onsdag den 5. november 2008

Zinnia's første AG cert.

Så er det en uge siden at vi mistede Zita. Flokken fungerer uden problemer, der har slet ikke været noget at mærke på nogen af hundene.

I søndags var vi til årets sidste agility konkurrence, det foregik indendørs i Vallensbæk. Da vi så programmet, blev vi noget overraskede, der var tilmeldt så mange svenskere at det nærmest var en dansk-svensk landskamp ;-) I klasse 3 mellem var 16 ud af 33 hunde svenske...

Christine og Berta boede hos os fra lørdag til søndag, da hun også skulle med til stævnet.
Vi startede med AG3, som var en bane hvor forhindringerne stod meget tæt og der var en del fælder og nogle steder hvor man blev låst af andre forhindringer. Preben og Kayne lagde ud med et pænt løb, men lige før tredie sidste forhindring ville Preben tage imod, men fik i stedet sendt Kayne over et forkert spring. Zinnia og jeg har store problemer med tyvstart, det må jeg se at få trænet når stævnesæsonen starter igen. Denne gang tyvstartede hun også og kom på banen, som skudt ud af en kanon. Vi kom fejlfrit igennem banenog havde et fint markeret stop på balancen og kom i mål på foreløbigt bedste tid. Da klassen var forbi havde vi stadig den bedste tid og vandt dermed klassen, samt vores første AG certifikat :-)


Den næste AG3 bane så noget nemmere ud, men havde en fælde, som rigitg mange faldt i. På vej fra vippen mod slalom stod der et hjul, som en hel del af hundene trak mod, dette gjaldt også for Zinnia. Så vi fik en vægring på slalom og brugte en del tid på at diskutere hvilken en forhindring vi skulle tage...
Preben og Kayne's løb gik ikke særligt godt. Kayne tog flere forkerte forhindringer.


Så var der et par timers pause indtil vi skulle løbe SP3. Christine fik lov til at løbe med Kayne. Kayne løb stærkt, men fik desværre to vægringer på slalom og blev til sidst disket. Kayne var bestemt ikke særlig samarbejdsvillig denne weekend.
Zinnia løb pænt, men havde stadig problemer med tyvstart og så løb hun i det forkerte tunnelhul i slutningen af banen :-(
Så var der kun et enkelt løb tilbage og det var endnu en SP3. Preben fik lov til at løbe med Berta... Da folk opdagede hvem det var der skulle løbe og med hvilken hund, så kom der gang i den på tilskuerrækkerne. Preben og Bitus blev heppet og hujet hele banen rundt og kom i mål fejlfrit.

Så var det Kayne's tur og igen var det Christine der løb med ham. De løb fint, men Kayne vælger at løbe i det forkerte tunnelhul, på trods af at han har drejet af mod det rigtige.
Zinnia har igen et løb med god hastighed, men igen tyvstart :-( ved 4. sidste fohindring får jeg ikke orienteret mig ordentligt og prøver at løbe i forvejen, jeg havner lige foran flyvet, som Zinnia derfor løber ved siden af - øv øv øv.


Så var det kun Dusty der manglede sine 2 SP2 senior løb. Det første fik Preben placeret sig forkert og Dusty tog en forkert forhindring og blev disket, det næste løb var de fejlfrie og vandt klassen. Dusty vandt en fin hundekurv :-) En herlig præmie.

Jeg havde aftalt med Marie Hansson, som er hundepsykolog at hun skulle kigge på Angel og vi skulle snakke lidt om hvordan man kunne hjælpe Angel med hendes angst problem.
Marie fik set Angel fra sin værste side, da hun var meget bange for stævnesituationen indendøre og alle de mange lyde.
Vi talte om de ting, som vi allerede havde gjort med Angel og hvilke planer der var. Planen er at Angel skal steriliseres, det er mest praktisk, når hun ikke skal bruges i avl og vi har hanhunde i hjemmet. Samtidig kan det måske også hjælpe på hendes angst. Samtidig med sterilisationen skal hun så også tjekkes igennem af en kiropraktor. Det er jo så smart at det er vores almindelige dyrlæge, som også er kiropraktor. Angel kan muligvis være lettere at tjekke ordentligt igennem kiropraktisk når hun er bedøvet, da hun så slapper af i alle musklerne.
Hendes stress kan godt skyldes en skade eller knogler der ikke sidder rigtig i skelettet.
Derudover anbefalede Marie at vi fik trænet med lyd CD, så Angel blev vandt til lyde som fyrværkeri og torden. CD'en skal køre som baggrundslyd, feks. når man ser TV om aftenen. Denne træning kan mindske hendes lydfølsomhed.
Bahandling med Feromoner (DAPP) var også et forslag, det skulle efter sigende have en god virkning. Det kan bla. købes i spray form, som man kan spraye på hunden tæppe i buret til stævner samt på et tørklæde, som hunden kan bære om halsen, når den skal ud og gå på stævnepladsen f.eks.
Marie havde jo allerede lidt kendskab til Angel, da vi har skrevet lidt sammen om hende under udarbejdelsen af en af Marie's seneste bøger "Agility på enkelt vis" , som omhandler agility for hunde, som ikke er så ligetil at træne.

Mandag var jeg til foredrag med Marie Hansson. Det var igen Border collieklubben, som var arrangør. Det var et super arrangement med utrolig fornem forplejning og en meget engageret foredragsholder. Marie talte om emnet "Hunden behøver mental motion". Jeg kunne genkende det meste fra Marie's bog "Min bedste ven". Men det var rart at få det fortalt og det var meget tankevækkende hvor meget motion en hund egentlig behøver. Og når man tænker på hvor meget vores og de flestes hunde hviler, får man helt dårlig samvittighed...

Hunde skal helst ikke hvile mere en 20 timer i døgnet. De sover om natten når vi sover, de sover når vi er på arbejdet og det bliver jo til nogle timer på et døgn. Og så har man en del motion man skal nå at indhente inden man skal sove igen...

Marie viste forskellige former for aktivering og mental stimulering med hendes egne hunde. Det var utroligt hvad de kunne.
Et rigtig godt og givende kursus.

Ingen kommentarer: