at deltage i et DGI agility stævne med hende i løbet af efteråret eller vinteren.

onsdag den 9. september 2009

Angel 3 år

I dag er det Angels fødselsdag Hurra hurra hurraaaa :-)

Angel fylder 3 år i dag.