mandag den 14. februar 2011

Vi går en spændende tid i møde

Vi troede at vi var på vej mod forår og masser af lyse timer, men så kom der lige noget, der mest af alt lignede en efterårs storm. For pokker hvor var det koldt. Springene i havn lå som var det væltede dominobrikker. Og her i weekenden har vi haft - 15 grader...

Foråret byder på to nye kurser for Zushi og jeg. Min plan var at fortsætte på unghunde kursus hos Charlotte Lyngholm, fordi målet er at gå op i en LP1 sidst på året. Men Nu har Johanna tilbudt et fortsætter Foundation kursus til os, som går på hvalpe foundation nu. Og det kan jeg jo ikke sige nej til. Jeg synes at det har været lidt svært at nå at træne alle de ting vi gennemgik på begge kurser, så derfor venter jeg til næste fortsætter kursus hos Charlotte.
Jeg har nemlig også tilmeldt Zushi og jeg til et "langdistance" Puppy Foundation kursus hos Silvia Trkman. Det skal foregå på den måde at vi får instrukser tilsendt pr. mail. Så har man 14 dage til at træne øvelserne og herefter skal man uploade en video med resultatet af træningen, som man så får feedback på, og kan debattere med de andre deltagere. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Det bliver spændende med noget ny inspiration :-)

Jeg har ikke haft så meget energi i denne uge, så de første dage blev det ikke til andet end lidt træning af "feet up" hvor Zushi skal placere sine poter på min arm og holde positionen.
Onsdag meldte jeg afbud til agility træningen. Jeg havde simpelthen ikke energi til det. Og så havde jeg også lige 4 kaniner, som skulle gøres klar til at rejse på udstilling torsdag morgen.
Jeg fik dog startet zushi op på en øvelse, som jeg også har introduceret mine kursister for. 4 spring stående i en stjerne, hvor hunde uden hjælp fra føreren selv skal søge springene. Zushi klarede øvelsen rigtig flot. Hun havde prøvet at søge spring en enkelt gang til hvalpe agility holdet, hvor hun var demo hund. Torsdag var det lyst da jeg kom hjem, så jeg skyndte mig at hente kameraet, så jeg kunne filme øvelsen.


Senere torsdag aften var vi til hvalpe foundation hos Johanna. Zushi arbejdede super godt. Hun udførte challengen fint, men kan ikke holde touchen på låget. Vi arbejdede også med apport øvelsen og med "feet up" på en stok. Øvelsen "face", hvor hunden lægger sit hovede i førerens hånd, fik vi også trænet.
Preben og Godis var til træning hos Sarah i Herringløse.
Fredag bød på afslapning. Det gjorde lørdag også. vi startede dagen med en gå tur i det flotte vejr og siden kørte jeg mod Viborg med mine 2 tricolour tøser. Første stop på vejen var i Hedensted, hvor vi fik tanket op med lidt nye og lækre varer til hunde biksen :-) Derefter gik turen til en lejrskole, hvor dværgkanin klubbens medlemmer boede. Hundene og jeg blev indlogeret i vores helt egen stue. Lejrskolen lå midt i en skov, så vi benyttede os af muligheden og stod op klokken 7 og gik morgentur i en mennesketom og snedækket skov - Skøøønt :-)
Resten af søndagen så jeg på kaniner og snakkede med kaninavlere. og indimellem var jeg ude og gå et par ture med hundene. Så fik Zushi også lige trænet lidt bytræning.
Preben og Godis benyttede søndagen til endnu et kursus med Sarah. Og de har også haft en rigtig god og hyggelig dag.

Ingen kommentarer: