I går tog vi tidligt hjem fra arbejde, så vi kunne nå at træne hundene i dagslys.
Kayne og Zinnia trænede balance og A'brædt. De har begge en fin rytme på A'et igen. Vi lod det være på samme højde som i går. Det virker som om Zinnia har forstået felt træningen på balancen. Hun smuttede kun før tid en enkelt gang og der var hun godt klar over at det var forkert, så hun skyndte sig at bakke op på feltet... Jeg startede med at sætte hende ved begyndelsen af nedgangen og kalde hende ned i udgangspositionen. Det gjorde jeg to gange på højre side og to gange på venstre hvorefter vi tog balancen i fuldt forløb. Efter balancen blev hun sendt i en tunnel, hvorefter hun blev belønnet med sin bold.
Preben træner en del touch med Kayne i øjeblikket og nu prøver de også at træne udgangspositionen ved at sende Kayne op fra siden af feltet og så lade ham søge ned og trykke på tæppet og stille sig i udgangsposition. Hundene synes at den øvelse er rigtig sjov og det giver dem god sikkerhed i at indtage udgangspositionen hurtigt.
Godis blev trænet i lidt handling og fremsending. Preben træner at sende Godis rundt om springstøtterne. Overliggerne ligger på jorden så det ikke er belastende for Godis. Godis er vild med at lave de øvelser og han gør det rigtig flot.
Til sidst kom Angel ud og træne balancebom. Vi satte to pinde med en snor imellem ved nedgangen af balancen, så hun skulle løbe under snoren og frem til sin belønning, som var leverpostej. Det er absolut hendes favorit :-)
Derefter blev hun introduceret til den nye del af balancen (altså snoren) ved backchaining. Til sidst tog hun hele balancen i god fart, hun travede dog ned ad nedgangen fordi hun skulle koncentrere sig om at dukke sig under snoren. Næste gang tror jeg snoren skal være lidt højere oppe, så hun ikke dukker sig så meget.
I går så jeg at Silvia Trkman havde uploadet en ny agilityfilm på hendes side og der er blandt andet video af hendes Border collie der passerer balancen på 1,33 sekunder... Se det her: http://www.youtube.com/watch?v=9URdiJzrgjg
Efter udendørs træningen gjaldt det gymnastik indendørs - altså for hundene. Først fik Dusty en tur på den store bold. Han er helt vild med det fordi han får en masse guffer. Hver hund trænede 5 minutter på bolden, de må ikke træne længere i starten, da de helst ikke skal blive overanstrengt. Og man kan virkelig se hvordan de bruger deres muskler. Det er især rygmuskulaturen der bliver trænet og så musklerne omkring hoften. Kayne, Zinnia, Angel og Godis fik også en tur på bolden. Godis dog kortere tid end de andre, da han jo kun er 6 måneder gammel. Angel klarede også bolden i fin stil, hun klarer flere og flere udfordringer efterhånden.
Jeg fandt en lille morsom video på Youtube, den er helt klart morsomst i slutningen:http://www.youtube.com/watch?v=N7C5WNF1Eb4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar