I onsdags var Godis en tur hos dyrlægen for at blive kastreret. Han var blevet et nummer for dameglad og kunne slet ikke samle sig om at arbejde. Herhjemme troede han at Zinnia var i løbetid, hun må have lugtet særdeles godt for både Dusty og Godis var meget interesserede i hende. Men hun er jo steriliseret. Godis kunne slet ikke slappe af her hjemme, så beslutningen blev taget.
Godis klarede det fint og var allerede i fuldt vigør om aftenen igen.
Fredag eftermiddag tog vi til Fredericia, hvor vi havde booket camping sammen med Peter og Julie. Vi boede på en lækker campingplads, hvor vi fik tildelt to fredelige pladser. Andre var uheldige og måtte lide med høj musik hele natten…
Hallen hvor stævnet var arrangeret lå kun 5 minutters kørsel fra campingpladsen, så det var helt perfekte rammer.
Lørdag morgen startede vi med SP hold. Zinnia var første hund på holdet Wowchesky, som udover os består af Pia med Chip, Dorte med Baresi og Ann-britt med Duddi.
Zinnia kom banen rundt, men rev to pinde ned. Det plejer hun ikke at gøre…
Chip og Baresi blev disket og Duddi rev første pind.
Prebens hold med Dorthe/Djohs, Jannie/Cody og Ann-britt/Diesel var det eneste hold, som ikke blev disket. Kayne løb et fint fejlfrit løb.
Så blev det AGÅ her løb Kayne igen godt, men fik feltfejl på balancen. Zinnia løb godt men på A-et springer hun så voldsomt over toppen at hun flyver hele vejen ned og lander med forbenene i græsset og bagbenene på feltet. Hun lander sikkert på benene, så jeg løber videre i mål, men er dog noget rystet over det. Vi bliver disket fordi hunden skal have mindst 4 poter på nedgangssiden af A-et, ellers er det en vægring og skal tages om.
I SPÅ glider jeg ved forhindring nr.6 og kommer derfor bagud til et skift før slalom og Zinnia går forkert i slalom, bagefter bliver hun disket, da hun tager et forkert spring efter posen. Kayne løber fejlfrit og bliver vist nok placeret omkring nr.8 (har ikke set resultaterne endnu).
Dusty bliver desværre disket i SPÅ senior.
Så kom vi til AG3. En bane, som jeg synes var ret svær. Der var et stakit med meget stor afstand og med forskudt spring. Jeg fik Zinnia igennem, men ikke så optimalt et løb synes jeg. Kunne selv pege på flere steder, hvor vi kunne have gjort det bedre, men vi blev nr. 2 – kun slået af Jesper og Indi og fik vores 2. Agility certifikat.
Lørdag aften blev tilbragt sammen med Julie og Peter og Børge og Jeanette, som boede lige overfor os.
Søndag startede vi med AGÅ hvor Zinnia løb fejlfrit og blev nr.2 – det betyder at vi fik 12 point til konkurrencen om Årets agility hund, så nu er vi allerede kvalificeret til finalen. Kayne var helt stiv i ryggen, så han blev trukket for dagens konkurrencer. I stedet fik han en god gang massage af Ann-Britt – hun er bare super god til det.
Preben løb SP2 senior, men hjælperne var ikke på, så da dommeren fløjtede Preben i gang, var hjælperne ikke klar, så der blev ikke taget tid. Dusty løb fejlfrit og da de var de eneste i klassen, blev man enige om bare at sætte en tid indenfor standardbanetiden.
Så var det tid til SP3 – en underlig bane med nogle svære passager med underlige vinkler. Zinnia rev 4. forhindring og en mere senere i forløbet, ellers løb hun fint. Der var kun to der kom igennem fejlfrit. De fleste blev disket.
Zinnia har sjældent revet ned før, så jeg tror at min spring teknik træning med hende, skal være anderledes. Jeg skal ikke lave jump grid’en, men sætte forhindringer op med forskellig afstand og højde og så selv lade hende vurdere højde og afstand. Det har hun bevist at hun er bedst til selv. Vappu sagde jo også at hun sprang godt og ingen problemer havde, men jeg tænkte at træning i jump grid’en nok ikke ville skade hende, men det har forvirret hende, så det dropper jeg med hende. De andre får stadig lov til at træne det.
Lige inden vi skulle til at løbe hold faldt en af hundeførerne i stor klasse om med hjertestop. Ved hjælp af et par dygtige hundevenner, som kunne holde hovedet koldt og give livredende førstehjælp, begyndte Per at trække vejret lige da ambulancen kom. I ambulancen blev han stabiliseret og inden den kørte derfra kunne de fortælle at han var ved fuld bevidsthed og havde godt efter omstændighederne. De to hundevenner havde reddet hans liv.
Man valgte at køre stævnet videre, da ulykken nu havde fået en god udgang. Vi skulle løbe AG-hold, hvor vi jo var blevet disket dagen før, så denne klasse var jo som skabt til felt træning. Første felforhindring var vippen, hvor jeg ville have Zinnia til at blive så længe som til træning. Hun skulle til at løbe videre, men lagde så vægten bagud og holdt vippen nede – super godt. På A-et holdt jeg mig lidt tilbage, jeg er noget nervøs for at hun skulle kunne finde på at springe ligeså voldsomt på A-et igen. Efter A-et løb hun væk fra mig ud mod et andet spring og vi blev disket. På balancen pressede jeg hende mere end normalt og hun forlod så balancen før tid, så jeg tog hende op på feltet igen og så løb vi i mål.
Derefter var der en del ventetid før vi skulle løbe SPÅ. Vi valgte at køre fra den klasse, da vi skulle til Ribe og stille campingvognen og Preben havde noget arbejde, som han skulle hjem og nå at lave, så det ville være rart at komme hjem i ordentlig tid.
Vi var hjemme ved 20 tiden og så skulle der pakkes ud…
Vi fik hverken filmet eller fotograferet i denne weekend, så der er desværre ingen video eller billeder at vise frem denne gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar