torsdag den 28. oktober 2010

Vores deltagelse i Agility VM 2010 - langt om længe


Forberedelserne forud for dette VM var startet mange måneder i forvejen. Jeg har fra årets start haft som mål at satse og løbe stærkt i alle løb. Der er selvfølgelig større risiko for at få fejl, men hvis man ikke træner sig selv og hunden i at satse, så kan man heller ikke gøre det til et VM. Og der skal man virkelig satse, hvis man vil op i klassementet.

Jeg selv havde løbetrænet de sidste 10 uger op til VM, for hvis jeg kan løbe hurtigere, kan Zinnia også. Vi havde været på stranden og træne, for at Zinnia skulle lære at løbe i et tungere underlag. Vi vidste at VM skulle foregå i ridehus på en moderne ridehusbund, men vi vidste ikke hvor løs den ville være, så hellere træne så man var forberedt hvis underlaget var blødt. Jeg fik også en plads på et agilityhold på NOA-gård, hvor de træner i ridehus hele året. Så jeg følte at vi var rimeligt godt forberedt.

Søndagen inden afrejse fik jeg lov til at deltage udenfor konkurrence til amtsturneringen i Hvalsø. Jeg følte at der lige var behov for at løbe et konkurrence lignende løb og få markeret felter og starter. Jeg gik derfra med en god fornemmelse og det var rigtig rart.
Tirsdag morgen kørte Zinnia og jeg til Strøby. Vi skulle køre til Tyskland sammen med Lone/Panik og Hanne/Soffy. Vi havde en super hyggelig tur, og det kørte bare glat igennem hele vejen. Vi ankom på hotellet ved 18 tiden og kunne spise aftensmad sammen med de andre landsholdsdeltagere, som var kommet frem.

Jeg fik et lille enkeltværelse og det var helt rart at kunne være helt sig selv. Zinnia nød også at hun kunne ligge og dase i sengen ...

Onsdag efter morgenmaden gik Bent, Marianne og jeg en tur med hundene. Vi gik helt ud til den anden ende af Schwandorf hvor vi boede. Der fik vi handlet lidt og hundene var godt trætte efter sådan en tur. Susanne R. og jeg gik en tur i byen, for at finde noget frokost, men det var lidt svært. Da vi endelig havde fundet et sted vi ville spise, så havde de lukket mellem 12 og 14... Men det lykkedes os at finde en lækker lasagne, som vi kunne tage med hjem og spise på hotellet. Onsdag eftermiddag kørte vi ud til hallen. Vi havde en times træning om aftenen. Det var rigtig rart at have en hel times træning. vi trænede i en hal der lå ved siden af den store hal, hvor VM skulle foregå. Underlaget og forhindringerne var det samme, som til VM.

Efter træningen kørte vi hjem med hundene og så mødtes vi alle på en Italiensk restaurant.

Torsdag morgen skulle vi have dyrlægekontrol og træning i hallen. Preben og resten af deltageren fra supporterbussen var nået frem aftenen før, så de var der og hjalp til træningen.

Efter træningen gik vi en god tur i det skønne område omkring hallen og vi fik også studeret lidt af de boder, som allerede var stillet op.

Tilbage på hotellet, der var hundekoldt, så Zinnia og jeg tog en middagslur :-) Om eftermiddagen gik jeg og Zinnia en tur langs floden foran vores hotel. Og om aftenen kom Preben, Tommy, Vivi, Allan, Stine, Nete og Gaby for at spise sammen med os på den Italienske restaurant. det var en rigtig hyggelig aften og vi fik noget super lækker mad.

Fredag morgen startede vi med indmarch. Lige da vi ankom til hallen havde vi mødt Preben og Christine og de smed en gave ind af vinduet til mig. Det var et nyt dannebrogs dækken til Zinnia.

På den ene side stod der Gitte og Zinnia VM 2010 og på den anden side stod der: Det var så lidt! C & P. Det er Christine og Preben, der plejer at sige at det er Deres fortjeneste hvis jeg vinder en konkurrence og så skal jeg takke dem ;-)
Indmarchen og åbningsceremonien kan være ret langtrukken, men i år havde arrangørerne valgt at lade en mand optræde med sine hunde. Han havde 6-7 hunde med af meget forskellige varianter. Lige fra Chihuahua til Boxer. Han lavede et utroligt og meget underholdende show, som vi kunne se fra første parket.
Vores første løb var Spring hold. Jesper og Indi startede, men kom i mål med 2 vægringer, det var selvfølgeligt ærgerligt, men Jesper holdt hovedet koldt og styrede Indi udenom en disk, Marianne og Zippo lavede et flot og fejlfrit løb og så skulle Zinnia og jeg ind, som sidste hund på holdet. det var en rimelig nem bane og Zinnia og jeg kom igennem fejlfrit. Det blev til en 22. plads individuelt. Ikke imponerende, men Zinnia løb det bedste hun havde lært og lidt til, da hun tænder på at der er stemning og larm. Men vi er bare ikke hurtige nok på sådan en racerbane. Der var et enkelt sted, hvor jeg havde kunnet handle mere "aggressivt", men der valgte jeg at løbe sikkert, fordi jeg var bange for en nedrivning. Og i holdløbet var det jo vigtigt at løbe sikkert.
Mellemholdet på tur efter vores løb. I baggrunden ses hallerne og staldene, som lå i et utroligt lækkert område.
Lørdag formiddag skulle vi løbe SP individuel. Zinnia og Jeg skulle løbe blandt de 20 sidste. så jeg havde godt tid til at se de andre hunde. Banen var ikke specielt svær, men en racerbane i stil med SP hold. Jeg synes at jeg fik presset Zinnia godt rundt på banen, men jeg kom til at stå lidt forkert, da jeg ville tage imod ved en tunnel, så Zinnia kom lidt ved siden af og fik en vægring. Det var minimalt, så jeg var i tvivl om det var dømte eller ej, men det var det. Siden fik vi en lidt stor bue ved 4. sidste spring, men ellers et godt løb.

Om eftermiddagen var det tid til AG hold. Her lagde Jesper og Marianne ud med hver sit fejlfrie agility løb, det vil sige, de fik ingen banefejl, men begge fik tidsfejl, så der var tale om en virkelig stram banetid. Zinnia lagde ud med at springe feltet på balancebommen og siden fik jeg vendt for tidligt, da jeg skulle trække Zinnia forbi forhindring nr.7, så hun tog den bagfra og vi blev disket - øv øv øv. Der var rigtig mange der blev disket på denne bane, så vi havde haft mulighed for at avancere ret meget, hvis jeg ikke lige havde klumret i det.

En af de passager, der gav mange fejl var en 180 graders vending efter dobbeltspringet, men det klarede Zinnia i fin stil endda med en mikro bue.
Søndag skulle alle tre størrelser løbe deres afgørende individuelle AG løb. De små startede og her lå Susanne med Unique nr. 4. Men Unique fik desværre en nedrivning, ellers havde de vundet sølv.
Hos mellem hundene var Jesper og Ann-britt fejlfrie. Zinnia og jeg havde jo en fejl med og skulle starte som første dansker. Man kan jo ikke nå noget med en fejl, så der skulle bare satses og fyres et fedt løb af. Det synes jeg også lykkedes på den første halvdel af banen, men så fik jeg ikke givet Zinnia en frem kommando og hun stoppede ved et spring. Derefter blev det noget rodet og Zinnia sprang også fra vippen og så kunne jeg ikke nå det jeg ville og det blev til en disk.
Alt i alt er jeg ganske godt tilfreds. Man vil selvfølgelig altid helst være fejlfri og vinde, men jeg synes at vi kæmpede for det og løb nogle løb, hvor der blev satset.
Dagen sluttede med udmarsh og derefter kørte vi hjem og satte hundene af på hotellet, for senere at mødes på en Mexikansk restaurant.
Mandag morgen pakkede vi bilen og drog mod Danmark. Vi havde en god tur helt efter planen og ankom hjemme hos Lone ved 18.30 tiden. Så skulle jeg lige en tur til Svogerslev for at hente resten af hundene.
Preben og Supporter bussen blev 2 timer forsinkede, da deres bil pludselig strejkede på en rasteplads nær færgen. Men hjem kom de efter lidt ventetid og starthjælp.
AG billederne i blogindlægget er taget af Sissel Bagge

Video fra VM

Her er Zinnia's SP hold løb

AG hold løbet
SP individuel

AG individuel

Tusind tak til Sophie, som har filmet løbene og lagt dem på Youtube

mandag den 18. oktober 2010

Sov godt Angel

Jeg har i dag måttet tage den sværeste beslutning i mit liv.
Angel er blevet aflivet - kun 4 år gammel.
Angel har været meget nervøs lige fra starten af.
Vi tog det egentlig ikke så alvorligt i starten. Måske fordi vi ikke lagde så meget mærke til det, da vi både havde hende og hendes kuldsøster.
De to var jo sammen hele tiden og kunne derfor være lidt svære at komme i kontakt med.
Angel var meget bange for lyde og havde svært ved at få tillid til os.

Jeg begyndte at træne tricks med hende, for at styrke hendes selvtillid. Og hun har også trænet agility. Hun lærte alle forhindringerne, men blev så bange for vippen, efter at have været på en vippe, som larmede. Der skulle meget små ting, til for at gøre Angel bange. Selv i hendes vante omgivelser.
Til gengæld, så var hun ovenud lykkelig at se på når hun var et sted hvor hun følte sig tryg. Steder, hvor hun havde væet mange gange før fek.s træningpladsen i Ribe, hvor vi har holdt flere ferier, eller arealet ved Bjerget i Albertslund. Her kunne Angel løbe rundt og lege og være glad, som en normal hund. Lige indtil der var et eller andet hun blev utryg ved.

Men når vi kørte afsted med alle hundene i bilen enten til stævne eller for at komme ud at gå en tur, så ville Angel hellere blive i sit bur, end komme ud. Når vi kom hjem hoppede hun glad ud af buret...

Jeg har kæmpet for at Angel skulle få det bedre. Har forsøgt med alverdens medikamenter og træning. Har rådført mig med hundpsykolog og har læst bunker af materiale om angst hos hunde.
Når vi trænede tricks sammen var hun glad og motiveret, men hvis der var noget hun ikke lige forstod, så blev hun passiv og blikket flakkede rundt og vi havde ingen kontakt.

Det er ufatteligt hårdt at skulle beslutte at tage en hunds liv, når det er en hund der fysisk er sund og rask og kun 4 år gammel.

Jeg føler at det er mig, der ikke har været dygtig nok til at hjælpe Angel. Hvis jeg bare havde haft tid til at gøre endnu mere for hende, men så havde der ikke været tid til vores andre hunde. Og de skal jo heller ikke lide under det. De har nu alle haft det fint med Angel, og Godis og Zinnia har været pot og pande med Angel. De har været bedste legekammerater i haven og har virkelig nydt hinandens selskab.
De andre hunde har heller ikke ladet sig påvirke af angels stress. Det var ligesom om de bare ignorerede det, når hun løb rundt om spisebordet igen og igen. Eller løb i store cirkler ude i haven.
Jeg elskede virkelig Angel og nu sidder jeg her og tænker - Hvad er det jeg har gjort!
Har ladet min lille glade Sheltie pige aflive.
Hun sov ind imens jeg holdt hende i mine arme og jeg kunne mærke roen og hvordan hun kunne slappe helt af.
Jeg håber virkelig at jeg har gjort det bedste for dig Angel.