lørdag den 27. juni 2009

Uge kursus i Ribe.

Jeg er kommet lidt bagud med opdatering af bloggen. Der sker simpelt hen så meget, så der slet ikke er tid til at skrive om det :-)

Pinse mandag om aftenen ankom Birthe og Preben i Ribe. Tirsdag var der dømt fri dag, hvor en del tog turen til Tyskland for at proviantere. Ellers var der dømt afslapning. Der blev rokeret lidt rundt på nogle af campingvognene nu hvor halvdelen var rejst efter stævnet.

Sådan flytter man en campingvogn med fortelt


Onsdag morgen startede kurset. Mit hold bestod af Svend Aage med Sally, Lene med Toxy og Louise med Sunny. Hundene passede rigtig godt sammen med hensyn til løbestil og fart.

Prebens hold bestod af Christine med Breezy, Kirsten med Ceshie, Pia med Lucky og Preben med Godis.

Christine og Gabys lejede campingvogn - forteltet er vist lidt for stort...

Vores hold startede hos Jenny. Vi skulle løbe en halv bane igennem, hvor vi arbejdede med forskellige skift. frontcross, blindcross og rear cross. Om eftermiddagen havde vi et træningspas hos Ann-britt, hvor vi skulle handle kombinationer med serpentiner. Det er helt klart min favorit. Det var nogle fede baner vi løb og Zinnia løb rigtig godt på dem.

Torsdag havde vi træningspas hos Jenny igen. Denne gang arbejdede vi med serpentiner og at sende hunden i modsat tunnelhul og vi prøvede Ketsker vendingen. Der blev arbejdet meget med at sende hunden afsted og så løbe i position til det næste man skulle nå at handle.

Torsdag aften var der party i klubhuset. Drukfest kan man vel roligt kalde det. Der blev prøvet lidt forskellige øl lege på både dansk og engelsk. Og det endte med ølstafet mellem Gaby og Jenny. Det var virkelig underholdende. Det var også her Birthe og jeg gav champagne og fejrede weekendens championater.

Fredag var hviledag, hvor flere tog ind til Ribe og spiste frokost og spiste is.
Kirsten havde arrangeret guidede gåture i lokalområdet både om formiddagen og om eftermiddagen. Det var dejligt at komme ud og gå en lidt længere tur med hundene og så fik man også set lidt mere af byen end sportspladsen og grusvejen...


Sunny

Lørdag havde vi træningspas med Ann-britt om formiddagen. Her handlede det om tuneller og hvordan hunden læser hvad de skal efter en tunnel. Det var rigtig lærerigt at observere hundene. Om eftermiddagen var det vores sidste træningspas med Jenny. Hun havde sat en meget stor bane op . Vi fik igen trænet flere forskellige skift og fandt ud af hvad der var bedst at bruge til netop vores hund.

Lørdag aften pakkede vi forteltet sammen imens det var tørt. Søndag morgen kunne vi så i ro og mag pakke sammen inden vi skulle have sidste træningspas. Ann-britt havde stillet en bane op, som vi skulle løbe med flere forskellige slags handling og så blev der taget tid på os, så vi kunne se hvad der var hurtigst for netop vores hund.

Zinnia nyder livet

Det var afslutningen på endnu et super godt ugekursus. Godt arrangeret af Ribe Hundevenner og som altid med super god forplejning og gode forhold.

Ingen kommentarer: