fredag den 10. december 2010

NM i agility

Foto: Sissel Bagge

Fredag samlede jeg Julie og Chillie op ved Sorø tilkørslen og sammen begav vi os afsted mod Herlev. Efter at have haft lidt problemer med at finde hotelle - GPS'en mente at hotellet lå inde i et parkeringshus... Så fik vi checket ind og kørte mod hallen.

Fredag aften var der AG3. Zinnia og jeg havde et super løb. Balancen skulle passeres 2 gange og det er nok en af de forhindringer Zinnia kan hente tid på. Jeg kom dog til at klumre i det efter vippen. Jeg var fokuseret på at jeg skulle være langt fremme, så jeg kom til at tage imod efter vippen. Det gjorde så at jeg skulle sende hende frem over næste forhindring og skifte bagved, absolut ikke optimalt for Zinnia og hun gik da også noget i stå. Alligevel blev vi nr.2 inden for samme sekund som vinderen - Finske Sini med Sonic. Da Sonic allerede er International Agility Champion gik CACIAG'et til Zinnia. Det var vores 4. CACIAG i år og det 3. hvor vi stod efter Sonic...

Jeg havde Zushi med og hun tog det hele i stiv arm, både at være i hallen, samt i forhallen, hvor der var mange mennesker. Og hun opførte sig også meget eksemplarisk på hotellet.

Lørdag morgen startede vi med lækker hotel morgenmad :-)
Og så afsted til hallen. Zushi's opdrætter var kommet hele den lange vej fra Gotland, for at heppe på Zushi's far Izor, som løber på det svenske landshold. Zushi blev ellevild, da hun hørte deres stemmer.
Preben og Godis lagde ud med AG2, hvor Godis løb godt, men Preben glemte et spring på banen, så de blev disket.
Vi lagde ud med et AG3 løb og Zinnia var bare super, men desværre fik hun en flyver på vippen. Hendes tid var ellers til en 2. plads, kun 0,06 sekund efter vinderen, som selvfølgelig var fra Finland. Over middag løb vi SP3. Igen et super løb, som denne gang rakte til en 3. plads efter to Finner. Frodo, som er Verdens nr.3 vandt klassen, men vi var kun 0,3 sekund efter.
Efter 2 super løb vendte vi tilbage til hotellet for at spise en super god middag. Vi havde vist alle øffet lidt over den høje kuvert pris, men det blev gjort til skamme, da vi fik en fantastisk middag med mad og drikkevarer i rigelige mængder. Der var vist flere der måtte levne.

Vi havde et lidt specielt værelse med to trappetrin inde i rummet. Så Zushi fik lært at gå på trapper i løbet af weekenden. Så godt, så hun søndag morgen stak af ud af hotelværelse og forserede 7 trappetrin længere henne ad gangen - den lille bølle ;-)

Søndag morgen havde vi dyrlægekontrol og træning. Zinnia er altid ekstra tændt til mesterskaber, så træningen til de mesterskaber er guld værd for os. Zinnia var da også helt oppe og ringe. Og fik lavet nogle af de fejl hun aldrig plejer at lave til træning.

Danmark trænede først, så bagefter havde vi lidt tid til at komme på plads og få luftet hunde. Finnerne valgte ikke at træne - de havde jo løbet dagen før, så de var klar.
Vi startede med indmarch og lige derefter blev den første bane sat op. Det var en springbane. Zinnia, Diesel og Zippo var fejlfri. Individuelt kom Zinnia på en 4. plads.

Næste bane var en AG- bane. Her var Diesel fejlfri og Zinnia og Zippo fik hver 5 fejl. Indi blev disket. Zinnia havde individuelt 2. bedste tid, men fik desværre en flyver på vippen.



Finnerne var suveræne og havde 2 x 3 fejlfrie. Så det blev Guld til Finland og Sølv til Danmark.

Inden finalen lå Zinnia og jeg nr.6. Vi havde 5 fejl og skulle bare ind og fyre den af, der skulle satses, hvis man skulle gøre sig håb om noget og så skulle de andre også lave fejl. Så jeg gik ind og satsede. Vi startede med en nedrivning og fik senere to vægringer, forstår dog ikke hvordan han kan dømme to vægringer det sted. Og så fik vi en flyver på vippen igen.



Ann-Brit og Diesel klarede at have 3 fejlfrie løb og vandt bronce. På 1. pladsen stod Frodo, som har været verdensmester og i år er verdens nr.3. På 2. pladsen stod finske Sini med Sonic.
Selvom vi ikke fik nogen fin placering, så er jeg stolt af vores løb. Jeg har satset på fart og sats igennem hele året og vi beviste i denne weekend at farten den har vi. Nu skal vi bare have trænet den vippe godt og grundigt. Men det skal nok gå. Sidste år efter VM ændrede jeg A'et fra løbefelt til stopfelt. Og i løbet af dette år har vi kun haft én enkelt feltfejl på A'et...
Tak til Lene for videoerne.

Ingen kommentarer: