Nu må det vist være tid til at få en kortfattet opdatering af sensommeren og efterårets begivenheder. Så bloggen kan blive mere aktuel.
Første weekend i september stod traditionen tro på DKK DM i agility. DM blev holdt på Dyrskuepladsen i Roskilde, i forbindelse med Store Hestedag. Mine hunde løb super godt og efter dag 1 lå begge deres hold nr. 1 og individuelt lå Zushi nr. 2 og Zinnia nr.3.
På dag to fortsatte Zushi's hold den fine stil og røg helt til tops som Danmarksmestre for hold. Zinnia's hold klokkede i det, og blev henvist til 2. pladsen. Individuelt havde Zushi et super løb, men hun får sprunget for voldsomt over A-et og slår en kolbøtte på vej ned af A-et. Jeg ser det ikke, da jeg er ved at lave et blindskift. Men jeg kan høre publikums reaktion. Zushi snupler da hun lander på jorden, og kommer forbi springet efter A-et, hvilket giver en vægring. Jeg stopper lige op, kortvarigt, for at se om hun står ok på benene. Og så løber jeg videre og vi kommer i mål med kun de 5 fejl. Jeg må sige at lige der følte jeg mig virkelig uheldig. Og skuffelsen var stor. Og samtidig var frygten for om der var sket noget med Zushi. Og hvad der kunne være sket, stor.
Efter sådan et løb var det svært at sætte sig op til Zinnia's løb, som kom lige bagefter, Zinnia løb godt, men kom desværre lidt for langt frem ved et spring, og fik sprunget i en uheldig vinkel og fik en nedrivning. Så ingen individuelle medaljer denne gang heller.
Tirsdagen efter DM gik rejsen til Luxemburg, hvor årets VM skulle foregår. Jeg havde Julie og Toonie med i bilen. Og vi delte også værelse dernede. Det gik rigtig fint og vi hyggede os og det gjorde hundene også.
Zinnia præsterede godt dernede, men havde desværre ingen fejlfri løb. Men vi gjorde vores bedste og satsede. Og vi havde det sjovt på banen. Ingen tvivl om at Zinnia elsker de store mesterskaber.
Weekenden efter VM gik turen til Dronninglund i Nordjylland, hvor jeg for første gang skulle deltage ved DCH's DM i agility. Det var kun Zinnia der var udtaget. Til DCH's DM løber man et springløb og et agility løb om lørdagen. En vis procentdel af de sammenlagt bedste kommer direkte i A-finalen. Og resten kommer i B-finalen. Søndag starter så med B-finalen, som giver adgang til A-finalen for de 3 bedste mener jeg.
Zinnia var kvalificeret direkte til A-finalen, med et fejlfrit springløb og et løb med 5 fejl. Vi startede sådan ca. midt i feltet i A-finalen, og havde et hæsblæsende løb. Balancen var 3. sidste forhindring, og jeg synes at hun hoppede lidt, så jeg var i tvivl om feltet var der, vi kom i mål, og jeg måtte spørge til om vi var fejlfrie, og det var vi. Folk der stod lige ud for feltet, sagde at hun havde en bagpote på :-) Så var der bare tilbage at gå og se de resterende hunde løbe og lytte efter deres tider. Der var ingen der kunne slå Zinnia's tid, så vi kunne løbe i ringen og løbe sejrsrunde, med Dannebrog foran os. Rigtigt festligt. Og med fotosession lige bagefter. Det var virkelig skønt at opleve. Og alle folk var så glade på mine vejne. Det var nu også den generelle fornemmelse for hele weekenden. Folk var bare så søde og tog så godt imod os til vores første DCH DM :-)