onsdag den 13. januar 2010

Nytårstræning med Zissi.

Da mine forældre skulle holde Nytårsaften et sted hvor der blev skudt meget af, havde vi aftalt at Zissi skulle på nytårsferie hos os.
Det var jo så en kærkommen lejlighed for mig til at træne med Zissi. Faktisk var det første gang hun skulle være alene sammen med os.
Det første jeg gjorde efter at hun lige havde hilst på de andre hunde, var at tage en bøtte lækre små fiskefrikadelle godbidder med ud i bryggerset og så introducere "Collar grab" game for hende. "Collar grab game" er meget enkelt. Det går ud på at man tager fat i hundens halsbånd og giver hunden en guf. Dette gentager man rigtig mange gange. Både med den ene og den anden hånd. Man kan efterhånden gøre det lidt voldsommere, så man nærmest tirrer hunden til at blive vild. Pga. den høje belønningsfrekvens fatter hunden hurtigt at det her er sjovt, så den nærmest skyder halsen frem mod hånden når man skal tage fat i halsbåndet.
Da Zissi ret hurtigt fattede pointen, gik jeg ud i haven og prøvede et par gange og der fungerede det også fint.
Denne start på Zissi's besøg gjorde at hun meget gerne ville opsøge kontakt til mig i løbet af hele hendes besøg.

Om aftenen gik vi igen i bryggerset med super lækre godbidder. Denne gang var det "Crate games" der stod på programmet. Jeg lokkede Zissi ind i buret og lukkede efter hende. Derefter åbnede jeg buret og stak en godbid så langt ind bag i buret som muligt. Jeg ville gerne have hende til at indtage en sit position inde bagerst i buret. Dette blev gentaget flere gange. Zissi fattede ret hurtigt at det gjaldt om at blive siddende, så jeg kunne hurtigt gå videre til at "chance" lidt med at have lågen åben lidt længere inden der faldt belønning af. Hun forsøgte yderst få gange at komme ud af buret. Så vi gik til næste step hvor hun fik en frigiv kommando og måtte komme ud af buret. Nu var det meningen at hun selv skulle søge ind i buret, men det gjorde hun ikke... Jeg stod passivt i 10 min. og ventede uden at hun gjorde mine til at gå ind i buret. Hun tilbyder ikke gerne selv noget. Hun er vant til at blive lokket eller få vist ting når hun skal lave noget. Derfor måtte jeg til sidst lokke hende ind i buret ved hjælp af godbidder.
Derefter tog vi en pause.
Et par timer senere gik vi igen i bryggerset. Denne gang for at få Zissi til at gå ind i buret ved hjælp af shaping. Da hun ikke var sådan at få til at hverken tilbyde at se hen imod eller gå henimod buret, måtte jeg lokke hende ved at smide en guf inde bagerst i buret. Det fik hende til at gå hen imod buret og jeg kunne klikke og belønne. Dette måtte jeg gøre et par gange. Så tilbød hun tøvende at gå ind i buret nogle gange og jeg stoppede træningen.
Næste morgen serverede jeg hendes morgenmad i det åbne bur. Og om formiddagen da vi gik i bryggerset for at træne, var hun rimelig hurtig til at tilbyde at gå ind i buret. Så kunne jeg fortsætte vores "crate games" og træne frigiv kommando.
På videoen er den første del optaget under den første træning om aftenen. Når optagelserne bliver lyse er det træningen næste formiddag der er filmet.


Om eftermiddagen introducerede jeg Zissi til fremsending til en bøtte med godbidder. Jeg lavede fremsendingen mellem to sæt springstøtter. Den var Zissi med på helt fra starten af. Vores "Collar grab" game virkede også, for der var ikke en eneste gang Zissi prøvede at gå væk fra mig, når jeg ville tage hende op. Det er store fremskridt fra sidst, hvor vi brugte mere tid på at indfange Zissi end at træne med hende.
Den sidste ting vi lavede denne weekend var jump grid'en med de tre spring/speedbump i en vifte. Den øvelse er Zissi rimelig glad for. Her brugte jeg legetøj som belønning og det fungerer også rigtig godt med hende.
Hun er virkelig en herlig lille hund at træne med.

Ingen kommentarer: