tirsdag den 16. november 2010

Velkommen til Zushi

Ja, så kom der et lille nyt familiemedlem :-)
Zushi er en tricolour Sheltie tæve, som vi har hentet på Gotland.
På stamtavlen hedder hun Sobelkustens Power of Love.

Da vi var på Gotland sidste efterår mødte jeg en masse hunde fra Sobelkustens opdræt, og jeg blev allerede dengang skrevet op til en hvalp efter en bestemt tæve. Denne tæve er efter Monty, som bor i Danmark.
Jeg skrev dengang et blogindlæg om Sobelkustens hunde. Det kan læses her: http://callidus-shelties.blogspot.com/2009/11/sknne-sheltier.html
Weekenden efter VM var min mor og jeg på Gotland for at se hvalpene, da de var 5 uger gamle og da de så var 8 uger gamle rejste Preben og jeg over og hentede lille Zushi hjem.
Gunilla, Agne og Anki har gjort et rigtig godt stykke arbejde med socialisering og prægning af hvalpene. Så det var 4 skønne hvalpe i kuldet.
Faderen til dette kuld hedder Sobelkustens Impressive Ice Floe "Izor". Han er en hund med mange meritter og kan prale af agility og springchampionater i både Sverige og Finland. Han var desuden individuel Nordisk Mester i Agility 2008 og broncevinder sidste år. I år har han været med til at blive nr.4 for hold til VM.
Derudover har han også afkom og søskende, som gør sig godt på agilitybanen og har championater her.

Zushi 5 uger

Moderen Wilda løber ikke agility, men er en herlig arbejdsglad hund, der træner lydighed og spor. Hun bor sammen med sin mor Julia, som også træner lydighed og spor og som også har løbet lidt agility. Fælles for dem begge er at de har et fantastisk dejligt temperament og er nogle rigtig kønne hunde.

Sammen med søster

Jeg glæder mig meget til at træne Zushi op til at blive en dygtig og dejlig hund.

mandag den 15. november 2010

Kursus med Silvia Trkman

Både Preben og jeg har i flere år været facinerede af Silvia Trkman og hendes hunde. Derfor var vi selvfølgelig straks interesserede, da der var mulighed for at komme på kursus med hende.
Vi blev enige om at dele os op, så Preben og Godis tog på agility kursus for øvede og jeg tog på trick kursus.
Preben og Godis var på søndag eftermiddag og mandag eftermiddag. Træningen var meget simpel og dermed let at have med at gøre. Hun fokuserer meget på fart og glæde. De fik trænet hendes berømte "Cik og Cap" hvor hunden får en retningskommando og derfor ved at den skal springe snert rundt om vingen. Silvia går meget op i hundens sundhed og at man ikke overbelaster hunden og det er bla. derfor hun bruger Cik og Cap, da hunden så er forberedt på hvordan den skal lande og dermed kan forberede sig og lægge vægten rigtigt.
Preben var meget tilfreds med kurset.

Tirsdag formiddag deltog jeg i trick kursus. Vi var en blanding af lydigheds, agility og dogdancing folk. Vi blev delt i to hold, så hundene kunne få lidt pause ind imellem. Og så blev vi sat i gang med et trick og Silvia gik rundt og hjalp os hver især. Hun bruger tricks for at have noget at træne/lege med sine hvalpe og fordi det lærer dem at lære. Hvis en hund har lært at fokusere på sine ben, sin snude osv. så har den lettere ved at lære nye øvelser og forhindringer til agility. Silvia fortalte bla. at efter hun havde sat hvalpekursus som adgangsbetingelse til hendes agility træning, så havde de måttet skære træningstiden på begynder agility holdet ned - fordi hundene lærte øvelserne så hurtigt.
Vi kom igennem indlæring af følgende tricks: Holde om en pind eller flaske med et forben, Gå op i en kasse med alle 4 ben, baglæns 8-tal mellem benene og så lavede vi de indledende øvelser til at lære hunden at stå på "hænder".
Til sidst viste Silvia nogle tricks med hendes hunde. Det var en fornøjelse at se dem arbejde. Jeg fik både taget billede og lavet nogle små video klip, men jeg var så smart at slette det hele bagefter, da jeg mente at jeg havde downloadet dem :-(
Jeg kom derfra med masser af ny inspiration, især til træning af en ny hvalp :-)

torsdag den 28. oktober 2010

Vores deltagelse i Agility VM 2010 - langt om længe


Forberedelserne forud for dette VM var startet mange måneder i forvejen. Jeg har fra årets start haft som mål at satse og løbe stærkt i alle løb. Der er selvfølgelig større risiko for at få fejl, men hvis man ikke træner sig selv og hunden i at satse, så kan man heller ikke gøre det til et VM. Og der skal man virkelig satse, hvis man vil op i klassementet.

Jeg selv havde løbetrænet de sidste 10 uger op til VM, for hvis jeg kan løbe hurtigere, kan Zinnia også. Vi havde været på stranden og træne, for at Zinnia skulle lære at løbe i et tungere underlag. Vi vidste at VM skulle foregå i ridehus på en moderne ridehusbund, men vi vidste ikke hvor løs den ville være, så hellere træne så man var forberedt hvis underlaget var blødt. Jeg fik også en plads på et agilityhold på NOA-gård, hvor de træner i ridehus hele året. Så jeg følte at vi var rimeligt godt forberedt.

Søndagen inden afrejse fik jeg lov til at deltage udenfor konkurrence til amtsturneringen i Hvalsø. Jeg følte at der lige var behov for at løbe et konkurrence lignende løb og få markeret felter og starter. Jeg gik derfra med en god fornemmelse og det var rigtig rart.
Tirsdag morgen kørte Zinnia og jeg til Strøby. Vi skulle køre til Tyskland sammen med Lone/Panik og Hanne/Soffy. Vi havde en super hyggelig tur, og det kørte bare glat igennem hele vejen. Vi ankom på hotellet ved 18 tiden og kunne spise aftensmad sammen med de andre landsholdsdeltagere, som var kommet frem.

Jeg fik et lille enkeltværelse og det var helt rart at kunne være helt sig selv. Zinnia nød også at hun kunne ligge og dase i sengen ...

Onsdag efter morgenmaden gik Bent, Marianne og jeg en tur med hundene. Vi gik helt ud til den anden ende af Schwandorf hvor vi boede. Der fik vi handlet lidt og hundene var godt trætte efter sådan en tur. Susanne R. og jeg gik en tur i byen, for at finde noget frokost, men det var lidt svært. Da vi endelig havde fundet et sted vi ville spise, så havde de lukket mellem 12 og 14... Men det lykkedes os at finde en lækker lasagne, som vi kunne tage med hjem og spise på hotellet. Onsdag eftermiddag kørte vi ud til hallen. Vi havde en times træning om aftenen. Det var rigtig rart at have en hel times træning. vi trænede i en hal der lå ved siden af den store hal, hvor VM skulle foregå. Underlaget og forhindringerne var det samme, som til VM.

Efter træningen kørte vi hjem med hundene og så mødtes vi alle på en Italiensk restaurant.

Torsdag morgen skulle vi have dyrlægekontrol og træning i hallen. Preben og resten af deltageren fra supporterbussen var nået frem aftenen før, så de var der og hjalp til træningen.

Efter træningen gik vi en god tur i det skønne område omkring hallen og vi fik også studeret lidt af de boder, som allerede var stillet op.

Tilbage på hotellet, der var hundekoldt, så Zinnia og jeg tog en middagslur :-) Om eftermiddagen gik jeg og Zinnia en tur langs floden foran vores hotel. Og om aftenen kom Preben, Tommy, Vivi, Allan, Stine, Nete og Gaby for at spise sammen med os på den Italienske restaurant. det var en rigtig hyggelig aften og vi fik noget super lækker mad.

Fredag morgen startede vi med indmarch. Lige da vi ankom til hallen havde vi mødt Preben og Christine og de smed en gave ind af vinduet til mig. Det var et nyt dannebrogs dækken til Zinnia.

På den ene side stod der Gitte og Zinnia VM 2010 og på den anden side stod der: Det var så lidt! C & P. Det er Christine og Preben, der plejer at sige at det er Deres fortjeneste hvis jeg vinder en konkurrence og så skal jeg takke dem ;-)
Indmarchen og åbningsceremonien kan være ret langtrukken, men i år havde arrangørerne valgt at lade en mand optræde med sine hunde. Han havde 6-7 hunde med af meget forskellige varianter. Lige fra Chihuahua til Boxer. Han lavede et utroligt og meget underholdende show, som vi kunne se fra første parket.
Vores første løb var Spring hold. Jesper og Indi startede, men kom i mål med 2 vægringer, det var selvfølgeligt ærgerligt, men Jesper holdt hovedet koldt og styrede Indi udenom en disk, Marianne og Zippo lavede et flot og fejlfrit løb og så skulle Zinnia og jeg ind, som sidste hund på holdet. det var en rimelig nem bane og Zinnia og jeg kom igennem fejlfrit. Det blev til en 22. plads individuelt. Ikke imponerende, men Zinnia løb det bedste hun havde lært og lidt til, da hun tænder på at der er stemning og larm. Men vi er bare ikke hurtige nok på sådan en racerbane. Der var et enkelt sted, hvor jeg havde kunnet handle mere "aggressivt", men der valgte jeg at løbe sikkert, fordi jeg var bange for en nedrivning. Og i holdløbet var det jo vigtigt at løbe sikkert.
Mellemholdet på tur efter vores løb. I baggrunden ses hallerne og staldene, som lå i et utroligt lækkert område.
Lørdag formiddag skulle vi løbe SP individuel. Zinnia og Jeg skulle løbe blandt de 20 sidste. så jeg havde godt tid til at se de andre hunde. Banen var ikke specielt svær, men en racerbane i stil med SP hold. Jeg synes at jeg fik presset Zinnia godt rundt på banen, men jeg kom til at stå lidt forkert, da jeg ville tage imod ved en tunnel, så Zinnia kom lidt ved siden af og fik en vægring. Det var minimalt, så jeg var i tvivl om det var dømte eller ej, men det var det. Siden fik vi en lidt stor bue ved 4. sidste spring, men ellers et godt løb.

Om eftermiddagen var det tid til AG hold. Her lagde Jesper og Marianne ud med hver sit fejlfrie agility løb, det vil sige, de fik ingen banefejl, men begge fik tidsfejl, så der var tale om en virkelig stram banetid. Zinnia lagde ud med at springe feltet på balancebommen og siden fik jeg vendt for tidligt, da jeg skulle trække Zinnia forbi forhindring nr.7, så hun tog den bagfra og vi blev disket - øv øv øv. Der var rigtig mange der blev disket på denne bane, så vi havde haft mulighed for at avancere ret meget, hvis jeg ikke lige havde klumret i det.

En af de passager, der gav mange fejl var en 180 graders vending efter dobbeltspringet, men det klarede Zinnia i fin stil endda med en mikro bue.
Søndag skulle alle tre størrelser løbe deres afgørende individuelle AG løb. De små startede og her lå Susanne med Unique nr. 4. Men Unique fik desværre en nedrivning, ellers havde de vundet sølv.
Hos mellem hundene var Jesper og Ann-britt fejlfrie. Zinnia og jeg havde jo en fejl med og skulle starte som første dansker. Man kan jo ikke nå noget med en fejl, så der skulle bare satses og fyres et fedt løb af. Det synes jeg også lykkedes på den første halvdel af banen, men så fik jeg ikke givet Zinnia en frem kommando og hun stoppede ved et spring. Derefter blev det noget rodet og Zinnia sprang også fra vippen og så kunne jeg ikke nå det jeg ville og det blev til en disk.
Alt i alt er jeg ganske godt tilfreds. Man vil selvfølgelig altid helst være fejlfri og vinde, men jeg synes at vi kæmpede for det og løb nogle løb, hvor der blev satset.
Dagen sluttede med udmarsh og derefter kørte vi hjem og satte hundene af på hotellet, for senere at mødes på en Mexikansk restaurant.
Mandag morgen pakkede vi bilen og drog mod Danmark. Vi havde en god tur helt efter planen og ankom hjemme hos Lone ved 18.30 tiden. Så skulle jeg lige en tur til Svogerslev for at hente resten af hundene.
Preben og Supporter bussen blev 2 timer forsinkede, da deres bil pludselig strejkede på en rasteplads nær færgen. Men hjem kom de efter lidt ventetid og starthjælp.
AG billederne i blogindlægget er taget af Sissel Bagge

Video fra VM

Her er Zinnia's SP hold løb

AG hold løbet
SP individuel

AG individuel

Tusind tak til Sophie, som har filmet løbene og lagt dem på Youtube

mandag den 18. oktober 2010

Sov godt Angel

Jeg har i dag måttet tage den sværeste beslutning i mit liv.
Angel er blevet aflivet - kun 4 år gammel.
Angel har været meget nervøs lige fra starten af.
Vi tog det egentlig ikke så alvorligt i starten. Måske fordi vi ikke lagde så meget mærke til det, da vi både havde hende og hendes kuldsøster.
De to var jo sammen hele tiden og kunne derfor være lidt svære at komme i kontakt med.
Angel var meget bange for lyde og havde svært ved at få tillid til os.

Jeg begyndte at træne tricks med hende, for at styrke hendes selvtillid. Og hun har også trænet agility. Hun lærte alle forhindringerne, men blev så bange for vippen, efter at have været på en vippe, som larmede. Der skulle meget små ting, til for at gøre Angel bange. Selv i hendes vante omgivelser.
Til gengæld, så var hun ovenud lykkelig at se på når hun var et sted hvor hun følte sig tryg. Steder, hvor hun havde væet mange gange før fek.s træningpladsen i Ribe, hvor vi har holdt flere ferier, eller arealet ved Bjerget i Albertslund. Her kunne Angel løbe rundt og lege og være glad, som en normal hund. Lige indtil der var et eller andet hun blev utryg ved.

Men når vi kørte afsted med alle hundene i bilen enten til stævne eller for at komme ud at gå en tur, så ville Angel hellere blive i sit bur, end komme ud. Når vi kom hjem hoppede hun glad ud af buret...

Jeg har kæmpet for at Angel skulle få det bedre. Har forsøgt med alverdens medikamenter og træning. Har rådført mig med hundpsykolog og har læst bunker af materiale om angst hos hunde.
Når vi trænede tricks sammen var hun glad og motiveret, men hvis der var noget hun ikke lige forstod, så blev hun passiv og blikket flakkede rundt og vi havde ingen kontakt.

Det er ufatteligt hårdt at skulle beslutte at tage en hunds liv, når det er en hund der fysisk er sund og rask og kun 4 år gammel.

Jeg føler at det er mig, der ikke har været dygtig nok til at hjælpe Angel. Hvis jeg bare havde haft tid til at gøre endnu mere for hende, men så havde der ikke været tid til vores andre hunde. Og de skal jo heller ikke lide under det. De har nu alle haft det fint med Angel, og Godis og Zinnia har været pot og pande med Angel. De har været bedste legekammerater i haven og har virkelig nydt hinandens selskab.
De andre hunde har heller ikke ladet sig påvirke af angels stress. Det var ligesom om de bare ignorerede det, når hun løb rundt om spisebordet igen og igen. Eller løb i store cirkler ude i haven.
Jeg elskede virkelig Angel og nu sidder jeg her og tænker - Hvad er det jeg har gjort!
Har ladet min lille glade Sheltie pige aflive.
Hun sov ind imens jeg holdt hende i mine arme og jeg kunne mærke roen og hvordan hun kunne slappe helt af.
Jeg håber virkelig at jeg har gjort det bedste for dig Angel.

tirsdag den 21. september 2010

Årets Agility Hund 2010 hedder Zinnia

Foto: Sissel Bagge
Så lykkedes det! Efter at have været lige ved og næsten med Zita i år 2000 og 2001, så lykkedes det denne gang med Zinnia, at få titlen som Året Agility hund i hus.
Vi havde en komfortabel føring inden weekenden, men havde den resultatmæssigt dårligste weekend længe. Så vi fik ikke hentet flere point i den weekend, men det gjorde vores nærmeste konkurrent til gengæld. I finalen skulle Marianne og Zippo vinde og jeg skulle have mindre end 2 point. Vi skulle løbe sidst og inden os fyrede Marianne og Zippo et super løb af og lå nr.1. Så måtte det briste eller bære. Zinnia's vippe var kritisk, men hun fik ikke fejl. Til gengæld fik hun fejl på balanen (der var godt nok flere, der havde set at hun rørte feltet, men så går det lige op med vippen). Vi kom i mål med 5 fejl og hurtigste tid, som vi delte med Stine og Jesper. Det var nok til at vi fik de point der skulle til, så vi kunne løbe æresrunde og blive hyldet som Årets Agility hund 2010.
Tidligere på dagen havde vi løbet Årets sidste hold løb. Zinnia havde fejl på vippen, men Chip, Baresi og Diesel var fejlfri, Og vi havde også 3 fejlfri løb fra dagen før, så vi kunne føje en sejr til resultatlisten og blev igen i år kåret som Årets Agility hold.

Foto: Sissel Bagge

Det var et par flotte titler vi kunne pynte os med. Og de kunne så dække over nogle helt vildt dårlige løb denne weekend. Preben og Godis blev disket i 6 ud af 6 løb. De havde et rigtig godt SPÅ og et godt SP3, men begge gange glemte Preben banen i slutningen og fik sendt Godis forkert. Zinnia havde store problemer med vippen. Vi havde et godt SP3 løb, men der røg en pind. I SPÅ om lørdagen løb hun også et godt løb, men på et tidspunkt hvor jeg sendte hende ud over et spring, da skulle hun pludselig have en stor bue ud og kigge på publikum, så der blev vi henvist til 3. pladsen.

Jeg håber virkelig at en dårlig generalprøve er tegn på at det vil gå godt til VM, for så vil vi da få et forrygende VM ;-)

Foto: Sissel Bagge

Zissi var tilmeldt i de 2 SPÅ og i SP1. Om lørdagen løb hun udenom et spring, men havde ellers et flot løb. Søndag løb hun også udenom et spring og jeg opdagede det ikke, så hun blev disket, da hun tog det næste spring. I SP1 løb hun til gengæld fejlfrit, dog med en snurretur efter et skift bagved og en rulletur ud af posen. Hvor er hun dog en skøn lille hund at løbe med. Hun blev placeret som nr.3 i klassen, som blev vundet af Kristina og den skønne Luka, som løb i en fantom tid - et virkelig flot løb.
Zissi rykkede dermed i SP2. efter kun at have deltaget i SP1 5 gange.

lørdag den 11. september 2010

Ikke lige Vores Fælles DM - og dog


Den første hele weekend i september står altid i agility DM's tegn. Og dette år var ingen undtagelse. Det 2. Fælles DM skulle løbe af stabelen og denne gang med en nye måde at afvikle det på. Normalt plejer der er at være hold DM om lørdagen og individuel DM om søndagen. I år havde man ladet begge konkurrencer køre over to dage, således at vi startede med at løbe AG-hold lørdag formiddag. Derefter løb vi så Spring individuel og så blev begge mesterskaber afgjort om søndagen. Først med det afsluttende Spring hold løb og siden med det individuelle AG løb.

Både Zinnia og Godis stillede op sammen med de hold, som de løber på i konkurrencen om Årets Agility hold. Godis' hold startede med 4 disk. Zinnia's hold startede med to x 5 fejl.
Zinnia havde et godt AG løb, men fik en flyver på vippen.
Så var det tid til det individuelle Spring løb. Her løb Preben og Godis et rigtig flot løb, de msitede dog lidt tid ved flyv, da Godis var lige ved at springe forbi - de placerede sig på en rigtig flot 6. plads. Zinnia rev en pind og så var løbet ligesom kørt, og så fik jeg ikke sendt hende ud over et dobbeltspring, så det blev også til en vægring.

Søndagen startede med Spring hold løbet. Her startede Godis med at løbe et helt fantastisk løb. Han "vandt" faktisk klassen, hvis man så på det individuelle resultat og det var ud af 40 deltagende hunde. Zinnia gik forkert i slalom, jeg tror måske at jeg har skygget fo slalom, så hun ikke så den første pind, for det var en rimelig nemt indgang. Mine to andre holdkammerater var fejlfri, og så blev ventetiden lang, for der skulle regnes på resultaterne, som lå meget tæt. Jydeexpressen vandt med sammenlagt 10 fejl + lidt tidsfejl foran Wowchesky med 15 fejl. Så vi vandt SØLV for hold.

Så var det tid for det afsluttende individuelle løb. Først løb de små hunde, og de fyrede den virkelig af. Zinnia's søster Emsi førte efter første dag, men fik desværre en vægring. Vinder blev susanne Prier med Unique, nr. 2. Lillian og Mille og nr.3 Julie og Chillie.
I mellemklassen skulle Zinnia og jeg starte allerede som nr.4. Jeg havde besluttet, at hvis hun lavede nogen grove fejl, så ville jeg rette dem. Zinnia tyvstartede og jeg kunne ikke nå at stoppe hende inden hun havde taget første spring, så jeg tog hende tilbage og stillede hende op til en ny start og blev disket. Med 10 fejl i bagagen ville dette løb alligevel bare blive et slags "opvisningsløb", så derfor valgte jeg at træne et problem, som vi har i øjeblikket og som jeg ikke gerne skulle have problemer med til VM. Vi havde et godt løb, hvor jeg dog fik sendt Zinnia den forkerte vej over et spring, men der var rigtig god fart og super felter.
Så blev det Prebens og Godis' tur. De startede med at få en vægring på 3. forhindring, da Preben ville forberede Godis før springet. Godis sprang fra balancefeltet og Preben satte ham tilbage.
Vinder af klassen blev Jesper og Indi, som løb to rigtig flotte løb. Nr. 2 blev Marianne og Zippo og Nr. 3 Ann-Britt og diesel. De tre personer, som jeg skal løbe VM sammen med :-)
I stor klasse blev der virkelig fyret nogle imponerende løb af i toppen. Der blev satset og kæmpet. Vinder blev Channie med Lady og nr. 2 Regin med Nike og som nr. 3. Sarah med Simic.
Hele arrangementet var rigtig godt. Vejret var perfekt - vi havde nogle super dommere, som lavede spændende og udfordrende baner, hvor man samtidig kunne have fart på. Alt i alt et godt arrangement.