Zinnia klar til VM |
udsigt fra bjeret, ned over den lokale agilityklub |
Hanne , Tommy og Jeg kørte sammen til VM, som i år blev holdt i Tjekkiet. Vi kørte i min bil, hvor vi havde masser af plads til både oppakning og hunde. Vi kørte tirsdag morgen kl. meget tidligt. På færgen mødte vi Poul og Dorthe og Vivian og Søren. Og så gik det ellers bare derned af igennem Tyskland. Vi var fremme ved hotellet ved 19 tiden. Hotellet lå i en lille forstad, og det var ikke særligt prangende, men fint funktionelt. Foran hotellet var der et lille græsstykke, hvor hundene kunne blive luftet. Og ca. 100 meter derfra, var der en park. Der var desuden gåafstand til flere udmærkede restauranter. Maden var god og afsindig billig. Onsdag formiddag kørte vi til hallen, men vi kunne ikke få lov til at komme ind og se. Fik dog alligevel sneget os ind, men blev smidt ud igen. På vej hjem fra hotellet stoppede vi ind langs vejen, på et bjerg, og gik op ad en sti for at lufte hundene. Og hvad møder man på sådan et tilfældigt bjerg i Tjekkiet? Den lokale agility klub, hvor det japanske agility landshold løber og træner :-) Det var lidt sjovt. Torsdag morgen skulle vi til dyrlægekontrol, måling og træning. Alt gik godt. Og underlaget var suverænt at løbe på. Zinnia var som altid til træningen sådanne steder, totalt oppe at køre, men lystrede rigtig godt.
De lækreste burgere |
Torsdag eftermiddag var der indmarch. og bagefter løb de store hunde hold. De løb en jævnt kedelig bane, som ikke havde så mange handlingsalternativer. Om aftenen skulle vi finde et sted at spise. Der var rigtig mange spisesteder lige rundt om hjørnet og mad og drikke var meget billigt. Vi fandt et lille sted i en kælder, der mest af alt lignede en grotte. Det var super hyggeligt og med god mad. Vi var der faktisk 3 gange i løbet af turen dernede. Her fik vi ½ lliter øl og en kæmpe burger for 129 Tjekkiske koruna. Det svarer til ca. 43 danske kr.
Fredag skulle de små hold starte. og siden skulle mellem holdene løbe deres springløb. Herefter skulle de store hunde løbe AG hold og derefter mellem hundene AG-hold. Det vil sige at Mellem holdene og de store hold fik afsluttet deres konkurrence om fredagen.
Spring hold banen for mellemhundene var en udfordrende bane, med mange handlings alternativer. Det synes jeg er de fedeste baner at løbe. Zinnia havde et rigtig godt gennemløb, men rev desværre på muren. Tommy og Olsen fik en vægring og en nedrivning. Marianne og Zippo blev desværre disket. Og Ann-Britt fik en vægring, som tog noget tid. Øv, så var der ingen chancer for os :-(
Det gode spisested i grotten |
I vores AG-hold løb var vi enige om at vi ikke kunne nå noget, så vi skulle hver især ind og fyre den af og have nogle fede løb. Hmm. Det kan godt være at det var fordi vi satsede at det gik galt. Synes egentlig at Zinnia og jeg havde et godt løb, men vi blev disket. og samtlige af mine 3 holdkammerater blev også disket. Der var generelt rigtig mange der blev disket på bane, da den havde nogle interessante kombinationer. Men den var bestemt ikke tåbelig.
Jeg fik shoppet lidt i hallen og fik købt et nyt stævnetelt. Det er lidt mindre end DKK teltet, og vejer og fylder noget mindre. Jeg bestilte også en 3 meters tunnel, som de havde 10% rabat på og som kom ned i en pris på lige godt 1000 kr incl. fragt hjem til Danmark. Og så købte jeg sandsække, til at holde tunnellen fast. Jeg plejer ellers aldrig rigtig at købe noget til VM, men havde sørget for at sætte lidt penge af til agility snold denne gang :-)
Lørdag morgen skulle de små hunde starte individuelt. De danske små hunde brillierede med tre fejlfrie løb og lagde sig ind som nr. 7, 8 og 9. Super flot :-)
Mellemhundene fik en god springbane, med god handling. Jeg var lidt i tvivl om hvordan jeg skulle handle før efter slalom. Enten skulle jeg tage imod før slalom ellers efter. Vaklede en del på det punkt, men besluttede at tage imod, da jeg ellers ville miste tid efter slalom. Christine og Breezy var første danske mellem ekvipage på banen. De blev disket. Breezy var lidt fjollet til at starte med, men fik så samarbejdet i gang og afsluttede fint. Så kom Zinnia og jeg på banen. Zinnia fik udført sit start ritual. Hun plejer at ligge og rulle sig, når vi går og venter i startområdet udendørs til konkurrencer. Det overførte hun så til startboxen ved dette VM :-) så før hver start så lå hun med alle 4 stænger i vejret og rullede :-)
Kirken ved siden af vores hotel |
Vi lagde godt ud, men på vej mod slalom skifter Zinnia retning et kort øjeblik og løber ind foran mig, så jeg stopper op, og da jeg har fart på, får jeg overbalance og falder, imens Zinnia går rigtig ind i slalom. Jeg falder ret voldsomt og Zinnia går selvfølgelig ud at slalom og kommer over til mig. Jeg kommer på benene og vi løber videre. Men har ondt i min venstre hånd, som jeg tog fra med. i slutningen af løbet kan jeg dog mærke at jeg har taget kraftigt fra med mit højre knæ også og det begynder at gøre ondt. Vendingerne på de sidste forhindringer bliver ikke så optimale, da jeg ikke er så fokuseret. Øv for pokker - hvorfor skal man være så uheldig??? vi kommer i mål med 5 fejl og lidt tidsfejl. Zinnia kommer på bordet og får tjekket sin chip. Jeg sætter mig på bordet og kan næsten ikke rejse mig igen... Tankerne flyver rundt i hovedet. Kan jeg løbe i morgen? Er der sket noget alvorligt med håndleddet og med knæet? Jeg kommer ud og får ispose på knæet (godt at vi havde Select Healthcare som sponsor, og at de havde sørget for en førstehjælps taske til os - Tak! ) Går ud og får skridtet Zinnia af. Vil jo helst ikke overlade hende til andre. Det næste stykke tid har jeg skiftevis is og elastikbind på, for at undgå at knæet hæver.
De små hunde lå som nr. 9 med tre fejlfrie løb og lidt tidsfejl inden det afsluttende løb. I agility løbet præsterede de 4 fejlfrie, dog en med tidsfejl. Men de vandt AG hold løbet. Og da man i år fejrede vinderne af de enkelte klasser, så skulle vi ned og løbe rundt og fejre dem. Sammenlagt vandt det lille hold bronce. Det var bare så flot. Mit knæ var heldigvis kun ømt, og der var ikke noget galt inden i, så jeg skulle da også med ned og løbe rundt :-)
Søndagen startede med lille klasse individueltHer havde Danmark 3 hunde i top 10 og Sverige havde to hunde i top 15. Så det var ekstra spændende. Da Natasha havde to hunde lige efter hinanden, så fik hun rukket Prima lidt frem, så hun skulle starte tidligere. de leverede et fantastisk fejlfrit løb og lagde dermed stort pres på. Så skulle Natasha på med Cider. Det blev desværre til en disk. Derefter kom Susanne og Dweet. Dweet rev desværre den første pind og blev siden disket. Prima lå stadig i top. Og det var kun de to som lå nr. 1 og 2 fra første løb, som slog hende. Så Prima og Nataha vandt Bronce og en individuelt 3. plads i agility løbet. Så flot. Og så skulle vi ned og løbe rundt igen. Det var herligt :-)
Så blev det mellemhundenes tur. Christine og Breezy lagde ud med et flot løb, kun en enkelt fejl på balancen. Jeg ville se Silvia Trkman og Le, og de skulle løbe ca. 9 hunde før mig. Så jeg varmede Zinnia op og varmede mig selv op. og så lod jeg susanne stå med Zinnia imens jeg gik ind og så Silvia. Og hvilket løb... Unge vilde Le løb et fantastisk fejlfrit løb, med en balancebom, der fik hele hallen til at juble. Taget lettede næsten. Hvor var det vildt. Og Silvia endte da også med at vinde dette løb med 1½ sekund...
Træningsbanerne er sat op i hallen |
Så gik Zinnia og jeg på banen. Zinnia fik lavet sit rulle ritual og så var vi klar. Det var en god bane med god mulighed for at lave serpentiner. Vi havde et super løb. Jeg kan kun se at jeg kunne være mere optimal et enkelt sted i slutningen af banen, men hun havde super hurtige felter og vi var fejlfri :-) Det rakte til en 10. plads i dette løb. Så skulle Pia og Lucky på banen, det blev desværre til en disk. Den samlede vinder blev for 3. gang Natasha Wise og Dizzy. Silvia Trkman og 11 år gamle La vandt en flot bronce medalje.
Det gik desværre ikke så godt for de store hunde. i denne klasse brillierede Silvia med sammenlagt at blive nr, 4 og blev nr. 3 i AG løbet. Hun er simpelthen imponerende.
Så var der kun udmarchen tilbage, og den trak virkelig ud. Til sidst viste de en 15 minutter lang reklamefilm for Sydafrika, det var bare for meget - så gik vi.
Om aftenen havde vi fælles middag på en italiensk restaurant. Og det var virkeligt underholdende.
Mandag morgen gik turen så hjemad. Og vi havde en problemfri køretur og var hjemme ved mine forældre ved 19 tiden. Hvor vi havde opsamlingssted for Hanne og Tommy og jeg hentede hunde.
Tak for en god tur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar