I denne uge har jeg trænet vippe med Zinnia et par gange. Øvelsen er bidt helt ned i små bidder, så det kun er"bumpet" når vippen rammer jorden, der bliver trænet. Ved siden af det har jeg så trænet øvelsen "spin", som vi har lært på hvalpeholdet hos Johanna. Hunden skal dreje rundt foran dig, så hunden har samme retning, som dig selv. Det vil sige at hundens hovede vender væk fra dig. Det skal styrke Zinnia i at når hun står på vippe, så skal fokus være fremad og ikke tilbage på mig.
Jeg har også fået trænet lidt fri ved fod med både Zinnia og Zushi. Nu kan man endelig gå lidt rundt i haven igen og det er skønt at kunne nå at træne lidt inden det bliver helt mørkt.
Zushi er god, men flagrer dog lidt.
Onsdag var jeg til agility med Zinnia. Jeg trænede med et låg liggende ca. 1 meter efter vippen, som Zinnia havde fokus på, når hun tog vippen. Zinnia løb godt og havde igen super felter på både A og balance.
Torsdag var vi til træning hos Johanna. vi viste hvor langt vi var kommet med vores challenge, men der var ingen der bestod. Jeg må nok også indrømme at jeg ikke har været så flittig til at træne det denne gang. Det må der rådes bod på til næste torsdag.
Vi var kun 4 til træningen, så det var ren luksus. Vi fik trænet nogle af de gamle øvelser: spin, løfte poter, gå rundt om fører, hide, og ind/ud af hoolahop ring. Jeg havde ikke tidligere trænet "gå rundt om fører", men det fattede Zushi lyn hurtigt. "Hide" øvelsen, hvor hunde skal gemme sit hovede i noget, blev udvidet til at Zushi skulle gemme hovedet i min rygsæk. Det tog omkring et minut, så sad den øvelse i skabet ;-)
Preben og Godis var i Havdrup og træne torsdag aften.
Lørdag formiddag var Zushi og jeg på bytur med Johanna's hvalpehold. Vi mødtes ved Ringsted station - en lille flok på 5 hunde og 5 førere. Og vi havde en hyggelig tur rundt i Ringsteds gader. Vi trænede et par øvelser inde i en port, gik på en metalplade/kørestolsrampe, som Zushi ikke syntes var heeelt ok. Men hun gik dog på den. Vi trænede "Feet up" på et dørparti og på et springvand. Og et forsøg på at træne "elefanten" på en sten søjle, blev for Zushi's tilfælde også bare til "feet up", da den nok var lidt for høj til at hun kunne magte at lave "elefanten". Vi trænede balance og godbidssøg ved at lade hundene søge godbidder på en brostensbelagt skrænt. Vi trænede rundt om en statue, gik på bænke og trapper, samt lavede indkald. så Zushi fik virkelig lært noget. Zushi tog det i stiv arm, på trods af at hun kun få gange har været i nærheden af noget der ligner en by.
Søndag trænede jeg lidt springteknik med Zushi. det var faktisk første gang jeg trænede springteknik udendørs med hende. Vi føjede en ny øvelse til programmet, hvor hun nu skulle springe skråt over springene, for at lære et andet "billede" af spring.
Jeg fik også trænet lidt fri ved fod, "hide" og "walk on".
Zinnia fik trænet lidt fri ved fod. Jeg synes at hun har gjort store fremskridt, når man tænker på at hun før hen slet ikke var til at få til at kigge på mig eller være interesseret i et samarbejde, når det handlede om "fri ved fod" eller lineføring. Vi fik også lige filmet to af Zinnia's tricks :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar