I weekenden var vi til DKK internationalt agility stævne i Ølstykke. Preben valgte kun at løbe de åbne klasser med Kayne fordi han jo lige havde været hos kiropraktoren. Man kunne dog ikke rigtig se noget på Kayne, som løb med god fart.
Lørdag startede vi med AGåben. Denne bane var tegnet af årets VM dommer fra Finland, I stedet for at vippen indgik i løbet, skulle man over A'et 2 gange. Zinnia løb godt, men rev desværre en pind. Balancen var 2. sidste forhindring og her indtog hun feltet perfekt og super hurtigt, der gik et sug igennem kroppen, da jeg så hende udføre feltet så flot :-) Hun gik først videre på min OK. Vi kom i mål på klassens hurtigste tid, men desværre med en nedrivning.
Kayne lagde ud med god fart, men Preben glemte banen, men kom hurtigt i tanke om hvor de skulle hen, men han så ikke at Kayne smuttede forbi et spring. Det blev til en disk, men Kayne havde nogle super felter i det gennemløb.
Så skulle Zinnia og jeg løbe AG2. Den bane var jeg ikke særligt vild med. 2. forhindring var A'et, som stod med en S-tunnel under. Efter A'et skulle man 90 grader ind i en slalom. Jeg startede på modsatte side af hvad vej slalom stod, for at undgå at Zinnia smuttede i tunellen. Det blev til en snurretur efter A'et og en vægring på slalom. Siden gik det fint indtil S-tunellen... Jeg hader S-tunneller, da de hurtige hunde løber op på siden af tunnelen, det betyder så i en S-tunnel at når tunnellen bøjer den anden vej mister hunden fodfæstet. Det gjaldt også for Zinnia denne gang, så hun måtte en tur ned at ligge :-( Herefter var der en svær passage, som Zinnia klarede i fin stil. Balancen var 2. sidste forhindring og her sprang Zinnia af feltet, så vi tog den om og diskede os, men så fik hun også et fint felt i 2. omgang.
I SPåben løb Kayne i fin stil, men i slutningen af banen fik Preben placeret sig for sent og Kayne løber udenom et spring, de fortsætter og bliver disket.
Zinnia lægger også ud i fin stil, men glider i slalom og springer en port over, da vi skal tage slalom om når Zinnia at tage et spring og vi er disket. Vi løb færdigt og jeg fik afprøvet et blindskift mellem 2. og 3. sidste forhindring, det fungerede perfekt. Preben og Dusty løber flot i SPÅben senior, men Dusty løber udenom forhindring nr. 17, og så river han 2. sidste spring.
Zinnia løb med på holdet "Wowchesky", men hun fik to vægringer i et ellers godt og hurtigt løb, så vores løb talte ikke med. Heldigvis løb alle vores holdkammerater fejlfrit, men vi blev slået af Preben's hold "Puhaa".
Søndag lagde vi igen ud med AGåben, det var en bane med en rigtig grim opgang til balancen. Tilmed var balancen i en en dårligt stand, der manglede simpelthen en ordentlig grusbelægning på. Alligevel så jeg ingen uheld, så førerne har været dygtige til at hjælpe deres hunde til en sikker opgang. Zinnia klarede igen balancen flot og blev på feltet, desværre glider hendes ene bagben af vippen og hun springer af før tid og vi kommer i mål på klassens 2. hurtigste tid.
Preben og Kayne løber et flot og fejlfrit løb og bliver nr. 3 i klassen. Dermed får de deres sidste DMudtagelse og Kayne er nu udtaget til FUFA DM for første gang - TILLYKKE.
I SP3 er Zinnia fuldstændig vild i starten og hun stryger forbi tredie forhindring og tager 4. forhindring bagfra, siden løber hun forkert i slalom, men resten af løbet og en svær slutning klarer vi i fin stil.
SPåben er en spændende bane, dog med en af de dumme S-tunneller... Zinnia løber fint, er dog ved at få en vægring, men reder den, da jeg skal have hende i et modsat tunnelhul, stryger hun ind foran mig og tager det forkerte hul. Kayne løber fint og hurtigt, men Preben får placeret sig på den forkerte side af slalom, han når dog at redde det, men får så trukket Kayne med forbi et spring, de retter fejlen og kommer i mål med den ene fejl. Preben og Dusty løber et formidabelt løb i SPåben senior. De er fejlfri og vinder klassen over Svenske Jens med Musse. Dusty's tid ville række til en 2. plads i den almindelige mellemklasse.
Sidste løb på dagen var Hold agility. Zinnia springer ud af 2.sidste port i slalom og stryger direkte i tunellen. Vi fortsætter løbet og hun er ved at smutte fra mig igen - hold da op en fremdrift den hund har - Hun rammer desværre ikke nedgangsfeltet på A'et, men balancen, som er tredie sidste forhindring forceres perfekt med en tydelig markering af feltet og hun forlader det først på min OK :-)
Heldigvis løber mine holdkammerater Ann-Britt og Pia fejlfrit og Dorte gennemfører med 5 fejl. Prebens hold har 3 fejlfrie og de vinder dermed holdkonkurrencen denne gang. "Wowchesky" bliver nr. 2. Det er faktisk helt utroligt for denne gang gennemfører alle 4 hold og får point til "Årets agility hold".
Jeg har desværre ikke fået fotograferet i denne weekend, men alle vores løb undtagen hold agility er blvet filmet og vil komme på bloggen hurtigst muligt.
1 kommentar:
Tillykket til Preben & Kayne med DM udtagelsen.
Og super flotte felter Zinnia havde (; .
Send en kommentar