fredag den 30. oktober 2009

En tur på Gotland.

Silfverbergs har ofte talt om øen Gotland og om hvor hyggeligt det var at være til stævne derovre. Vi har flere gange boet på camping til stævnerne sammen med to familier fra Gotland. Så da der var planlagt 3 dages stævne på Gotland i en periode, hvor der ikke var den store stævne aktivitet herhjemme, planlagde vi at rejse til Gotland. For at det ikke kun skulle dreje sig om agility, så rejste vi allerede onsdag morgen – meget tidligt. Vi kørte hjemmefra kl. 04.15… Vi skulle med færgen fra Oskarshamn kl. 11. Sejlturen tog 3 timer. Vel ankommet til Gotland kørte vi ud til Gunilla og Agne, som vi skulle bo hos. Vi havde fået lov til at låne en campingvogn af dem. Vi camperede på deres agility bane sammen med Silfverbergs og et par fra Stockholm. Resten af dagen blev brugt til en gåtur i det dejlige landskab og så blev der ellers slappet af.
Torsdag formiddag kørte vi en tur ind til Visby. Byen har en velbevaret gammel ringmur rundt om den gamle bydel. Indenfor ringmuren var der de fineste små huse. Det var en virkelig flot og interessant by. Efter at have gået rundt i byen et par timer, og have spist frokost på det gamle torv, så gik turen hjemad. Efter en kort slapper, samlede vi os alle i en af Agnes minibusser og kørte på sightseeing syd for Klintehamn. Vi var blandt andet ud og se det sted hvor Valdemar Atterdag var gået i land på sit plyndringstogt på Gotland. Vi besøgte også en svensk landhandel, som havde alverdens ting og sager. Den mindede meget om den landhandel vi var i på skiferien.
Vel hjemme fra sightseeing blev der tændt op i den store wok og stillet an til Taco dinner.
Efter maden var badetønden tændt op og der holdt herrerne ”projekteringsmøde”. De modigste af dem tog bagefter en dukkert i den 4 grader varme udendørs svimmingpool…

Fredag startede konkurrencerne kl. 16. Der var kun springklasser denne dag. Vi kørte campingvognene ud til ridehuset, hvor konkurrencerne skulle foregå, så vi alle boede lige ved siden af hallen. Godis var først på banen, han virkede noget forsigtig, men løb fint. Han fik desværre en vægring, men det rakte alligevel til en 2. plads. Zinnia fik to nedrivninger. Det plejer hun nu ikke at døje med, men jeg tror måske det var fordi hun lige skulle indstilles på at man skulle arbejde lidt mere når man løber i ridehusbund end når man løber på gulvtæppe, som hun havde gjort i weekenden inden.
Lørdag morgen startede AG1 indendørs. Godis løb fint, men i dette løb smuttede han ud af de sidste porte i slalom og blev disket. Det samme gentog sig på SP2 banen, som var udendørs. I begge klasser havde Godis noget mere fart på end dagen før.
Om eftermiddagen blev det Zinnia’s tur til at løbe AG3. Banen var meget nem og Zinnia løb flot og uden fejl, men hun blev ikke på A-et, så jeg tog det om og blev disket. Hvis jeg havde fortsat havde det svenske AG championat højst sandsynligt været hjemme, men nu valgte jeg at være konsekvent i min træning. Springklassen, som foregik udendørs var en ekstremt nem bane. Det gik rundt og rundt og var næsten den rene tunnelkuller. Zinnia drønede derudaf og vandt SP3 for 5. gang i år i Sverige. Hendes hastighed var 5,26 m/sek.
Lørdag aften var der Oktoberfest med tysk slagermusik og lækker wokmad. Det var en rigtig hyggelig aften. Søndag morgen startede med AG3. Zinnia havde et super stop felt på balancen, men rev derefter en pind. A-et skulle passeres to gange i denne klasse og begge gange fik hun feltet, men blev ikke stående, så jeg satte hende tilbage begge gange.
Godis løb et flot og fejlfrit løb, brugte dog en del tid på felterne, men havde super hastighed på de mellemliggende forhindringer. De fik en fin 3. plads i klassen.

Vi skulle hjem med færgen kl .17. Og var først helt hjemme kl. 01.00. På hjemvejen mødte vi en elg, son pludselig kom luntende foran os på vejen. Hold fast et stort dyr. Og hvor var vi heldige at den gik i samme retning, som vi kørte, så vi kunne nå at stoppe i tide.
Det har været en helt fantastisk tur til Gotland og vi kommer helt sikkert tilbage igen.

Ingen kommentarer: