onsdag den 17. marts 2010

Vilhelmsborg Cup

Fredag aften gik turen mod Skanderborg, hvor vi skulle bo på Nørre Vissing kro. Vi havde booket værelser og middag sammen med Marianne, Jannie, Christine og Kaare. Vi spiste en super lækker middag på kroen fredag aften.
Lørdag morgen kørte vi til Vilhelmsborg, hvor første start for vores vedkommende var AGÅ med udtagelse til Fælles-DM. Godis var først på banen, han fik et par fejl. Zinnia var en af de sidste i klassen. Jeg havde besluttet mig for inden løbet at jeg ikke ville sætte hende tilbage på A-et, hvis hun ikke stoppede, da det var en DM-udtagelse. Zinnia løb et godt løb med fine felter, men intet stop på A-et, men dog et tydeligt felt. Farten fejlede ikke noget og vi vandt klassen. Næste klasse var SPÅ. Her lagde Godis ud med et flot fejlfrit løb i en god tid. Zinnia var også fejlfri, men jeg pressede hende ikke i starten og det kunne også ses på vores tid, vi endte på en 3. plads efter Diesel og Indi. Godis kom ind på en superflot 4. plads. Zinnia fik dermed to DM udtagelser og Godis fik sin første DM-udtagelse.
næste løb var Zinnia's SP3. Her blev der virkelig presset. Det var en rigtig sjov bane med en kort tunnel i midten af banen. Det gjorde at man måtte satse med sin handling for at nå det man ville. Zinnia rev desværre en pind i slutningen af løbet, men hun havde den hurtigste tid. Næste løb var Godis' AG1, her valgte Preben at sætte Godis tilbage på A-et og fik en disk. næste løb var Godis' SP2. Det var et super løb, men desværre vendte Godis forkert efter et spring og tog springet tilbage igen og blev disket. Dagens sidste løb var Zinnia's AG3. Her var mit mål at træne felt på A-et. Min plan gik bare ikke som jeg havde planlagt, for da Zinnia skulle igennem tunellen, som lå under A-et, løb un op på A-et i stedet for og stoppede ikke på feltet. På tilbagevejen hvor hun så skulle tage feltet og jeg var parat til at træne, der løb hun igennem tunellen. Jeg valgte derefter at sende hende over A-et og så stoppede hun fint på feltet og vi løb ud af banen.
Vi blev i hallen og spiste fælles middag før vi tog tilbage på kroen og fik luftet hunde og sad og fik et glas vin.
Søndag morgen gik turen igen til Vilhelmsborg og igen var det AGÅ, vi startede med. Zinnia var hund nr. 2 og første start gik i gang umiddelbart efter banegennemgang, så selvom jeg gik ned for at hente Zinnia inden benegennemgangen var slut, så var første hund allerede på banen, da jeg kom derned. Det var noget stressende og jeg synes ikke det var så optimal en start for mig. Zinnia løb faktisk et rigtig flot løb med helt suveræne felter, men desværre løb hun i et forkert tunnel hul i starten af banen. Godis løb også et rigtig flot løb, men fik desværre en feltfejl på bommen, det rakte dog alligevel til en 6. plads. Næste løb var SPÅ hvor Zinnia igen havde start nr. 2, men denne gang var jeg forberedt på de hurtige starter, så jeg havde engageret en hundeholder. Jeg pressede Zinnia hele vejen igennem banen og det resulterede i et fejlfrit løb og en 1. plads. Godis løb et super flot løb og også han var fejlfri. Han kom ind på en super flot 4. plads efter Diesel og Indi. derefter stod den på SP3 for Zinnia. Her blev der igen presset og det blev til et fejlfrit løb og en 1. plads.
Så var det blevet tid til godis' AG1 løb. Her løb han igen et super løb, var fejlfri og blev nr. 2 kun slået af Christine og Breezy, som vandt klassen med et super flot løb. Herefter skulle Godis løbe SP2. Også her fyrede de et super løb af, men fik desværre en nedrivning - de havde klassens hurtigste tid af alle størrelser.
Så var det blevet tid til Zinnia's AG3 løb. Her tror jeg at trætheden meldte sig hos hende. Hun var i hvertfald meget fjollet. Balancen var 2. forhindring, jeg undrede mig over at Zinnia stoppede op allerede da hun påbegyndte nedgangen, jeg kiggede tilbage og så at hun kiggede meget på Sophie, som var feltdommer. Zinnia bevægede sig langsom ned samtidig med at hun kiggede på Sophie. Umiddelbart inden feltet hoppede hun af og løb over og hilste glad og logrende på Sophie... Tossede hund. Hun var noget ukoncentreret rundt på banen og skulle lige se på banefixerne også. Jeg forsøgte at lave et blindskift før A-et, men fik trukket Zinnia forbi. Jeg sendte hende over A-et og hun havde et flot stop felt. Vippen var ikke noget at råbe hurra for.
Dagens sidste løb var finalen. Her havde både Godis og Zinnia kvalificeret sig til. Zinnia som 2. bedste hund og Godis som 4. bedste hund.
Godis lagde ud med en forrygende fart og tog desværre lige et ekstra spring med i farten, men han viste super gejst i det løb og det var skønt at se. Jeg pressede Zinnia godt og vi kom fint og fejlfrit igennem banen, men det var desværre ikke nok til at genvinde titlen fra sidste år. vi måtte se os slået af Marianne og Zippo, som løb et super flot løb.
Tusind tak for en rigtig hyggelig weekend og tak til mine konkurrenter for hård konkurrence, så man blev nødt til at presse i hvert eneste løb, det var super fedt og den bedste træning man kan få.

Ingen kommentarer: